Genforenet men alligevel alene?

Min lillebror kom ud for en alvorlig ulykke i foråret. Lå i koma i 14 dage med adskillelige, masssive kraniebrud og hjerneblødninger. I dag tror jeg på mirakler og er dybt taknemmelig, ydmyg og glad. Også på egne vegne. For hold op hvor har jeg savnet ham i de måneder, hvor hans hjerne har restitueret. På et tidspunkt var jeg overbevist om, at jeg havde mistet ham, selv om han var lige der foran mig rent fysisk. Men i disse dage oplever jeg for alvor, at han er ved at være tilbage.

Nu laver ham mad igen på den der måde, som han plejer (han er en gudsbenådet kok fra Søllerød Kro), han er uenig med mig, han tager initiativ, han har 117 projekter, han snakker (næsten lige så meget som mig), han smiler, han er der - også når man kigger ind i hans øjne.

Alligevel er han forandret. Der er et før og et efter. At genoptræne hjernen kan på ingen måde sammenlignes med at genoptræne et brækket ben. Neurovidenskaben er ikke eksakt, i hans journal står 4 forskellige udlægninger af hans sag. Ingen ved rigtig hvordan han har det, han ved det ikke en gang selv. Han kan kun gisne om bedring, han kan ikke se skaden og vurdere den, men mest af alt, er det den mest ensomme kamp i verden, fordi den foregår derinde i hovedet, hvor alting starter og slutter. Og det gør ondt i en storesøsters hjerte, at jeg ikke kan hjælpe, for jeg kan se og forstå på ham, at den kamp med at få hjernen tilbage i de samme folder først lige er begyndt.  Så hvor starter han og hvor skal han slutte?

Han har kæmpet sit livs kamp og er slet ikke færdig. Jeg glædes over hans fremskridt, over at være "genforenet", men smertes over, at der bare er nogle kampe vi skal kæmpe alene. Hvorfor er det egentlig sådan? Det vil min storesøster-hjerne eller hjerte simpelthen ikke forstå...

Ude af fokus?

Jeg er god til struktur, Jeg er god til handling. Jeg er god til overblik. Det er det jeg kan! Åbenbart bare ikke i mit eget liv!

En klassiker, alt det man kan for andre, kan man i nogle tilfælde ikke for sig selv. Heldigvis er jeg blevet meget bedre til at bede om hjælp. Og heldigvis, når jeg ikke er så god til det, så er der nogle der kan fornemme en krise, når den er under opsejling. Jeg blev opfordret til at lave lister.

Og disse lister - eller rettere overskrifterne for listerne - vil jeg gerne dele med dig, for min forvirring handlede om alle de mange idéer, om alt det jeg gerne vil føre ud i livet, om alt det, som jeg drømmer om at gøre på den halve tid. Og jeg har altid lavet lister, mange lister, lange lister, men disse overskrifter gav nyt perspektiv og jeg blev i stand til at sætte ord på forvirringen. Og det er et vigtigt skridt for mig. Når jeg sætter ord på, forstår jeg, og så kan jeg bedre holde af mig selv, holde med mig selv og holde hånden under mit forvirrede hjerte, så det ikke bare falder...

Her er listen til din inspiration - og tak til dig, som sendte den til mig:

Kan jeg få dig til at lave en ÆRLIG liste over alt det du har gang i? Skriv ALT ned - undtagen vasketøjet... Prøv at dele den op således:

• Arbejde - der bare SKAL gøres
• Arbejde - jeg bliver glad af
• Ting - jeg er i gang med
• Ting - jeg burde være i gang med
• Ting - jeg ville elske at være i gang med
• MIG-ting, jeg gerne vil have mere tid til

Hvad hjælper dig, når du er overvældet, stresset eller blot ude af fokus?

Kan det spontane lykkes?

- også når man er blevet forældre? Ja, for dælan, det kunne det her til aften.

Vi havde planlagt vores første date - altså som vi helt egenhændigt havde sørget for og som ikke var pga. en invitation eller andet arrangement - uden vores 14 mdr. baby. Nogle vil mene at vi har været lidt for lang tid om at komme ud af starthullerne, eller forældrehullerne, som vi helt sikkert har været faldet i, men til gengæld gjorde vi det med manér og helt efter bogen. og det endda uden at planlægge og strukturere indholdet (selv om - indrømmet - jeg et par gange i løbet af aftenen var ved at fortryde, at jeg ikke havde bestilt bifbilletter og bord:).

