Hvad bliver det næste?

Noahs start i vuggestuen er sket med bravour. På 3. dagen fik nybegynder-forældrene en seddel med hjem fra embedslægen, som orienterede om en colibakterie på Noahs stue, som kunne være dødelig for små børn. Derfor  blev vi bedt om - som var det, det mest naturlige i verden - at tage prøver af bleens indhold, når Noah havde lavet bummelum. Jeg husker, at min respons var overraskende overskudagtig; ”det skal vi nok lige få gjort, for vi vil jo også gerne være sikre på, at Noah er rask”. Uden at jeg havde den fjerneste forestilling om, hvordan jeg skulle gøre det eller nærmere havde overvejet detaljerne i sådan et løfte.

Men af sted til lægen det gik, for at få sådan et biologisk prøve-kit og medfølgende instruktioner. ”God fornøjelse” sagde lægesekretæren med let skjult sarkasme, da jeg forlod klinikken med tre prøveglas og en bobbelkuvert. ”Husk de skal opbevares køligt inden forsendelse”.

Og så nåede jeg altså min sarthedsgrænse. Og det selv om der både var lille skovl og det hele til at få lorten ned i glasset. Derefter skulle prøveglasset i endnu en container, der skulle fores, så det ikke raslede deri (for så tror Posten åbenbart, at det er en bombe, hvilket det i Noahs tilfælde til tider også kan defineres som), og derefter på køl! Så har jeg prøvet det med, om end det så absolut er én af de oplevelser, jeg godt kunne have undværet.

Omvendt, hvis du havde fortalt mig om disse prøvelser, før jeg havde fået min søn, så havde jeg kategorisk og uden tøven sagt, der går min grænse. Det gør den måske også, men med mit moderskab er fulgt et praktisk og løsningsorienteret gen, som bare handler og får tingene gjort uden alt for meget drama og al for mange besværlige mellemregninger. Det er jeg alligevel imponeret over.

Så nu har jeg kun et spørgsmål tilbage – når nu man bor i et område, hvor Post Danmark har besluttet sig for ikke at tømme post om søndagen, skal den pakkede og forseglede bobbelkuvert med tre stk. prøver, så overvintrer i køleskabet? For bliver det ikke en anelse for klamt, hvis de skal overnatte i postkassen på en  fin sommer-dag? Har overhovedet ikke fantasi til at  forestille mig, hvad den næste udfordring for sarthedsgrænsen byder på, og jeg beder egentlig til, at jeg aldrig finder ud af det.

P.S. Og så sender jeg lige en venlig tanke til dem, som åbner post på Serum Instituttet. Det kan da vist kaldes lorte-tjansen.