Er det mig, som er moren?

Jeg var til sommerfest i vuggestuen den anden dag, altså sammen med Noah, som lige er startet hos "Søstjernerne". Så han synes mildest talt, at det var noget underligt noget, at han skulle derned to gange på én dag og derfor begyndte han allerede at vinke, da vi kom ind af døren. Det betyder ”så kan vi godt gå”, for det samme tegn bruger han, når jeg har været i en butik for længe eller han ikke gider overhøre de voksne snakke mere.

Men han var ikke den eneste, som synes det var noget underligt noget. Inde på stuen, efter fællessang med trommer og dans, mødte jeg spørgsmålet: ”Er det dig, der er Noahs mor?” Mens jeg svarede, så jeg pludselig på mig selv udefra, og det var altså virkelig en smule svært at forstå, at det var mig, som var moren. Jeg kan stadig huske dengang, jeg selv gik i institution, og jeg selv havde min mor og far med. Nu er jeg så moren, som taler med andre forældre, drøfter soverytmer, spisevaner og får gode råd af de mere garvede forældre, som ikke længere får ondt i maven, når de afleverer deres barn og mest af alt har lyst til at løbe tilbage på stuen, rive barnet ud af den velmenende pædagogs arme og bringe ham hjem i sikker havn igen.

Så da jeg gik hjem fra vuggestuen med mit eget barn i klapvognen, gik det op for mig - endnu en gang -  at jeg er blevet Mor. Det er ikke så svært at forstå, når jeg kigger på min lille guldklump, han har jo været der et års tid nu, og han har brug for mig, men hver gang jeg befinder mig i en ny relation og i en ny situation pga. Noah, så er det altså meget underligt pludselig at være moren. Måske også fordi, at når jeg kigger på de andre forældre, så er de meget mere voksne end jeg, altså de er jo rigtige forældre, jeg er jo stadig bare mig, en helt almindelig pige, jeg kan snige mig så langt som til at sige, at jeg er en ung kvinde, men så stopper det også der.

Dermed ikke sagt, at jeg er ved at gå i panik, eller ikke synes jeg er klar til det.  Jeg elsker det, men derfor kan det jo godt være lidt underligt. Og det tror jeg egentlig, det bliver ved med at være et stykke tid endnu. Jeg har i hvert fald endnu ikke vænnet mig til min nye identitet, så de må nok kalde forgæves lidt endnu, når de leder efter ”Noahs mor”…