Genforenet men alligevel alene?

Min lillebror kom ud for en alvorlig ulykke i foråret. Lå i koma i 14 dage med adskillelige, masssive kraniebrud og hjerneblødninger. I dag tror jeg på mirakler og er dybt taknemmelig, ydmyg og glad. Også på egne vegne. For hold op hvor har jeg savnet ham i de måneder, hvor hans hjerne har restitueret. På et tidspunkt var jeg overbevist om, at jeg havde mistet ham, selv om han var lige der foran mig rent fysisk. Men i disse dage oplever jeg for alvor, at han er ved at være tilbage.

Nu laver ham mad igen på den der måde, som han plejer (han er en gudsbenådet kok fra Søllerød Kro), han er uenig med mig, han tager initiativ, han har 117 projekter, han snakker (næsten lige så meget som mig), han smiler, han er der - også når man kigger ind i hans øjne.

Alligevel er han forandret. Der er et før og et efter. At genoptræne hjernen kan på ingen måde sammenlignes med at genoptræne et brækket ben. Neurovidenskaben er ikke eksakt, i hans journal står 4 forskellige udlægninger af hans sag. Ingen ved rigtig hvordan han har det, han ved det ikke en gang selv. Han kan kun gisne om bedring, han kan ikke se skaden og vurdere den, men mest af alt, er det den mest ensomme kamp i verden, fordi den foregår derinde i hovedet, hvor alting starter og slutter. Og det gør ondt i en storesøsters hjerte, at jeg ikke kan hjælpe, for jeg kan se og forstå på ham, at den kamp med at få hjernen tilbage i de samme folder først lige er begyndt.  Så hvor starter han og hvor skal han slutte?

Han har kæmpet sit livs kamp og er slet ikke færdig. Jeg glædes over hans fremskridt, over at være "genforenet", men smertes over, at der bare er nogle kampe vi skal kæmpe alene. Hvorfor er det egentlig sådan? Det vil min storesøster-hjerne eller hjerte simpelthen ikke forstå...