Det lille spørgsmål

Skulle til rytmik med Noah. Men tiden skred. Kunne dog ikke løbe fra bus-delen af turen, Noah havde allerede nævnt bussen 20 gange, inden vi kom ud af vuggestuen.

Det krævede en ny plan: zoo. Men den utrænede mor på tur måtte konstatere, at de lukker kl. 16 hele marts måned. Vi var der 15.58. Det kostede kiks, banan og en snak med den store giraf over indgangen at komme ud af den.

Så var gode dyr rådne. Vi endte på Valby station. Kiggede på tog og Noah var så begejstret. Men det blev endnu bedre. I nærmeste butiksvindue genkendte Noah alle sine favoritter: Kaj og Andrea, Bamse, Postmand Per, Byggemand Bob samt vitterligt mange flere. Han hvinede af fryd, mens han stod der foran vinduet og trykkede næsen flad. Agede vinduet og sagde "åbne".

Han fandt også ind i slaraffenland og stablede DVD'er fra hylden og over i favnen, men han sagde deres navne, indtil de små arme  ikke kunne rumme mere. Så sagde han "hej hej" mens hans satte DVD'erne tilbage og fyldte favnen påny.

Tænk engang, vi nåede hverken rytmik eller Zoo, men jeg kan ikke huske, hvornår jeg sidst har hygget mig sådan med Noah på tur. Dagens læring; spontanitet er godt og børn gode til at tilpasse sig. Jeg har noget at lære.

Og jeg lærer hurtigt. En spontan handling. Shoppede hos Minimega - lidt mere end godt er, men der var så meget fint. Papir på den skønneste måde - har tusinde, spontane, idéer til, hvordan det skal bruges.

Er der overload, så skriv. Mangler du inspirationen, så skriv.

Det er da fascinerende, hvad de der bogstaver kan klare, også i selvudviklingens navn. Bevidsthed er første skridt til langt de fleste indsigter, og den bliver sjældent tydeligere, end hvis den bliver skrevet ned. Det skulle da lige være, hvis man som jeg, indser indsigterne mens jeg sætter ord på (og nogle gange skal der rigtig mange ord til, beklager til dem der må lægge øre til...).

Det er som om ordene ærer min proces, ærer min indsigt eller mangel på samme, og der kommer altid noget godt ud af det.

Jeg skriver når mit hoved er ved at flyde over, og det har der været en del af den sidste tid. Når det har været svært at finde hoved og hale i, og jeg har måtte give slip på behovet for at kunne bruge teksterne bagefter, men så har jeg også kunne skrive og forstå.

Det samme sker, når det blanke dokument råber til mig fra skærmen. Så sætter jeg fingrene på tastaturet og forsøger at skrive, også selv om der så bare må stå "jeg ved ikke hvad jeg skal skrive" eller det der er endnu mere selvdestruktivt.

At skrive virker bare. Virker det også for dig?

Jeg har aldrig rigtig tænkt, at jeg var feminist. Jeg har bare tænkt, at jeg gerne vil kunne klare mig selv. Derfor er jeg heller ikke særlig god til at spørge om hjælp. Sådan helt generelt. Men i særdeleshed, når det gælder de klassiske mande-fag. Men jeg har på fornemmelsen jeg kæmper den forkerte kvindekamp.

Lørdag formiddag var det på klassisk, paternalistisk vis tid til at ordne bil. Vaske den, tjekke dæktryk og fylde benzin på. Problemet var dæktrykket. I manualen (jep, jeg sværger til manualer, som oftest betyder de nemlig, at jeg ikke behøver at spørge) stod der fine betegnelser, desværre i et andet format/måleenhed, end dem jeg kunne læse på tankstationen. Der var kun tilbage at spørge. Så det gjorde jeg alt i mens jeg følte mig som en dum blondine. Jeg fik et klart, venligt og professionelt svar og gik derefter selv i gang. Alt imens jeg fumler lidt og stadig har problemer med dæktrykket, kommer samme venlige ekspedient tilfældigt forbi og spørger, om alt er ok. Jeg svarer ærligt, hvorefter han endnu en gang kommer mig til undsætning. Indrømmet, det var helt rart at ekspedienten hjalp (for ikke at tale om god service).

På denne jubilæumsdag (100 år) for Kvindernes Internationale Kampdag er det vel relevant at spørge: hvad skal vi kæmpe for? For det er jo helt ok som kvinde at bede om hjælp, men er det også helt ok at skulle det hele selv?

I virkligheden håber jeg at Kvindekampen handler om noget helt andet. Eksempelvis om, hvordan man i det moderne samfund skal få tid til både at være mor, have en kærlig og ligeværdig partner, et arbejde, man er glad for og kan avancere i (hvis man har lyst) og alt det andet ved siden af. Lige nu er samfundet efter min mening nemlig ikke indrettet til, at det kan lade sig gøre på en harmonisk og afbalanceret måde for langt de fleste familier. Altså lige arbejdsdeling både derhjemme og derude og ditto aflønning.

Hvad synes du Kvindekampen skal handle om?

