Slipper jeg nogensinde af med frygten for andres dom?

Jeg har altid været drevet af anerkendelse, lige så længe jeg kan huske. Jeg har selvfølgelig kun været bevidst om det de sidste par år. Men nu ved jeg, at jeg nogle gange bliver drevet rundt som en anden cirkushest i manegen og laver tricks og springer rundt for at få godbidder. Det er bedre end at gøre det ubevidst i hvert fald. Så jeg har sluttet fred med anerkendelsen og ved, at det også er derfor jeg har oplevet, nået og udrettet så meget indtil nu.

Det er straks langt værre med frygten for andres dom… Også dette tema har jeg arbejdet meget med, og jeg kender mange af sandhederne – du får dem lige her: ”statistisk set kan 50% af en forsamling lide dig. Hvis du går i gang med at bearbejde nogle af de sidste 50%, så mister du tilsvarende af dem du havde i folden hos dig indledningsvis”, ”mennesker, som andre kan lide, hviler i sig selv – det er det vi andre tiltrækkes af” og ”tænk på hvor travlt, du har med at tænke på dig selv, når du går ind i et rum. Alle andre har lige så travlt – med at tænke de samme tanker om dem selv”. Men hvad kan jeg egentlig bruge det til, når hele min krop vrider sig i forsøget på at frigøre sig fra frygten for, at de andre ikke kan lide mig? For den frygt dukker altså stadig op, og det i så mange forklædninger at selv DR’s kostumeafdeling må gå hjem og lægge sig!

Tænk, hvor ville jeg have meget plads deroppe på øverste etage, hvis jeg én gang for alle, kunne sige farvel til tanker og bekymringer om, hvad alle de andre tænker om mig, om de kan lide mig, om de synes jeg er dum, grim, pjattet, fjollet, klog, seriøs, dygtig, om jeg siger det rigtige, gør det, der er passende, opfører mig ordentligt, træffer de rette valg, går i det rigtige tøj, lytter, når jeg skal og så videre og så videre…

Mens jeg skriver det her, synes jeg selv det er lidt pjattet (her er så min egen dom på mig selv, nu bliver det virkelig en fest, deroppe under loftet), for jeg kender jo sandhederne, og hvorfor skal jeg nu være så hudløst ærlig her på siden, for hvad tænker du så ikke (jep, du er også inviteret til festen, som pga. den massive succes nu er flyttet til Danmarks nationalarena Parken, så vi er sikre på, at alle kan være der), og så har vi balladen…

Det og meget mere i samme dur, har jeg tænkt mig at skrive lidt om på disse sider.
Måske har du lyst til at læse med, og måske en gang imellem, når jeg rammer dit solar plexus (og du er i dit ærlige hjørne), så kan du oven i købet identificere dig med det, der står – og måske få lidt ud af at vide, at du ikke er den eneste, der tumler med lige præcis den tanke og den udfordring, at du ikke er den eneste, der er lige der i din helt egen personlige udvikling, der tumler med lige præcis det tema om og om igen, og forhåbentlig får du en gang imellem lidt inspiration at arbejde videre med, for den der personlige udviklingsproces, den stopper desværre aldrig, selv om det kunne være rart at få lidt fred en gang i mellem…