Er det godt nok?
Det kan være godt nok på mange måder...
Jeg har levet det mest af mit liv som præstationsmenneske. Men i disse dage kan jeg endelig mærke belønningen ved at have arbejdet intensivt med at give slip på præstationen (og ekstern anerkendelse, som er en vigtig del af drivkraften for et præstationsmenneske). For et præstationsmenneske kan det altid blive lidt bedre, det er svært at være i nu'et, at slappe af og lave ingenting, for "hvis jeg arbejder hårdt nok, bliver fremtiden nok endnu bedre, med mere succes og mere anerkendelse". Sådan har jeg levet i mange år, og jeg har opnået meget, oplevet endnu mere, men det gjorde mig bare aldrig glad rigtig glad. Jeg stillede ofte mig selv spørgsmålet, hvornår er det godt nok og kunne ikke finde svaret?
Men i øjeblikket går jeg faktisk rundt med en skøn følelse af, at mit liv virkelig er faldet i hak, altså på den gode måde. Jeg elsker at være mor og nyder min søns selskab og udvikling, jeg har aldrig været så inspireret, kreativ og begejstret i mit selvstændige arbejde, jeg er sammen med en skøn mand, som er en virkelig god og autentisk far. Vi b0r dejligt, jeg har nogle rigtig dejlige venner (som jeg desværre ikke ser nok), jeg lever sundt, kæmper stadig med nogle stædige graviditetskilo, men det føles ikke som en slankekur men mere som en ny livvstil, og det har jeg aldrig oplevet før. Kan virkelig mærke lykken, taknemmeligheden og glæden i hverdagen. Det er virkelig godt nok!
Betyder det så, at jeg er nået i mål, nej da! Der er nemlig en del af mit præstationsmenenske, som jeg elsker højt. Mit drive. For der er stadig områder i mit liv, som jeg ønsker skal være bedre eller anderledes. Vi kunne eksmepelvis rigtig godt tænke os en have Noah kunne lege i, men ville tabe al for mange penge på vores lejlighed, hvis vi satte til salg nu, vi kunne helt sikkert også godt bruge lidt ekstra penge i hverdagen og jeg vil selvfølgelig gerne have flere kunder i butikken. Kæresten min er også ved at starte op som selvstændig, og jeg ønsker brændende for ham, at han kommer godt i gang. Jeg kunne godt tænke mig at min nærmete familie boede tættere på, for jeg savner dem. Men enten er jeg på vej eller også er det ikke indenfor min kontrol, og derfor får det ikke lov at være målestok for hverdagen.
Det er faktisk præcis, som det skal være! Det er gået op for mig, at var der ikke flere mål, ikke flere ting på to-do listen, så var jeg nok død. Det hører med til at være i live. Og det er nyt for mit indre præstationsmenneske.
Er det godt nok hos dig - og husker du at værdsætte det?
3 Kommentarer »
RSS af kommentarer til dette indlæg. TrackBack URI
Jeg kender alt for godt det med at være så frygtelig selvbevidst. Det har heldigvis også hjulpet på mig at være blevet mor og dermed ikke kun have mig selv i fokus hele tiden. For det er desværre sådan, tiden, vi lever i, er. Hvis man ikke bliver nødt til at tilsidesætte egne behov pga. afkom, så drejer det sig stort set kun om én selv, og det er da trist. Skal jeg være kritisk over for dit erhverv, som jeg grundlæggende finder spændende, så er det, at det netop sparker til denne selvbevidsthed. Nu er det ikke et personligt angreb mod dig, men forhåbentlig et konstruktivt, for man kan dårligt åbne et dameblad for tiden uden at støde på gode råd til selvudvikling. Hvad blev der af næstekærligheden og tænk på din nabo? Døde det hele med Gud? Jeg savner nu ikke Gud, men kan godt blive lidt trist over al den individualisering. Er det altid kun det personlige, du har i fokus hos dine klienter? Eller rækker det også ud over egen vinding? Forhåbentlig fik jeg det formuleret uden at provokere - sådan som den selvbevidste pæne pige, jeg er, er bange for...
Hilsen Line
Kære Line,
Tak for dit meget vigtige input. Selvudvikling tipper over i en usund balance, når det hele foregår oppe i vores hoveder, og derfor har du fuldstændig ret, individualisering kan blive en tung og navlepillende omgang. Som coach tror jeg dog også på, at du skal være noget for dig selv for at kunne være noget for andre. Men i bund grund handler meget af min coaching om at flytte fokus væk fra alt det du går og tænker og begynde at se virkeligheden, den virkelighed hvor du selv er og agerer med andre. Og hvor du slet ikke behøver at være så bekymret for, hvad de andre tænker, for de tænker det samme... Når vi begynder eller bliver i stand til at behandle andre, som vi gerne selv vil behandles, så kan det mærkes - også udenfor os selv. Og der arbejder jeg mig hen sammen med dem jeg coacher.
Coaching tiltrækker præstationsmennesker og dem har jeg coachet rigtig mange af. Og det handler meget om at komme til stede i nu'et, så de netop kan opleve virkeligheden og nærværet med andre og sig selv.
Og slutteligt synes jeg også, at jeg læser en ny tendens i øjeblikket, væk fra individualisering og selvbevidsthed, hen i mod fællesskab og nærvær, og det tror jeg er rigtig sundt.
Kh
Lykke
Shit jeg har taget eksakt samme billede som dig!! Jeg var lige ved at tro du havde hugget mit foto da jeg bemærkede at katten ligger omvendt af hvad den gør på mine billeder. Den har nok hygget sig der hele dagen
Men kudo's for det gode foto-syn du bærer rundt på!! (samme som mit åbenbart 