Men der var intet planlagt. Lidt af en udfordring for mig, særligt når mine forventinger er store. Belsuttede  en halv time før filmen startede, at tage i bif ca. 35 min. derfra, hvor vi bor, og vi nåede endda popcorn og slik (undskyld til min træner Heidi, jeg valgt i aften spontaniteten og lysten og gav midlertidigt slip på diæten). Efter bif var vi  de helt groggy og trætte forældre (kl. var da 19.15), men med en kop kaffe og lidt forældre-snak lettede tågen igen.

Efter næsten at være endt på no-name, forholdvis ligegyldig italiensk restaurant faldt tanken på, hvad der viste sig at være det helt rette - Scarpetta - Cofoco-folkets nyeste skud og en anbefaling værdig. Vi gik all in. Glemte for et øjeblik budgetkonto og barselsudgifter og overgav os til den perfekte spontane aften. Som - i parentes bemærket - og på trods af vin til maden, som gjorde mig noget snalret (der skal ikke meget til) også bød på den slags, som vi alt for længe har været alt for trætte til.

Successtrategien, som helt sikkert skal prøves igen: Jeg besluttede tidligt,  at jeg ville tage hurtige beslutninger, ikke tænke for meget og slet ikke tænke på risikoen for at blive skuffet og så bare kaste mig ud i det, der føltes rigtigt. Og det virkede - helt fantastisk og helt spontant. Kunne ikke have haft en bedre aften...

Hvordan står det til med din spontanitet?

Er det for meget at forlange?

Hjemmedyrket og økologisk hele vejen. Lidt misundelig?

Jeg modtog dette billede i morges fra min lillebror. Han bor på landet. Og det er ikke en overdrivelse. Der er 20 min til den nærmeste rutebil (ja, det hedder det, derude hvor han bor).

Til gengæld er dette resultatet af de garvede hjemmegartneres indsats for 3 måneder siden (og det er altså ikke min bror, men hans svigerforældre som kan bryste sig af den titel).

Min bror har så vandet den sorte muld og er nu selvforsynenede i alt fra gulerødder til salat og krydderurter. Glem alt om økologi i Irma, det der er ægte fornøjelse. Fra egen have.

Og så langt har jeg ikke en gang tænkt, altså til at man kan dyrke egne grøntsager. Når jeg drømmer om en have, så er det i første omgang for at kunne lukke døren op og sende lillemanden ud i den friske luft. For at kunne sidde på min egen terrasse med grill og terassevarmer og loungemøbler og det hele og nyde de danske sommeraftner. Men den her vinkel, frugt og grønt, oveni, ja, så må der snart ske noget. Er i hvertfald misundelig, men synes godt nok også, at de bor langt væk. Ligegyldig hvor dejligt der er derude på landet....

Så nu er jeg tilbage ved den gamle udfordring, jeg vil åbenbart gerne have det hele... En have i byen, og jeg taler altså ikke om et frimærke, men på den anden side heller ikke så mange kvadratmeter, at det kræver havetraktor (den har lillebror lige investeret i). Der skal "bare" være plads til lidt terrasse, lidt leg og lidt grøntsager. For de ser godt nok lækre ud på billedet, jeg bliver lidt sundere bare ved at se på dem...

Hvad med dig, vil du også have det hele?

Har du fået nye bryster?

Én af mine veninder fortalte for nylig, at hun ønskede sig nye bryster. Jeg blev overrasket. Jeg havde ikke sat i hende i den kategori, som fik lavet nye bryster. Men findes der i virkeligheden stadig en bestemt kategori for dem med ”falske” bryster, er der ikke mange flere end jeg er klar over, som har fået lavet nye, fine, større eller anderledes bryster? Altså ,man får vel ikke lavet sådan et par fine nye for så at skulle gemme dem væk og kun tage dem frem, når man er alene og mørket er faldet på?

