Lidt om taknemmelighed, falske pelsstøvler, råd til en datter, stil og livserfaring…

Er vild med hende her, af flere grunde:

* Katherine Center kan noget med ord
* Katherine Center har humor
* Katherine Center har prøvet lidt af hvert, men fået det bedste du af det
* Katherine Center rammer noget universelt

Det er første gang jeg hører om hende, men bestemt ikke sidste... Må vidst også se at få læst hendes bøger.

En ny slags mor…

Så sad jeg her med hænderne i skødet. Duftende kaffe. Og stilhed!

Det har jeg prøvet før. Men denne gang er det ikke fordi, babyalarmen blot er tavs en times tid endnu. Det er fordi jeg i dag er blevet en ny slags mor.

Jeg har ventet længe på denne dag. Har savnet den hverdag, som i dag viste sig. Og alligevel sidder jeg her og er lidt rundt på gulvet. For det har været lidt af en rejse (som vi siger i min verden;).

For et år siden blev jeg delemor. Og, der har været tidspunkter, hvor jeg har været i tvivl om, hvor vidt min hjerte nogensinde ville blive helt igen. Derfor er jeg også sikker på, at nogen holdt en hånd under mig og mit hjerte og sørgede for, at jeg fik Anna, som ikke skulle deles. Så selv om jeg ikke kunne være mor for Noah hele tiden, så kunne jeg alligevel få lov at være mor hver dag. Mens mit hjerte helede. Og jeg barslede og snusede baby og nød at være mor til to.

Men i dag blev jeg en ny slags mor. En mor med to børn i institution.

I dag vågnede jeg op til en hverdag, som jeg stadig ikke rigtig kan finde rundt i. Havde ikke sat vækkeuret, fordi vi skulle have en start uden alt for mange deadlines. Og hvor den rytme, som gav mening kunne få lov at vise sig. Og det gjorde den på fineste vis.

Ungerne vågnede af sig selv (tidligt!). Legede sammen, mens jeg lavede morgenmad (er ikke færdig med at synes det er absolut vidunderligt, at en stor dreng på fem vil lege med en lille pige på 9 mdr. - det er så hyggeligt at lytte til). Og så sad vi der, vores lille familie på tre og sludrede ved morgenbordet. Og mit hjerte svulmer af glæde og kærlighed, når de to sidder der og  har hinanden.

Og selv om Anna og Noah ikke har fået plads i samme institution viser midlertidige omstændigheder sig at sørge for, at de alligevel kan afleveres samme sted de næste to måneder. Det er jo helt forrygende! Og en stor håndsrækning til en alene-mor, som også er en ny titel, jeg kan "bryste" mig af.

Det er mange nye titler på et år. Resultatet viste sig i dag. En ny hverdag. En hverdag, som jeg byder velkommen. En hverdag, som jeg har ventet på, men som først kunne lande nu, hvor jeg er landet. Min barsel og Anna har været en tid midt i mellem to liv, og jeg er så dybt taknemmelig for den tid. Jeg er helet, i hvert fald er jeg tættere på mig selv. Der er større kongruens mellem det jeg oplever indeni og det jeg sender ud. Det er en frihed, en lykke og lidt af et mirakel.

Det rører mig dybt. Og selv om jeg bestemt ikke havde troet, det var denne måde, jeg skulle være mor på, så har jeg aldrig været en bedre mor. Og jeg har aldrig været stoltere af den titel, end jeg er nu. Aldrig været mere taknemmelig. Jeg er mor med stort M og et endnu større hjerte.

Smiler du til dit spejlbillede?

Dette blog-indlæg kom til mig, da jeg så mig selv i spejlet her til aften, og kom til at smile. Men jeg tænkte straks, at jeg ikke ville dele med dig, fordi du nok synes jeg var lidt for meget. Jante slog til igen. Men så ville tilfældet - eller universets guddommelige kraft, som jeg tror på - at jeg skulle falde over ovenstående video. Og så vidste jeg, at dette indlæg måtte ud. Og hvis du skal i den rette stemning, så se klippet først.

