Hvordan holder jeg fast?

Den anden dag, da jeg beskrev lighedsprincippet var en af de dage, hvor jeg slet ikke havde lyst til at gå i seng. Det samme gjaldt den dag hvor universet stod mig bi. Begge dage ønskede jeg at holde fast i en følelse, i den tro og den power og den indsigt, som de indsigter jeg fik, havde givet mig. Og det må være ét af de klassiske spørgsmål indenfor selvudviklingen, for jeg har trods alt været med i gamet så længe, at jeg ved, at fordi du en dag tænker det, ja, ligefrem har fornemmelsen af aha, så er sandsynligheden for, at det er integreret for evigt nærmest lig nul. Så hvordan skaber jeg så momentum, forankring, kontinuitet, med andre ord holder fast i indsigten?

Jeg har selv et par trick, og ét af dem er at skrive. Så får jeg kigget på indsigten udefra. Det forankrer og giver ro og en tro på, at jeg kan vende tilbage og måske holde en lille, bitte smule fast i indsigten. Men følelsen holder jeg ikke fast i, for jeg ved, at den kommer kun, hvis jeg handler på indsigten, altså skaber noget i dens billede, som afspejler netop det.

Et andet trick er at lave en plan, hvis handlinger afspejler den indsigt, således at jeg tvinger mig selv til at omsætte det til praksis mere end den ene dag eller gang, hvor det kom helt naturligt, og jeg flød af sted på bølgen af begejstring over indsigten og den medfølgende følelse.

Men jeg ved i hvert fald én ting. Hvis jeg holder krampagtigt fast i den følelse, som indsigten har givet mig, er det kun krampen, jeg sidder tilbage med. I virkeligheden skal jeg give slip, have tillid til processen og til den aha-oplevelsens potentiale i mit indre. Jeg skal lade den leve sit eget liv og tro på, at det som kommer til mig, er det jeg har brug for.

Og hvordan gør man så lige det? For jeg kunne jo konstatere, som du måske også har læst, at følelsen og indsigten i forbindelse med lighedsprincippet ikke en gang holdt til dagen efter! Men måske skal jeg vælge at tro på, at det er fordi jeg endnu ikke har lært det, fordi det stadig skal mærkes i min krop, opleves og måske også gøre lidt ondt for virkelig at være et princip, jeg integrerer. I virkeligheden ved jeg godt, at det er svaret, for det føles stadig som en aha-oplevelse, når jeg tror på, at jeg kan møde mennesker lige, og så længe det ikke føles naturligt, som en integreret del, så har jeg nok stadig noget at lære. Hvor surt det end er, når nu følelsen er så fantastisk…