Jeg har altid troet på, at når bare jeg vidste hvad min lidenskab, passion, kald eller mål (kært barn nar mange navne) var, så ville vejen for et handlingsorienteret menneske som jeg lægge åben. Når jeg bare vidste hvilken vej, jeg skulle gå på og kunne se endestationen ude for enden, så var min lykke gjort.

Sådan har jeg haft det med min karriere og sådan har jeg det med mine skriverier. Og for begge deles vedkommende har det aldrig stået mere lysende klart, end det gør nu.

Men vejen er ikke ryddet. Der ligger stadig store sten. Jeg kan ikke få alle de smukke ord og klare idéer ud af hovedet og hjertet og ned gennem fingrene. Når jeg gør, føles det helt forkert, som om luften går af ballonen, så jeg beholder det indeni. På grund af frygt.

Og så tænker jeg, at jeg har holdt frygten på afstand og ikke kigget den i øjnene ved at sige, "når bare...". Men jeg kan måske lige så godt tage den frygt i hånden og begynde at gå vejen, et skridt af gangen, for den har vist tænkt sig at følge efter mig alligevel... Og hvis ikke så står den forude, og prøver at lokke mig ned af en af sidegaderne. Men nu bliver jeg på den vej, som ligger forude. Vil du med tro følgesvend?

Sig mig en gang. Hvad er det der foregår? Aldrig har jeg følt mig tættere på et kreativt gennembrud, aldrig har jeg følt så mange ord presse sig på, så mange idéer stå så lysende klart, og aldrig har jeg oplevet en tydeligere skriveblokering.

Før i tiden fik jeg bare ikke skrevet, der drømte jeg bare om det. Nu skriver jeg. Og har haft smukke oplevelser tilmed. Føler jeg er holdt op med at søge. Ved hvad det er jeg skal udtrykke. Og nu er blokeringen total. Al lyst til at skrive forsvundet. Al fokus umuligt. Og selvkritikken enorm og overvældende. Tankerne og forestillingen om ordene er så smukke indeni, men når de står der bag den blinkende markør er de tamme, ligegyldige, kedelige. Og så stopper jeg.

Selv på min elskede blog kæmper jeg. Orker det ikke. Kan ikke få ordene til at makke ret. Kan ikke udtrykke det, som er ved at flyde over indeni. Men jeg har besluttet mig. Jeg går den direkte vej, tværs igennem smerten og frustrationen, uden svinkeærinder. Selv om det er tarveligt, uforståeligt og stressende. Så bliver jeg lige her. Og bliver ved.

Glem alt om streptokokker og den tredje gang sygdom på tre uger. (Nu er der dog diagnosticeret halsbetændelse og udskrevet penicillin, så nu er det forhåbentlig snart slut.)

Glem alt om sammensuret hals for jeg er i en anden verden. Glem alt om X-faktor, for jeg ser Top-Gun. For jeg ved ikke hvilken gang. Alligevel griner jeg højt og har netop set den famøse beach-volley scene med den samme prikkende fornemmelse i maven, som kulminerer med soundtrackets omkvæd. Oh, han er så ung og fin og uspoleret, den kære Cruise. Og det var jeg også dengang...

Det er den fede måde at blive ældre på. Når man ser en firser-film og var gammel nok til at have en holdning, eller lad os være ærlige en besættelse. Når man kan huske følelserne mere end handlingen. Følelserne af ungdom og idol-dyrkelse, af dagdrømmeri og teenage-forelskelse. Sådan der og ham der, sådan skulle min første gang være. Og med rose på puden om morgenen.

Kan du også huske Top Gun som mere end bare en film?

Sidder her med en kop kaffe og er lige kommet mig efter endnu et par dage med sygdom, som igen ruskede op i hverdagen og betød, at jeg var nødt til ar rykke et par deadlines, aftaler og lidt arbejde samt ikke mindst min søn (som jeg måtte rykke op til hans farmor og farfar).

Og så kom jeg til at tænke på hverdagen. Hvor meget jeg egentlig holder af den, men måske mest fordi det aldrig bliver hverdag. I hvert fald hvis hverdag lugter lidt af vasketøj, de samme gamle rutiner, kedsomhed og dagdrømme som handler om alt andet end netop det, man har i hverdagen.

Men sådan er hverdagen ikke her. Ikke to dage er ens, kedsomhed når jeg (heldigvis) sjældent til - til gengæld er der i perioder rigeligt med frustration. Fordi jeg nogle gange savner lidt flere faste rammer og rutiner (altså bare en dosis af den der hverdag, som lugter lidt).Hverdagen er også frihed og travlhed på en finurlig måde, måske mest fordi jeg er selvstændig.

Hvor lidt hverdag, der end er over min hverdag, så mærker jeg alligevel at den skrider, når jeg sådan må lægge mig under dynen i et par dage, og så kan det altså være nok så svært at få hjulene til at køre igen. Måske fordi hverdagen ikke er helt så hverdagsagtig. Giver det her overhovedet mening? Og hvad er hverdag egentlig for dig?