Jeg sagde til hende, at hun skulle gøre op med sig selv, hvordan hun ville forholde sig til andres fordomme, for ligegyldig hvad, så kommer der en reaktion. Det gør der bare, når man stikker hovedet op over mængden eller gør noget uventet i forhold til hvordan andre mennesker opfatter én. Det er desværre helt sikkert. Og måske er halvdelen af venindernes reaktion i virkeligheden misundelse, fordi de ikke tør selv, men det er jo stadig en reaktion. Efter at have grublet lidt over det, spurgte hun mig, hvad man så siger, når nogen spørger ”har du fået nye bryster”? Er det i virkeligheden lidt det samme som en ny frisure, som man lige svinger med, når nogen spørger og siger ”ja, vellykket ikke?”

Jeg har en anden veninde, som fik lavet nye bryster for mange år siden, dengang det stadig var for de få. Jeg husker, at vi gik tur i Dyrehaven. Jeg var ret nysgerrig på den operation og min veninde spurgte mig: ”Vil du gerne se dem?”, hvorefter hun hev op i blusen og ud i hovedet på mig stod to store (smukke) bryster til offentligt skue lige der midt på parkeringspladsen. Det var nu alligevel lidt grænseoverskridende, men hun fortalte, at hun altså havde fået et andet forhold til dem (brysterne altså) efter at have været under kniven – og det skal jeg lige love for.

Så måske skulle jeg have svaret min veninde, at hvis de spørger, så kan hun jo lige svinge med dem (kan de det?) – og evt. løfte op, og så bare sige ”ja, vellykket ikke sandt”? Så siger de nok ikke mere.

Har du fordomme om kvinder, som har fået lavet bryster?

Afslapning eller arbejde?

Jeg er så begejstret for mit arbejde i øjeblikket, at jeg har svært ved at lade det være - og derfor nok også har lidt svært ved at slappe af. I aften er der ingen planer, og så står jeg i et dilemma, skal jeg nu arbejde med god samvitttighed - hele aftenen, eller skal jeg i virkeligheden flade helt ud, slappe af, læse en bog, hvis jeg da ikke falder i søvn, mens jeg gør forsøget...

Jeg er meget optaget af tanken om, at vi skal være noget for os selv, før vi kan være noget for andre. Men det er altså noget andet at praktisere det - når nu der er så mange spændende projekter, der hiver i mig - eller som jeg hiver i. Så hvad nu hvis jeg gør begge dele, sætter mig godt til rette i sofaen, med te og hygge, og så arbejder lidt alligevel - må man det?

Når jeg spørger om tilladelse, er det nok fordi jeg kender svaret. Jeg skal slappe af, lade computeren være slukket og så faktisk gå i seng! Og grunden til at jeg ved det er, at jeg her til aften er helt rastløs, ikke længere kan mærke hvad jeg har lyst til og higer efter at dulme det hele med lidt til den søde tand... Det er nu jeg skal lytte, ikke dulme, så det vil jeg prøve...

Er du god til at lytte til dig selv og dine behov?

Er det godt nok?

Det kan være godt nok på mange måder...

Jeg har levet det mest af mit liv som præstationsmenneske. Men i disse dage kan jeg endelig mærke belønningen ved at have arbejdet intensivt med at give slip på præstationen (og ekstern anerkendelse, som er en vigtig del af drivkraften for et præstationsmenneske). For et præstationsmenneske kan det altid blive lidt bedre, det er svært at være i nu'et, at slappe af og lave ingenting, for "hvis jeg arbejder hårdt nok, bliver fremtiden nok endnu bedre, med mere succes og mere anerkendelse". Sådan har jeg levet i mange år, og jeg har opnået meget, oplevet endnu mere, men det gjorde mig bare aldrig glad rigtig glad. Jeg stillede ofte mig selv spørgsmålet, hvornår er det godt nok og kunne ikke finde svaret?

Men i øjeblikket går jeg faktisk rundt med en skøn følelse af, at mit liv virkelig er faldet i hak, altså på den gode måde. Jeg elsker at være mor og nyder min søns selskab og udvikling, jeg har aldrig været så inspireret, kreativ og begejstret i mit selvstændige arbejde, jeg er sammen med en skøn mand, som er en virkelig god og autentisk far. Vi b0r dejligt, jeg har nogle rigtig dejlige venner (som jeg desværre ikke ser nok), jeg lever sundt, kæmper stadig med nogle stædige graviditetskilo, men det føles ikke som en slankekur men mere som en ny livvstil, og det har jeg aldrig oplevet før. Kan virkelig mærke lykken, taknemmeligheden og glæden i hverdagen. Det er virkelig godt nok!