For nu skal du høre... Noget forunderligt bliver ved med at ske i disse tider. Jeg kan simpelthen ikke gå forbi mit eget spejlbillede uden at smile. Smile til mig selv. Og sådan har det bestemt ikke været altid. Det er nyt. Det er vidunderligt. Og jeg håber, det er vanedannende.

Jeg smiler, fordi jeg kan lide det jeg ser. Fordi det ser ud som om, jeg er tættere på en overenstemmelse mellem det jeg er udenpå og det jeg er indeni. Så udenpå ser jeg mere sårbarhed, jeg ser mere blødhed - og mest af alt ser jeg mere kærlighed.

I disse dage, netop hjemvendt fra en helende ferie på Sicilien, er det fregnerne, de brune kinder og det lidt lysere hår, der får mig til at smile. En anden dag er det måden mit hår sidder på efter en lang dag, lidt pjusket med lokker her og der, lidt tilfældigt. I aften var det kanten på min BH, som lige stak op over t-shirten, og jeg noterede mig den utrolig fine blonde på min hud. Nogle gange er det bare mine øjne, der får mig til at smile, eller min krop som tager sig bedre ud end længe (selv om det selvfølgelig kan blive bedre).

Men det er netop det. Jeg tænker ikke på forbedringer lige der. Jeg stopper op. Nyder smilet og det jeg ser. Smiler tilbage. Og får dobbelt op på kærlighed.

Hvis du ikke genkender den følelse, så forstår jeg det godt. For jeg ved også, hvordan det modsatte er. Så se endelig videoen ovenfor igen. For jeg har ikke opskriften til dig.

Jeg ved bare, at jeg det sidste år er blevet betydelig bedre venner med mig selv. At jeg har overgivet mig til kærligheden, både til mig selv, til min hverdag og til verden. At jeg aldrig har været bedre til at mærke min krop. Og at accept, taknemmelighed og ydmyghed har fået en helt central plads hver eneste dag. Jeg går med i stedet for at kæmpe imod.

Det er bestemt ikke altid let. Men det er det hele værd. Også når jeg ser mig selv i spejlet...

“Du må godt være begejstret og fjollet…”

Se nu her!

I 2010 talte Brene Brown på en lokal TED-konference om sårbarhed. Hun troede hun talte til 500 mennesker. Men videoen blev set af 8 mio. mennesker...

I marts 2012 talte hun så på den helt store TED-konfrence. Og udgav en NYT bestseller samme år. Daring Greatly (som ikke en gang er lige så god som "Gifts of Imperfection").

Og i dag var hun på Oprah. 

Hun er skøn. Hun er ærlig. Hun er sårbar. Hun er en inspiration. Se hende på Oprah, se autenticitet og se hendes blog-indlæg, hvor hun fortæller, at hun skrev en seddel til sig selv, inden hun tog af sted for at møde Oprah. På sedlen står der: "I give you permission to be excited and goofy and uncool. Just show up and be seen." 

Sådan en seddel skal jeg også huske at skrive til mig selv, næste gang jeg bliver begejstret. Og det gør jeg heldigvis tit.

At holde i hånd…

Jeg elsker min datter. Hendes smil har mindet mig om, at der hver dag er så meget at være taknemmelig for. Hun er den gladeste lille pige og det stod måske ikke skrevet i kortene. Når hun smiler, og det gør hun tit, så er lykken lige nu.

Men hendes nattesøvn. Den kan hun altså ikke prale med. Hun har i lange perioder været vågen hvert 20. minut det meste af aftenen og natten med. I hvert fald en gang i timen. Ikke grædende og ulykkelig, gudskelov. Bare urolig. Eller glad og pludrende i halvanden time...

Og nogle gange, så er overskuddet ikke så stort, eller jeg prøver at få den der halve time, hvor jeg lige tjekker ind med mig selv. Og så synes jeg hun er lidt irriterende. Som i går aftes, hvor jeg havde lavet en kop the og sad med min bog i en helt stille og mørk lejlighed. Det synes Anna ikke jeg skulle. Hun synes bestemt jeg skulle komme i seng. Komme ind og lægge mig ved siden af hende. Så til sidst overgav jeg mig. Pustede stearinlysene ud og lod bog være bog.

