Har universet en alarmcentral – og i så fald, hvem ringede?
Den anden aften sendte uiverset en lægeambulance, og det endda uden at jeg overhovedet havde nået at ringe efter den. Jeg havde nemlig travlt med at soppe rundt i selvhadsgryden og det var den jeg blev reddet op af.
Et menneske, som jeg respekterer og beundrer dybt, ringede og bad om min hjælp til at udvikle sin forretning. Han havde defineret ny målgruppe, ny værktøjskasse og ny aggressiv markedsføringsstrategi. Og nu bad han om min hjælp til at få det ud over stepperne. Jeg kunne uden tøven meddele ham, at der var ikke noget jeg hellere ville, for mange af de markedsføringsstrategier og tanker han havde gjort sig, har jeg selv gået og tumlet med den sidste tid. Jeg var bare ikke nået til handling endnu.
I stedet var jeg røget i gryden af destruktive tanker og selvhad, som du måske læste for nylig her på bloggen, pga. et uheldigt og trist telefonopkald, hvor jeg fejlede i forhold til mine løfter til mig selv omkring lighedsprincippet.
Så mens jeg sad der, og var lidt blue (for at sige det mildt), så sendte hvem end, der nu sidder på universets alarmcentral, mig en samarbejdspartner (jeg er godt klar over, at jeg selv har indflydelse, men ikke en gang jeg var kommet så langt, at jeg var begyndt at være konstruktiv og tænke i løsninger endnu) - både på det forretningsmæssige og mentale plan.
Hvad der imponere mig aller mest er, at udrykningstiden i dette tilfælde simpelthen var så kort, at alle stjerner må have stået helt præcist og snorlige, alle krystaller have blinket i den rette farve og alle energier dirret til min fordel. Så sådan kan en aften i gryden ende som en aften med udsigt, horisont, perspektiv og taknemmelighed.
Og så er jeg sådan set ligeglad med om de kalder det Loven om Tiltrækning, The Secret eller Positive Thinking. Jeg kalder det tillid til processen og et univers fuld af kærlighed. Og jeg gengælder med taknemmelighed over at universet rent faktisk har en alarmcentral…
Hvad bliver det næste?
Noahs start i vuggestuen er sket med bravour. På 3. dagen fik nybegynder-forældrene en seddel med hjem fra embedslægen, som orienterede om en colibakterie på Noahs stue, som kunne være dødelig for små børn. Derfor blev vi bedt om - som var det, det mest naturlige i verden - at tage prøver af bleens indhold, når Noah havde lavet bummelum. Jeg husker, at min respons var overraskende overskudagtig; ”det skal vi nok lige få gjort, for vi vil jo også gerne være sikre på, at Noah er rask”. Uden at jeg havde den fjerneste forestilling om, hvordan jeg skulle gøre det eller nærmere havde overvejet detaljerne i sådan et løfte.
Men af sted til lægen det gik, for at få sådan et biologisk prøve-kit og medfølgende instruktioner. ”God fornøjelse” sagde lægesekretæren med let skjult sarkasme, da jeg forlod klinikken med tre prøveglas og en bobbelkuvert. ”Husk de skal opbevares køligt inden forsendelse”.
Og så nåede jeg altså min sarthedsgrænse. Og det selv om der både var lille skovl og det hele til at få lorten ned i glasset. Derefter skulle prøveglasset i endnu en container, der skulle fores, så det ikke raslede deri (for så tror Posten åbenbart, at det er en bombe, hvilket det i Noahs tilfælde til tider også kan defineres som), og derefter på køl! Så har jeg prøvet det med, om end det så absolut er én af de oplevelser, jeg godt kunne have undværet.
Omvendt, hvis du havde fortalt mig om disse prøvelser, før jeg havde fået min søn, så havde jeg kategorisk og uden tøven sagt, der går min grænse. Det gør den måske også, men med mit moderskab er fulgt et praktisk og løsningsorienteret gen, som bare handler og får tingene gjort uden alt for meget drama og al for mange besværlige mellemregninger. Det er jeg alligevel imponeret over.
