Hvor hårdt kan man egentlig slå sig selv?

Meget hårdt tilsyneladende, er ved at banke mig selv under gulvbrædderne med den mentale hammer. Og det er der i virkeligheden slet ingen grund til, for jeg er rigeligt ked af det uden overhovedet at være begyndt at slå.

Det lykkedes mig ikke at implementere lighedsprincippet! Jeg gik i baglås, blev en skygge af mig selv, ledte efter ordene (og det sker sjældent for mig, skulle jeg hilse at sige!) og tænkte så meget på at sige det rigtige, at samtalen blev akavet og alt for hurtigt afsluttet. Jeg fik spurgt om råd, men ikke ud fra lighedsprincippet, men ud fra et meget tydeligt ”jer er underlegen, du er overlegen”. Jeg vidste det, mens jeg snakkede og i endnu højere grad efter snakken, og jeg blev ked af det langt ind i min sjæl. Jeg oplevede det nærmest som en sorg; at jeg troede jeg var kommet længere, men at lighedsprincippet på ingen måde bor i mig endnu. Det slog hårdt…

Men som om det ikke slog hårdt nok, så var det, jeg fandt den lille hammer frem. Og begyndte at gokke mig selv i nødden med den. Jeg skule have sagt noget andet, jeg skulle have forberedt dit og dat, jeg skulle have visualiseret, jeg skulle have ventet til jeg var ét med mit lighedsprincip i stedet for at ringe i bilen, jeg skulle have været helt ærlig, jeg skulle have anerkendt, jeg skulle… Og i et blidt øjeblik, kunne det jo have været en fin , kærlig og konstruktiv tilgang til at lære af sine fejl, men det var bare ikke det, som var i centrum på det pågældende tidspunkt. Det var hammerens kontinuerlige og smertefulde slag i form af bebrejdelse, ærgrelse, fortrydelse og bagklogskab.

Og når nu jeg var i gang, så fandt jeg også lige endnu et gammelt mønster frem, som kun lige har overskredet holdbarhedsdatoen og derfor er ret så skrøbeligt, nemlig at spise på mine følelser, altså spise af alt det usunde. Det er også en virkelig effektiv hammer-stratgei, for hvad er det nu, der sker, når jeg så har spist på mine følelser, fyldt mig med sukker og junk? Ja, så får hammeren igen sin berettigelse, for nu kan jeg blive træt af mig selv for at have hældt fedt og kemikalier indenbords og i stedet for trøst, bliver det endnu en måde at straffe mig selv på. Og så kommer hammeren virkelig på overarbejde. Det er hammer-strategien, når den er bedst!

Hvorfor er det, at jeg altid finder hammeren frem, når jeg har allermest brug for at holde hånden under mit hjerte, trøste og omfavne mig selv, tale pænt til mig selv og give mig selv en time-out indtil jeg kommer op af selvhadsgryden igen…

P.S. Bare rolig, jeg spiste ikke alt det usunde, men prøvede at sidde helt stille og mærke følelserne i stedet for at spise usundt på dem – og indrømmet,  også fordi jeg ikke skal have flere skideballer af min personlige træner). Det klarer jeg jo strålende selv, som du nok kan læse.