Hvad har du på hjerte?
Et meget enkelt spørgsmål - skulle man tro - men når jeg skal svare på det inde på Facebook, så bliver jeg så selvbevidst, at min ellers nemme omgang med ord pludselig bliver forkrampet, overtænkt og meget lidt naturlig.
Hvad mon det er, der sker? Jeg ved det faktisk godt, jeg bliver så selvbevidst eller faktisk bevidst om alle de andre. Hvad mon de tænker, kan jeg egentlig skrive det anderledes, sjovere eller mere opfindsomt, om jeg kunne lade det være tvetydigt, og så måske også fordi de fleste dage jo bare er hverdag, og selv om jeg er glad og taknemmelig for den, så ved jeg ikke rigtig, om jeg altid synes det er spændende for andre. Omvendt så holder jeg meget af at læse de andres statusopdateringer, også selv om det er hverdag. Selv når jeg læser én af den slags opdateringer, som eksempelvis "har lige løbet 10 kilomter, ryddet op i skufferne og er nu ved at bage klidboller til ungerne inden min mand og jeg skal på date i aften"-agtige kommentarer, som er ret så svære at leve op til, smiler jeg og hygger mig over, at jeg da også godt kunne skrive noget lignenden på nogle dage, men tænk hvis folk så tænker: "åh må jeg være fri for din hellighed".
Og når det så står her på papiret, så tænker jeg med det samme, ja og hvad så, hvis de tænker det eller noget helt andet! Så har jeg pludselig lidt svært ved at se problemet. Måske handler det i bund og grund om at tænke tanken til ende. For jeg har jo ligesom alle andre gode og dårlige dage. Måske er der på Facebook lidt en tendens til kun at opdatere på de gode dage, men det bestemmer folk jo selv. Jeg kan jo gøre præcis, som jeg har lyst til, skrive på gode OG dårlige dage, men folk må jo egentlig tænke hvad de vil. Jeg tror bare stadig ikke, til syvende og sidst, at jeg er god til de der statusopdateringer. Men hvis jeg kan skrive på min blog, kan jeg vel også finde modet til næste skridt... Vi får se.
Hvordan har du det med statusopdateringen på Facebook?
PS. Retoriker Nadja Pass beskriver i Berlingske Fri 11 Facebook-typer. Det er vældig underholdende - notér dig venligst at den selvfede stil ikke holder:) Det gør Nynne stilen til gengæld. Den signalerer overskud! Hvilken én af dem er du?
4 Kommentarer »
RSS af kommentarer til dette indlæg. TrackBack URI
Åhh jeg har egentlig ikke tid til at skrive nu - og så alligevel. der er noget i ovenstående der lige skal kommenteres midt imellem ligegyldige arbejdsmøder, hastesager og lange mails:
Jeg kender ikke min facebook type – og er også ligeglad, kan jeg mærke. Mest af alt, fordi jeg for nogle måneder siden har droppet at være en del af dette forum. Jeg fik simpelthen netop nok af opdateringer om mine såkaldte ’venners’ hverdag - jeg begyndte at blive irriteret overantallet af opdateringer, indholdet og ikke mindst seriøsitetsniveauet af information. Måske fordi jeg bare er for gammel og kedelig – eller fordi mine forventninger til dette forum ikke blev indfriet. Jeg ville jo bare gerne ville følge lidt med i gamle medstuderendes liv eller snage lidt i x-kærestens nye liv. I stedet blev jeg bombarderet med update-listen med alle mulige 'private' (fro mig ligegyldige) meddelelser. Da en gammel klassekammerat fra 4. klasse ALTID skulle fortælle verden, at familien nu igen havde snottet næse, feber og halsbetændelse blev jeg bare så træt. For helt ærligt (og undskyld min arrogance), jeg gider faktisk ikke følge med i hendes sygdomsbefængte hverdag. Ej heller gider jeg blive konfronteret med gamle venners fortsatte tømmermænd efter 'endnu en lang nat i Jomfru Ana Gade’. Apropo skyggearbejde så er der masser guf at grave ned i her, hvis jeg ’havde tid’ (læs: orkede det)….men jeg har heldigvis for mange ferieopgaver foran mig i dag.