Betyder det så, at jeg er nået i mål, nej da! Der er nemlig en del af mit præstationsmenenske, som jeg elsker højt. Mit drive. For der er stadig områder i mit liv, som jeg ønsker skal være bedre eller anderledes.  Vi kunne eksmepelvis rigtig godt tænke os en have Noah kunne lege i, men ville tabe al for mange penge på vores lejlighed, hvis vi satte til salg nu, vi kunne helt sikkert også godt bruge lidt ekstra penge i hverdagen og jeg vil selvfølgelig gerne have flere kunder i butikken. Kæresten min er også ved at starte op som selvstændig, og jeg ønsker brændende for ham, at han kommer godt i gang. Jeg kunne godt tænke mig at min nærmete familie boede tættere på, for jeg savner dem. Men enten er jeg på vej eller også er det ikke indenfor min kontrol, og derfor får det ikke lov at være målestok for hverdagen.

Det er faktisk præcis, som det skal være!  Det er gået op for mig, at var der ikke flere mål, ikke flere ting på to-do listen, så var jeg nok død. Det hører med til at være i live. Og det er nyt for mit indre præstationsmenneske.

Er det godt nok hos dig - og husker du at værdsætte det?

Hvad er min intention?

Her den anden dag fik jeg et input eller et værktøj om du vil, fra en rigtig dygtig veninde og kollega i branchen (Personlig planlægning og effektivitetsekspert Dorthe Rindbo).Vi talte om, hvad de andre mon tænkte og derfor i virkeligheden om frygten for andres dom. I den forbindelse havde Dorthe lært at stille sig selv spørgsmålet; "hvad er min intention med at sige eller gøre det eller det"? Det spørgsmål kan jeg godt bruge, for det illustrerer netop, at hvis din intention er ren, så kan og må du give slip på andres menneskers dom.

Det hjælper mig eksempelvis meget, når jeg en sjælden gang skriver en statusopdatering eller kommentar på Facebolok (læs Hvad har du på hjerte?). For hvis det kommer fra en ren intention om at dele, at være glad eller andet, så kan jeg med ro i sindet skrive, hvad end jeg har på hjerte uden yderligere dialog om, hvad de andre mon tænker om det. Hvis jeg derimod gerne vil imponere eller blære mig (for det har jeg jo også en - omend mere skjult intention om - fra tid til anden), så er det jo egentlig ok, at være bange for at blive gennemskuet og kaldt på det. Sådan må det være.

Et andet eksempel er en anden pige, som jeg har været så priviligeret at arbejde sammen med i denne uge. Hun havde set en sød og semikendt fyr i Føtex og havde ikke turde smile til ham. Så vi opfordrede hende til at skrive til ham på Facebook og hun blev straks bange for, at han ville se hende som gruopie. Her kom spørgsmålet også op, hvad er din intention, når du skriver til ham; hvis du ikke er groupie men bare synes han så super sød ud, så er den vel ikke længere? Og hemmeligheden er jo også, at vi alle, også semikendte, holder af at få komplimenter og anerkendelse. Hvem kan tænke noget dårligt om at få at vide, at man ser sød ud?

I virkeligheden ligger spørgsmålet sig bare virkelig tæt op ad én af mine vigtigste værdier, nemlig ærlighed. Jeg er simpelthen så dårlig til at lyve, og derfor er det også rigtig fint at kunne afsløre mig selv, hvis intentionen ikke er ren. Så det er et spørgsmål, der virker for mig, og som gør det nemmere for mig at være autentisk og hvile i det, der er mig.

Ville ovenstående spørgsmål virke for dig og/eller har du overhovedet brug for et sådan spørgsmål i din mentale værktøjskasse?

Hvad har du på hjerte?

Et meget enkelt spørgsmål - skulle man tro - men når jeg skal svare på det inde på Facebook, så bliver jeg så selvbevidst, at min ellers nemme omgang med ord pludselig bliver forkrampet, overtænkt og meget lidt naturlig.