Så nu har jeg kun et spørgsmål tilbage – når nu man bor i et område, hvor Post Danmark har besluttet sig for ikke at tømme post om søndagen, skal den pakkede og forseglede bobbelkuvert med tre stk. prøver, så overvintrer i køleskabet? For bliver det ikke en anelse for klamt, hvis de skal overnatte i postkassen på en fin sommer-dag? Har overhovedet ikke fantasi til at forestille mig, hvad den næste udfordring for sarthedsgrænsen byder på, og jeg beder egentlig til, at jeg aldrig finder ud af det.
P.S. Og så sender jeg lige en venlig tanke til dem, som åbner post på Serum Instituttet. Det kan da vist kaldes lorte-tjansen.
Hvor hårdt kan man egentlig slå sig selv?
Meget hårdt tilsyneladende, er ved at banke mig selv under gulvbrædderne med den mentale hammer. Og det er der i virkeligheden slet ingen grund til, for jeg er rigeligt ked af det uden overhovedet at være begyndt at slå.
Det lykkedes mig ikke at implementere lighedsprincippet! Jeg gik i baglås, blev en skygge af mig selv, ledte efter ordene (og det sker sjældent for mig, skulle jeg hilse at sige!) og tænkte så meget på at sige det rigtige, at samtalen blev akavet og alt for hurtigt afsluttet. Jeg fik spurgt om råd, men ikke ud fra lighedsprincippet, men ud fra et meget tydeligt ”jer er underlegen, du er overlegen”. Jeg vidste det, mens jeg snakkede og i endnu højere grad efter snakken, og jeg blev ked af det langt ind i min sjæl. Jeg oplevede det nærmest som en sorg; at jeg troede jeg var kommet længere, men at lighedsprincippet på ingen måde bor i mig endnu. Det slog hårdt…
Men som om det ikke slog hårdt nok, så var det, jeg fandt den lille hammer frem. Og begyndte at gokke mig selv i nødden med den. Jeg skule have sagt noget andet, jeg skulle have forberedt dit og dat, jeg skulle have visualiseret, jeg skulle have ventet til jeg var ét med mit lighedsprincip i stedet for at ringe i bilen, jeg skulle have været helt ærlig, jeg skulle have anerkendt, jeg skulle… Og i et blidt øjeblik, kunne det jo have været en fin , kærlig og konstruktiv tilgang til at lære af sine fejl, men det var bare ikke det, som var i centrum på det pågældende tidspunkt. Det var hammerens kontinuerlige og smertefulde slag i form af bebrejdelse, ærgrelse, fortrydelse og bagklogskab.
Og når nu jeg var i gang, så fandt jeg også lige endnu et gammelt mønster frem, som kun lige har overskredet holdbarhedsdatoen og derfor er ret så skrøbeligt, nemlig at spise på mine følelser, altså spise af alt det usunde. Det er også en virkelig effektiv hammer-stratgei, for hvad er det nu, der sker, når jeg så har spist på mine følelser, fyldt mig med sukker og junk? Ja, så får hammeren igen sin berettigelse, for nu kan jeg blive træt af mig selv for at have hældt fedt og kemikalier indenbords og i stedet for trøst, bliver det endnu en måde at straffe mig selv på. Og så kommer hammeren virkelig på overarbejde. Det er hammer-strategien, når den er bedst!
Hvorfor er det, at jeg altid finder hammeren frem, når jeg har allermest brug for at holde hånden under mit hjerte, trøste og omfavne mig selv, tale pænt til mig selv og give mig selv en time-out indtil jeg kommer op af selvhadsgryden igen…
P.S. Bare rolig, jeg spiste ikke alt det usunde, men prøvede at sidde helt stille og mærke følelserne i stedet for at spise usundt på dem – og indrømmet, også fordi jeg ikke skal have flere skideballer af min personlige træner). Det klarer jeg jo strålende selv, som du nok kan læse.
Hvad med at møde dem lige?
I dag har været én af de dage, hvor jeg tog kvælertag på de destruktive tanker. Hvor ét menneske sagde nogle få ord, som fik det hele vendt i bøtten på mig. Og min konklusion er: ”if you can’t beat them, join them”. Og dem jeg taler om, er altså de mennesker hvis succes, jeg ikke er storsindet omkring og begejstret for (læs: Er det misundelse?). Selv om jeg – endnu en gang – har svært ved at indrømme det.