Prikken over i’et kom, da jeg i fjernsynet hørte en rekrutteringschef fra et anerkendt reklamebureau fortælle, at de i rekrutteringsfaserne altid tjekkede ansøgeres profiler og netværk (hvordan de så end fik adgang til disse). Med et blev jeg forarget, sky og beskyttende overfor mit privatliv. For var det egentlig ok, at en eller anden potentiel chef skulle læse og se, at mine små lækre tvilllinger konstant har været syge i en periode, at jeg derfor selv følte mig som en træt gammel skinddød kat – og ved at følge med i vores feriebilleder ville kunne analysere sig frem til, at vi ikke prioriterer en slidsom 80 timers arbejdsuge men derimod lever for ferier og oplevelser? Sidstnævnte er jeg dog stolt af, men jeg blev usikker på, om det var specielt fremmende i en jobsøgningsproces. Dagen efter programmet slettede jeg derfor alle billeder af ferier, børn og oplevelser, slettede alle historiske kommentarer fra mine vidtfavnende ’venner’og har i dag blot en flad, kedelig, dødsyg og intetsigende profil, som jeg aldrig opdaterer eller kigger på.
Betyder det, at jeg ikke elsker at læse andre blogs? eller at jeg ikke selv vil lave en og dele mine tanker med 'verden'? Næ, men for mig er der stor forskel på mediernes sammenhæng - og brug af mellem form og indhold. Og ikke mindst på læsernes forventninger og motivation. Når jeg læser en blog - din eller andres - har jeg taget et bevidst valg om at følge netop dine tanker - og vurderet, at du har noget at byde på, som jeg gerne vil ha - eller dele med dig. På facebook, har jeg - af alle mulige årsager, en såkaldt ’venneliste’, som jeg gennem tiden har accepteret at dele mit liv med - men rigtig mange af disse er sgu ikke oprigtigt interesseret i min hverdag og omvendt. Hvorfor så ikke bare slette dem, jeg ikke gider delel med – eller blive indviet i? Tja fordi jeg åbenbart heller ikke kan lide tanken om at ’slette dem’ – og dermed sende dem en besked om, at de ikke er mine ’venner’ mere. Det virker så brutalt og koldt. Jeg ville – ironisk nok – selv blive lidt stødt, hvis nogen slettede mig. For hvem er man så, hvis man end ikke er ’god nok til at være venner på facebook?
Så jer er der, hvor jeg må erkende at facebook og mig bare ikke bliver rigtige venner. Vi kan lisom ikke finde et fælles univers. For jeg vil ikke dele mit liv med alle og enhver, bare fordi jeg engang gik i folkeskole med dem eller spillede fodbold på et miniputhold i Øster Hornum, 20 kilometer ude på en jysk mark. Jeg gider heller ikke blive involveret i andres liv – for jeg er åbenbart en kold ignorant person, som er ret ligeglad med ’næsten fremmedes’ hverdagsoplevelser . jeg kan heller ikke finde ud af at ’fornærme nogen’ ved at afvise dem. Så jeg kommer nok aldrig til at bruge facebook som det forum, det er tænkt til.
Jeg må finde på andre måder at dele hverdagsoplevelser på med de få venner, der er oprigtigt er interesseret i detaljerne i mit liv – og som med humor og omsorg i øjnene at lytte og grine, når jeg fortæller at jeg frustreret har ligget vågen en hel nat efter halvkedelig sex med min mand, forårsaget af min higende trang til at læse en ny bog om personlig udvikling – en trang der åbenbart i øjeblikket var støre end lysten til at være en kærlig kæreste. Og her kommer de gamle og traditionelle medier som telefonfnidder, cafe møder, hyggeaftener med rødvin i en sofa med stearinlys og sharing af dagligdags oplevelser på banen. Det er mit fortrukne forum til at dele mig og mit liv i.
Slut – shit det blev langt - jeg skal jo arbejde…arghhh
PS: kan jeg stadigvæk være en NYNNE type, selvom jeg ikke bruger facebook???
Kære Lykke - har det PRÆCIS på samme måde. Skriver faktisk aldrig statusopdateringer, fordi jeg netop ikke evner at gøre det naturligt - kan ikke ramme balancen mellem det over-lykkelige, navlesnavende og det banale med 'drikker kaffe' og 'er træt'...
) Anette
[...] RSS ← Hvad har du på hjerte? [...]
Jeg kan ikke finde en type jeg passer på - jeg tror jeg er en blanding af dem alle sammen. Er stor fan af Facebook og bruger det ret aktivt. Det er vist lige før folk bliver bekymrede hvis ikke jeg har skrevet mindst to statusopdateringer på en dag.
Jeg må i øvrigt tilføje at man ret nemt kan tilpasse både hvem man vil vise sine opdateringer (og billeder osv.) til, og hvis opdateringer man selv gider følge med i. Jeg ægrer mig lidt hver gang jeg hører om nogen der bliver trætte af Facebook pga. noget de faktisk kunne slippe for uden at melde sig helt ud.