• opslagstavle
  • Nye kommentarer

  • Arkiver

  • wordpress stat
  • Sved som motivation?

    4 jul 2009

    Sommeren har nået sit klimaks, i hvert fald i indeværende år og jeg går og gisper efter vejret. Er bare ikke særlig god til varme, og det har jeg aldrig været. Det er faktisk ikke helt sandt, for den sommer hvor jeg tabte 12 kilo på 3 uger pga. kærestesorger var en god sommer, rent temperaturmæssigt altså… Så måske kan mine svedeture føres tilbage til de alt for mange graviditetskilo, som er noget så genstridige at komme af med.

    Det går egentlig ret godt med den personlige træner og den omlagte kost. Jeg får klø til træning og det er fedt (- der ryger af, håber jeg) - og der når jeg gennem flere håndklæder til at tørre sveden af panden end nogensinde før. Det er ok, når jeg træner at svede så meget, for så findes der jo en forklaring. Og som min træner Heidi siger, det er jo også udrensende at svede. Og det har hun jo for så vidt ret i, om end den tanke ikke ligefrem gør det nemmere for mig at svede tran.

    Dengang jeg mødte min kæreste, troede han ikke på, at jeg blev utilpas af varmen. Det tror han godt på nu!!! Bare spørg ham (og for den sags skyld min bror og hans kone) om turen til Barcelona en meget varm sommerdag, hvor det nåede hysteriske højder… Faktisk tager han ligefrem hensyn på varme ferier, for han ved at det går ud over alt og alle, også ham. Men det er jo også fordi jeg føler, at jeg bliver mindre attraktiv som kæreste, at jeg ikke kan kramme, fordi ingen simpelthen skal røre mig, når jeg sveder og at jeg skal tænke i, hvad jeg tager på. For er sommertøjet hvidt eller gråt, så ses sådan en gang ”udrensning” altså ret så tydeligt.

    Det er altså bare – i min bog – ret så ufeminint at svede og jeg bliver simpelthen så dårligt tilpas, når det sker. Så føler jeg mig som den største matrone, der kommer vraltende gennem sommerlandskabet. Det eneste positive der er at sige om disse varme dage er, at jeg er ekstra motiveret for at træne og spise sundt, for med hvert kilo, der ryger, så ryger der forhåbentlig også lidt af sveddepotet. Tænk en gang at sved kan være motiverende…

    0 Kommentarer »

    Ingen kommentarer endnu.

    RSS af kommentarer til dette indlæg. TrackBack URI

    Skriv en kommentar