Og så sad jeg der med hende i mine arme, så hun kunne finde ro - og tog Noahs hånd, fordi han lå på den anden side af mig. Og så sad jeg der og følte mig som verden heldigste menneske. Som mor. Så meget kærlighed. Så meget ro. Så meget mening. Helt tæt på mine to sovende børn og derfor helt tæt på mit eget hjerte. Åh - at holde tæt, at holde af, at holde i hånd...

En revne i mit hjerte…

Der er et ganske kort øjeblik hver morgen, hvor vi bare er. Inden tankerne går i gang. Inden vi forholder os til dagen, fortiden og fremtiden. Det øjeblik er rent og fint.

Men det var i morges i det øjeblik, at jeg oplevede revnen i mit hjerte. Jeg mærkede kærligheden til min søn, som lå ved siden af mig, men jeg mærkede også smerten. Den rene rå smerte, fordi det ikke er hver dag, han ligger der. Fordi jeg deler mit barn. Fordi han ikke har sin mor og far hver dag. Det faktum er helt klart også en stor del af revnen. At jeg har frataget mit barn den tryghed og den kærlighed x 2, om end jeg er klar over, at kærlighed ikke kan gøres op på den måde.

Det er første gang jeg oplever den slags sorg, som man skal lære at leve med. Som ikke forsvinder med tiden. Det er som et dødsfald for mig at skulle dele mine børn...

Det er en stille sorg, den råber ikke og den river ikke mit hjerte i tusinde stykker. Den er ikke agressiv, som smerten over en kæreste kan være. Til gengæld er den permanent. Den er flyttet ind og jeg kan lige så godt byde den indenfor, så den kan falde til ro uden at skulle gøre al for meget væsen af sig.

Den er også en beboer, som minder mig om nogle af livets helt afgørende nøgler. Om ydmyghed, om taknemmelighed, om kærlighedens enormitet, om at lykken og livet er lige her og nu. Den minder mig om at revnen i hjertet kun er der pga. altomfattende og betingelsesløs kærlighed.

Og hvis jeg accepterer, at den er flyttet ind, kan jeg sørge for, at der kun er tale om smerte - og ikke langvarig, opslidende lidelse. Det bestemmer jeg selv, om end det er noget sværere i praksis end i teorien.

Men der er slået revne i mit hjerte, om end det er vokset sig større og stærkere i processen. Og jeg kommer til at tænke på Leonard Cohen citatet:

"There is a crack in everything, that's where the light gets in" 

Kender du til den slags sorg, som er flyttet ind og har slået rod? Jeg ved det er sårbart, men måske har du lyst til at dele? Vi behøver ikke sidde alene om  bordet med sorgen. Sammen kan vi måske alligevel drage mening ud af det som kan synes meningsløst. Sammen kan vi måske alligevel dele det lys, som revnerne medfører...

Uafbrudt søvn…

Jeg skal sige farvel til min lille pige i dag.

Altså bare for en nat. Men det kan være slemt nok.

Guleroden?

Uafbrudt søvn. Hvis jeg altså kan sove. Når nu jeg skal.

Én af de sjældne morgener…

...som jeg ønsker mig mange flere af.

At kunne finde (!) nærvær til at sidde på gulvet med Anna, uden at skulle noget, andet end bare at være lige der med hende.

At lave god og nærende morgenmad, også selv om jeg savnede brødet og kaffen. Og at tage mig sammen til 20 minutters yoga lige så snart Anna var lagt ud. Det lyder hårdere end det var, for det var hele tiden med fortegnet selvomsorg.

Alt sammen toppet med en tur i havnen, bogstavelig talt. Et vinterbad med sauna.

Ja, det lyder overskudsagtigt, men egentlig kom det ikke derfra i dag. Men det var der det endte. Med overskud, ydmyghed og taknemmelighed for livet, for hverdagen  - og ikke mindst for min krop.

Indrømmet, jeg har sendt sms til kær veninde om gåtur, kaffe og kage. Men det hele er jo livsnydelse, det handler vel bare om den balance der...

Glædelig søndag derude.

At sætte en grænse…

Vidste du, at der er flere forskellige måder at sætte sin grænse på?