De ved jo ikke, at jeg føler mig underlegen og hvis jeg i et kort øjeblik skal forsøge at se nøgternt på det, så synes de faktisk, jeg er så dygtig og succesfuld, at hvis jeg selv tror på det (og det gør jeg i dag), eller i hvert fald ”faker” det (på de mindre gode dage), så kan jeg ringe til dem og bede om råd, dele gode idéer og foreslå samarbejder. Så hvorfor ikke gøre det, selv om det er uden for min komfortzone og med hjertet i halsen? Hvorfor ikke bare beslutte mig for at møde dem lige, altså hverken underlegent eller for den sags skyld overlegent (hvilket jeg, indrømmet, har en tendens til, hvis jeg bliver usikker – så ved du det, hvis du møder én som synes en anelse arrogant, det er højst sandsynligt bare usikkerhed)? Hvis jeg møder dem lige, tror lige så meget på min egen succes som på deres, tror lige så meget på egne evner, som på alle andres, så har jeg også styrken.
Det er en god cirkel at komme ind i, og det kan jeg mærke allerede nu. For hvis jeg kommer fra det højeste sted i mig, det sted, hvor jeg behandler andre mennesker godt og med respekt, og giver mig selv den samme behandling og ditto respekt, så ved jeg jo, at jeg har masser at tilbyde, at jeg kan skabe massiv værdi, og at jeg kan skabe den præcis samme succes som ”dem”.
Hvad der også er ved at gå op for mig er, at jeg højst sandsynligt aldrig kommer til at skabe den succes, hvis jeg ikke lærer at møde mennesker, og særligt disse mennesker, helt lige og i øjenhøjde. Så sørger jeg egenhændigt for, uden hjælp eller indblanding fra nogen som helst andre end mine egne destruktive tanker, at sabotere min egen succes og min egen værdi.
Hvis jeg bare kunne forklare hvor produktiv, idérig og handlekraftig sådanne dage gør mig, så er jeg sikker på, at jeg kunne inspirere dig til at afprøve det her lighedsprincip. Har allerede ringet, har allerede ændret tekst, har allerede solgt og tror igen på, at det er min tid; min tid til at skabe, min tid til at gøre en forskel, min tid til at give den gas, min tid til succes…
Tager dommeren med til udlandet?
Så viste frygten igen sit grimme ansigt. Altså frygten for andres dom, eller rettere lettelsen over at slippe for den. Sidder og brainstormer på nye idéer og lige nu pønser jeg og en fantastisk samarbejdspartner Nine Haubirk www.2navigate.com på at tilbyde et spændende selvudviklingskursus i udlandet.
Og i slipstrømmen på sådan en god idé, kommer tankerne, både alle de gode idéer som navn, tillægsprodukter, salg etc. Og så kom også lettelsen. Lettelsen over at skulle lancere noget i et andet land, udenfor den lidt indspiste branche, som jeg er en del af, lettelsen over ikke at skulle placere os i forhold til konkurrenter, ikke skulle passe os ind og tage hensyn til, hvad der allerede er på markedet. Nej, nu giver vi den bare gas, skaber en succes, og der ikke nogen af dem, hvis dom jeg er bange for, til at dømme mig. Det håber jeg i hvert fald… Men mon det er sandt? For sådan et monster, som den dommer jeg også tidligere har beskrevet for dig her på siden, den viser ikke sit ansigt eller sin fulde størrelse, den har mange forklædninger og lever i overlegen stil på indersiden af mit hoved, så længe jeg ikke undersøger den, kigger den i øjnene og tager favntag med den.
Men tænk engang, at glæden ikke består i, at vi har udviklet et super fedt koncept, at vi skal gøre en forskel for en masse mennesker, at vi skal hjælpe nogle mennesker til næste niveau og give dem indsigter, så de bliver endnu bedre til at leve og tage ansvar i eget liv. det er jo det jeg kan, og det jer er stolt over at kunne. Det er jeg virkelig en smule rystet over.
Og det vil jeg lave om på. For dommeren tager jo med, gemmer sig i kufferten og får alle de fede oplevelser sammen med mig. For det er mit hoved og min frygt. Men det slutter nu. Det skal være slut med at komme fra frygt, nu skal kærligheden indtage pladsen, og du bliver mit vidne…
Lykkelig Lykke?