Hvad mon det er, der sker? Jeg ved det faktisk godt, jeg bliver så selvbevidst eller faktisk bevidst om alle de andre. Hvad mon de tænker, kan jeg egentlig skrive det anderledes, sjovere eller mere opfindsomt, om jeg kunne lade det være tvetydigt, og så måske også fordi de fleste dage jo bare er hverdag, og selv om jeg er glad og taknemmelig for den, så ved jeg ikke rigtig, om jeg altid synes det er spændende for andre. Omvendt så holder jeg meget af at læse de andres statusopdateringer, også selv om det er hverdag. Selv når jeg læser én af den slags opdateringer, som eksempelvis "har lige løbet 10 kilomter, ryddet op i skufferne og er nu ved at bage klidboller til ungerne inden min mand og jeg skal på date i aften"-agtige kommentarer, som er ret så svære at leve op til, smiler jeg og hygger mig over, at jeg da også godt kunne skrive noget lignenden på nogle dage, men tænk hvis folk så tænker: "åh må jeg være fri for din hellighed".

Og når det så står her på papiret, så tænker jeg med det samme, ja og hvad så, hvis de tænker det eller noget helt andet! Så har jeg pludselig lidt svært ved at se problemet. Måske handler det i bund og grund om at tænke tanken til ende. For jeg har jo ligesom alle andre gode og dårlige dage. Måske er der på Facebook lidt en tendens til kun at opdatere på de gode dage, men det bestemmer folk jo selv. Jeg kan jo gøre præcis, som jeg har lyst til, skrive på gode OG dårlige dage, men folk må jo egentlig tænke hvad de vil. Jeg tror bare stadig ikke, til syvende og sidst, at jeg er god til de der statusopdateringer. Men hvis jeg kan skrive på min blog, kan jeg vel også finde modet til næste skridt... Vi får se.

Hvordan har du det med statusopdateringen på Facebook?

PS. Retoriker Nadja Pass beskriver i Berlingske Fri 11 Facebook-typer. Det er vældig underholdende - notér dig venligst at den selvfede stil ikke holder:) Det gør Nynne stilen til gengæld. Den signalerer overskud! Hvilken én af dem er du?

Er du med mig?

Min begejstring for selvudvikling er altid størst, når jeg er i dialog med andre. Når jeg kan tænke højt, få input, indspark, kommentarer og en helt ny vinkel. Blive kaldt på mine gamle mønstre, når vi kan grine sammen - af os selv og hinanden. Når vi kan blive alvorlige eller stille - blot et øjeblik - fordi en stor indsigt er landet, fordi puslespillet pludselig falder på plads og det hele står lysende klart.

Så derfor, selv om jeg elsker min blog og ser dig for mig, når jeg skriver, så er det altså sjovest, hvis du også kommer på banen - også for dig. Fortæller mig, om jeg er på rette spor, om det også er sådan for dig, giver et eksmepl fra din egen hverdag, er uenig eller synes der mangler noget. Deler din begejstring eller dit stille øjeblik, hvor noget falder på plads eller du træffer en beslutning om at gøre noget andet eller anderledes.

Og jeg ved godt, at du måske også skal overvinde en lille frygt, frygten for at lægge dig selv ud på nettet, for at vise flag og sige din mening i et univers, som ellers kan svøbe dig i anonymitet og hvor du kan "lure" uden at blive afsløret. Det er i hvert fald én af de ting, jeg holder meget af ved Internettet. Men det er jo bare os, og vi har den samme interesse, nemlig at lære nyt om os selv og om livet, og jeg lover dig, at du vil blive modtaget med kyshånd, både af mig og af de andre læsere - også hvis du vælger at viser svaghed. Faktisk tror jeg, du vil blive overvældet over, hvor meget kærlighed og omsorg, der egentlig er, hvis du først åbner op. Alt det du i det øjeblik ikke kan give dig selv, det kan du får fra andre. Tro mig, jeg har oplevet det:) (Også selv om det, i selvudviklingens ånd, ikke er en god strategi på lang sigt. Men indtil da, så er det rart med støtte og helt sikkert også noget, der kan lære os, at give os selv den kærlighed).

Så derfor tror jeg, at jeg i en periode vil opfordre dig til aktivt at deltage ved at afslutte hvert indlæg med ... Det lille spørgsmål - til dig. Jeg kunne passende starte her -

Er du med mig - kan jeg regne med dig? Hvad forhindrer dig i at skrive en kommentar nedenfor - lige nu?