Det har jeg erfaret det sidste år. Det er i disse dage lykkedes mig at sætte en grænse med et åbent hjerte. Altså bevare hjertet åbent, selv om jeg satte foden ned og sagde stop, nu er nok nok.

Det tror jeg faktisk ikke, jeg har gjort før. Nu har jeg nok aldrig været mester i at sætte grænser, men hvem er det? Dig måske - så del endelig dine tips, for jeg ved fra min coaching, at vi er mange, som kunne øve os gevaldigt på det område.

For mig har grænser ofte handlet om, at nu ville jeg ikke finde mig i mere. Nu ville jeg ikke længere være til grin. Men i dag, ser jeg, at for at kunne sætte min grænse der, har jeg lukket mit hjerte. Det har handlet om ydre omstændigheder. Det har været ego'et som har sat sin grænse. Ikke mig. Ikke mig fra et åbent hjerte.

Jeg oplever i øjeblikket, at det er muligt at sætte en grænse og stadig føle kærlighed. Selvfølgelig en overvældende kærlighed til mig selv, det vil grænsesætning forhåbentlig altid resulterer i, men også en stor kærlighed til den, som jeg sætter grænsen overfor. Fordi jeg stadig forstår og kan sætte mig ind i bevæggrunde, fordi jeg ved, hvor personen kommer fra og ikke har mistet min empati i processen.

Det vidunderlige ved at sætte grænser fra et åbent hjerte er, at det føles bedre. Ikke så voldsomt. Der er stadig flow. I modsætning til at sætte grænsen fra et lukket hjerte, hvilket jeg tror i virkeligheden handler om frygten for ikke tabe ansigt, blive til grin eller skille sig ud. Fordi andre måske har påpeget, at din grænse er gået langt over sidste holdbarhedsdato.

Prøv at være bevidst næste gang du skal sætte en grænse. Eller ønsker du kunne gøre det. Føler at du burde! Hvem siger det? Ego'et og dermed et lukket hjerte eller er det kærligheden til dig selv - og den person, som du trækker en streg overfor?

Det føles godt at kunne stå i verden og kunne sætte grænser, nærmest med et smil, fordi det faktisk også er en blid handling. Fordi grænser kan sættes med kærlighed...

Hverdagslykke er… Et (herre)godt måltid

Det var helt uventet. Men aftenens måltid som var planlagt som et helt almindeligt hverdags et af slagsen endte i en sand fest.

Storebror spurgte flere gange forventningsfuldt til fiskefrikadellerne inden de overhovedet var færdige. Allerede der anede jeg en sult, som også er en forudsætning for nydelse. Og da vi sammen havde øst op på hans tallerken sagde han: "jeg kan li' alt på tallerknen". Der var med andre ord ingen mislyde overhovedet og det er sjældent fra en dreng på 4,5, som lidt for længe har levet af pizza, pasta med kødsovs og lasagne, fordi hans forældre lige skulle finde benene (og en varieret kost) efter en skilsmisse.

Og når jeg så overhører storebror sige til lillesøster på 6 måneder: "Mor er herregod til at lave mad", så var det faktisk en mindre detalje at aftenens kartofler, råkost og hjemmeoppiftede fiskefrikadeller (med tydelig inspiration fra hende her) rent faktisk var herregodt. Hvilket min ældste sagde ca. ti gange mens hans guflede i sig. Og den mindste boykottede grøntsagsmosen til ære for små stykke most delle.

Jamen, jeg var bare helt igennem lykkelig indeni. Hverken mere eller mindre.God mad, sund mad, som jeg selv har nydt at lave, hvorefter jeg får lov at dele nydelsen med mine børn i et usædvanligt harmonisk måltidsøjeblik. Det blev sammen med en halvlur under en dyne i formiddags sammen med min store dreng og et cafébesøg, hvor vi spillede på Ipad dagens højdepunkter. En helt igennem vidunderlig søndag.

Kender du den slags måltider - eller er det noget helt andet, der sættter hverdagslykken på plads hos dig?

P.S. Jeg skal nok blive bedre til at tage billeder, men i dag ville et billede slet ikke have ydet retfærdighed til nydelsen, følelsen og øjeblikket.