Hvordan går det? Verdens mest trivielle spørgsmål, fordi man aldrig helt kan være sikker på, om personen, som spørger, vil have det ærlige og til tider omfattende svar. Men hvordan har jeg det egentlig? (det er nu du skal zappe væk, hvis du ikke vil have det lange svar…)
Jeg tror jo egentlig ikke på den der finanskrise. Jeg tror på, at den er, hvad man gør den til. Indrømmet jobs lander ikke i skødet i øjeblikket, men arbejder jeg lidt (hårdt) for det, så har jeg stadig masser af arbejde. Men nu har den alligevel ramt mig i form af en nedskæring i mit sikkerhedsnet, altså én af de faste kunder, jeg fakturerer. Og det udfordrer mig – men kun fordi min bedre halvdel efter et halv års barsel også er ved at starte en selvstændig biks op (han skal optimere call centre – hjemmeside følger, hvis det skulle have din interesse). Udfordringen ligger også i, at det sidste år med barsel og manglende vuggestueplads, har været lidt af en undtagelsestilstand, og den er jeg ærlig talt lidt træt af.
Omvendt, så har jeg aldrig været så lykkelig som nu. Jeg har nu en lille, helt almindelig familie, jeg afleverer i vuggestue, arbejder og underviser, oplever ulve-time og kæmper som en gal for at maden skal stå på bordet på det ukristeligt tidlige tidspunkt kl. 18. Jeg skal koordinere og strukturere, skabe tid til det hele og til mig selv, til min træning, til skriverierne og til leg på gulvet, alt sammen med nærvær og fokus.
Jeg har oplevet en meget smuk følelse siden vi blev en lille familie, en følelse, som jeg er uendelig taknemmelig for, og som gør, at jeg ikke søger på samme måde, som tidligere (og det er jeg godt nok glad for), en følelse af, at livet er faldet i hak, af hverdagslykke…
Og den følelse gør faktisk, at jeg tror på, at det hele nok skal gå, at der findes en løsning, at idéerne, kunderne og pengene kommer til os, og hvis ikke, så finder vi også en løsning på det. Det må da være lykke.. Selv om bekymringen dukker op, så får den ikke fodfæste, den driver videre og tilbage bliver en tillid til livet, en tillid til familien, en tillid til at alt er præcis som det skal være, en tillid til mig selv, en tillid til lykke…
Er det misundelse?
Jeg er faktisk ret god til at begejstres over andres succes’er. Heldigt, da det er en del af mit job, altså at hjælpe mennesker med at få succes, men også at fejre succes’en sammen med dem og få den til at vokse endnu mere. Og jeg elsker den del af mit job.
Men alligevel er der bare nogle succes’er, jeg har svært ved at begejstres over. Og det er jeg ikke videre stolt over, for det må vel være misundelse? Altså, hvis jeg ikke kan glæde mig på deres vegne, så er det vel fordi jeg ikke selv har den samme slags succes. Hvis jeg skal være helt ærlig, og det har jeg faktisk ikke meget lyst til, men ok – here goes, så er det vel fordi, jeg godt kunne tænke mig for 100 kr. af lige præcis den succes, de har. Altså hvis det kommer for tæt på det jeg laver og drømmer om, så er det svært at være storsindet og tro på abundance og al det der? (der er plads til os alle, andres succes er også min succes og bla bla – ja, altså normalt elsker jeg tanken om abundance, men lige nu er det ærlig talt lidt irriterende at få smidt i hovedet. Det passet jo ikke rigtig ind i min tankestrøm her).
Jeg tænker i skrivende stund på en hel bestemt kvinde, og jeg er altså ikke klar til at løfte sløret for, hvem hun er. Men det kommer nok, for det er ikke en ny følelse, som lige er dukket op i forhold til netop denne seje (hun vil frem her i verden, vil hun), tjekkede (kender alle de rigtige mennesker), succesrige (et imponerende CV), kontante (der bliver ikke lagt fingre i mellem skal jeg love for) og flittige (konstant lancering af nye produkter, idéer og samarbejdspartnere) kvinde.
What to do? På gode dage overvejer jeg at foreslå hende et samarbejde (for jeg er jo også ret sej, på solskinsdage☺), på dårlige dage synes jeg bare det er uretfærdigt, at jeg ikke har lige så nemt ved at tjene penge, som hun synes at have. Det er også lidt af et paradox, på den ene side beundrer jeg hende helt vildt, på den anden side kan jeg næsten (who am I kidding) - overhovedet - ikke rumme hendes succes.
Den her bliver jeg vist ikke færdig med i aften, men nu er der taget hul på bylden, misundelsen vælter ud… Jeg lover at holde dig orienteret, når misundelsen rammer igen eller jeg er blevet en indsigt rigere omkring emnet. Det skal nok blive en succes, og jeg lover at fejre den med dig…
Er det mig, som er moren?
Jeg var til sommerfest i vuggestuen den anden dag, altså sammen med Noah, som lige er startet hos "Søstjernerne". Så han synes mildest talt, at det var noget underligt noget, at han skulle derned to gange på én dag og derfor begyndte han allerede at vinke, da vi kom ind af døren. Det betyder ”så kan vi godt gå”, for det samme tegn bruger han, når jeg har været i en butik for længe eller han ikke gider overhøre de voksne snakke mere.
Men han var ikke den eneste, som synes det var noget underligt noget. Inde på stuen, efter fællessang med trommer og dans, mødte jeg spørgsmålet: ”Er det dig, der er Noahs mor?” Mens jeg svarede, så jeg pludselig på mig selv udefra, og det var altså virkelig en smule svært at forstå, at det var mig, som var moren. Jeg kan stadig huske dengang, jeg selv gik i institution, og jeg selv havde min mor og far med. Nu er jeg så moren, som taler med andre forældre, drøfter soverytmer, spisevaner og får gode råd af de mere garvede forældre, som ikke længere får ondt i maven, når de afleverer deres barn og mest af alt har lyst til at løbe tilbage på stuen, rive barnet ud af den velmenende pædagogs arme og bringe ham hjem i sikker havn igen.
Så da jeg gik hjem fra vuggestuen med mit eget barn i klapvognen, gik det op for mig - endnu en gang - at jeg er blevet Mor. Det er ikke så svært at forstå, når jeg kigger på min lille guldklump, han har jo været der et års tid nu, og han har brug for mig, men hver gang jeg befinder mig i en ny relation og i en ny situation pga. Noah, så er det altså meget underligt pludselig at være moren. Måske også fordi, at når jeg kigger på de andre forældre, så er de meget mere voksne end jeg, altså de er jo rigtige forældre, jeg er jo stadig bare mig, en helt almindelig pige, jeg kan snige mig så langt som til at sige, at jeg er en ung kvinde, men så stopper det også der.
Dermed ikke sagt, at jeg er ved at gå i panik, eller ikke synes jeg er klar til det. Jeg elsker det, men derfor kan det jo godt være lidt underligt. Og det tror jeg egentlig, det bliver ved med at være et stykke tid endnu. Jeg har i hvert fald endnu ikke vænnet mig til min nye identitet, så de må nok kalde forgæves lidt endnu, når de leder efter ”Noahs mor”…
Mon min selvopfattelse er skæv?
Jeg har hyret en personlig træner og hun har sat mig på en rimelig streng diæt til at starte med, fordi hun fornemmer, at jeg havde brug for resultater i en fart (og det er fuldstændig korrekt, 13 måneder efter min søns fødsel mangler jeg stadig 12 kg – og værre endnu, jeg har kun smidt 4!) Derfor må jeg INTET sukker få i øjeblikket, og hvis du spørger mig, så syntes jeg faktisk, at jeg har gjort det meget godt. Er da godt klar over, at jeg er faldet i en enkelt gang eller to, meeen det har jeg vist lidt fortrængt. Min træner til gengæld, så det hele meget klart, da jeg afleverede min kostdagbog i dag. Hun satte store røde streger rundt om alt det, jeg ikke måtte spise. Og der var vist mere end jeg havde lyst til at huske… der er vist tale om helt almindelig fornægtelse. Pludselig følte jeg mig, som om jeg gik i fjerde klase og netop havde afleveret et tomt kladdehæfte. Skam, var den gennemgående følelse (ja, selv træningen den morgen var ulidelig hård, som om jeg bar på en skammens rygsæk alle de minutter jeg oksede af sted på løbebåndet). Jeg kunne være krøbet i et musehul. Og hun var sur, hende træneren, rigtig sur – og så kom den lille pleaser op i mig, som så mange gange før … Jeg vil jo bare så gerne, at jeg er dygtig og gør det rigtig godt (kan stadig høre pigen i fjerde klasse!), og da særligt overfor sådan en sej træner, som hende jeg har hyret. Men i dag fik jeg skæld ud! Træneren nævnte bernaise-sovs (som jeg, på spejder-ære, ikke har rørt) og jeg brugte al min tid på at benægte indtagelsen af det gule stads, mens det igen gik glimrende med at fortrænge de mange kugler is, jeg faktisk havde indtaget! Til slut afbrød hun mig og sagde ”måske skulle du overveje om din selvopfattelse er skæv, hvis du ikke kan se, at du har spist forkert i disse dage”! Så sagde jeg ikke mere…
Og derfor cyklede jeg hjem fra træning med tårer i øjnene, helt slået ud mens jeg skammede mig og inderligt ønskede at blive gode venner med min træner (og mig selv) igen.
Som coach må jeg jo tilføje, at jeg ikke mener hendes taktik var særlig hensigtsmæssig, men siden den skideballe, har jeg faktisk spist snorlige og uden dikkedarer, så måske virker det, og måske er/var min selvopfattelse, i hvert fald på det punkt, ret så skæv...
Slipper jeg nogensinde af med frygten for andres dom?
Jeg har altid været drevet af anerkendelse, lige så længe jeg kan huske. Jeg har selvfølgelig kun været bevidst om det de sidste par år. Men nu ved jeg, at jeg nogle gange bliver drevet rundt som en anden cirkushest i manegen og laver tricks og springer rundt for at få godbidder. Det er bedre end at gøre det ubevidst i hvert fald. Så jeg har sluttet fred med anerkendelsen og ved, at det også er derfor jeg har oplevet, nået og udrettet så meget indtil nu.
Det er straks langt værre med frygten for andres dom… Også dette tema har jeg arbejdet meget med, og jeg kender mange af sandhederne – du får dem lige her: ”statistisk set kan 50% af en forsamling lide dig. Hvis du går i gang med at bearbejde nogle af de sidste 50%, så mister du tilsvarende af dem du havde i folden hos dig indledningsvis”, ”mennesker, som andre kan lide, hviler i sig selv – det er det vi andre tiltrækkes af” og ”tænk på hvor travlt, du har med at tænke på dig selv, når du går ind i et rum. Alle andre har lige så travlt – med at tænke de samme tanker om dem selv”. Men hvad kan jeg egentlig bruge det til, når hele min krop vrider sig i forsøget på at frigøre sig fra frygten for, at de andre ikke kan lide mig? For den frygt dukker altså stadig op, og det i så mange forklædninger at selv DR’s kostumeafdeling må gå hjem og lægge sig!
Tænk, hvor ville jeg have meget plads deroppe på øverste etage, hvis jeg én gang for alle, kunne sige farvel til tanker og bekymringer om, hvad alle de andre tænker om mig, om de kan lide mig, om de synes jeg er dum, grim, pjattet, fjollet, klog, seriøs, dygtig, om jeg siger det rigtige, gør det, der er passende, opfører mig ordentligt, træffer de rette valg, går i det rigtige tøj, lytter, når jeg skal og så videre og så videre…
Mens jeg skriver det her, synes jeg selv det er lidt pjattet (her er så min egen dom på mig selv, nu bliver det virkelig en fest, deroppe under loftet), for jeg kender jo sandhederne, og hvorfor skal jeg nu være så hudløst ærlig her på siden, for hvad tænker du så ikke (jep, du er også inviteret til festen, som pga. den massive succes nu er flyttet til Danmarks nationalarena Parken, så vi er sikre på, at alle kan være der), og så har vi balladen…
Det og meget mere i samme dur, har jeg tænkt mig at skrive lidt om på disse sider.
Måske har du lyst til at læse med, og måske en gang imellem, når jeg rammer dit solar plexus (og du er i dit ærlige hjørne), så kan du oven i købet identificere dig med det, der står – og måske få lidt ud af at vide, at du ikke er den eneste, der tumler med lige præcis den tanke og den udfordring, at du ikke er den eneste, der er lige der i din helt egen personlige udvikling, der tumler med lige præcis det tema om og om igen, og forhåbentlig får du en gang imellem lidt inspiration at arbejde videre med, for den der personlige udviklingsproces, den stopper desværre aldrig, selv om det kunne være rart at få lidt fred en gang i mellem…
