Taknemmelig på en mandag?

Stod lige ved køkkebordet efter aftensmaden og blev ramt af en dyb taknemmelighed. Det har været en travl dag, og morgenen var ad H-til. Så det er lidt af en bedrift at blive ramt af den form for taknemmelighed selv samme aften. Den som er båret frem af kærlighed og overskud, taknemmelighed for hverdagen. Stod der ved køkkenbordet efter en god skrivedag med masser af latter og spændende tekster, og var ved at pakke lækker og sund mad væk til madpakken i morgen, havde tidligere fået bagt og lavet sunde mellemmåltider med knægten på køkkenbordet, alt i mens jeg kunne høre søn og far på badeværelset i færd med en hjemmedigtet sang om bad og seng til melodien af "jeg er en glad lille cowboy".

Blev taknemmelig for vores skønne lejlighed, for alle de ting vi har, for vores dagligdag og mest af alt for min lille familie. Det er når jeg finder glæden i hverdagen, bliver ramt af nostalgisk glæde over de små ting, mens vi sidder ved spisebordet og pludrer med Noah, at jeg ved, at alt er præcis som det skal være. Også selv om jeg samtidig arbejder for lidt mere af det hele. Men det her liv er helt ok. Jeg er meget, meget heldig... og derfor har jeg rigtig meget at være taknemmelig for.

Er det mig for 6 år siden?

Jeg har netop mødt en vens kæreste, og hun er er i og for sig en rigtig sød pige. Der er bare noget ved hende, som virkelig prikker til mig, som irriterer mig og som jeg ikke rigtig kan slutte fred med. Jeg ved godt, hvad det er… Hun minder om mig selv for år tilbage.

Det er en selvhævdelse, en ”jeg vil høres lige meget hvad”, også selv om det bliver malplaceret i samtalen, og så er det et behov for kontrol, eller en tro på, at man kan kontrollere alting og en bekymring for fremtiden, som overskygger alt. Det er lige præcis de tre ting. Puha, det gør helt ondt at skrive det her, for det er da virkelig ikke særlig flatterende træk? Men når jeg genkender det og reagerer på det, så ved jeg godt, hvad klokken er slået. Så handler det om mig selv.

Den klassiske disciplin i personlig udvikling er at finde gaven i det personlighedstræk, så here goes i en meget forenklet version. Altså hvad er gaven i kontrol og bekymring om fremtiden? For mig er det helt klart at jeg altid er velforberedt, at jeg ofte er på forkant og – når jeg lige tænker over det her, så er det også handling. Ét af de personlighedstræk, som jeg holder allermest af ved mig selv. For hvis man vil kontrollere, må man ofte handle og tage ansvar, og det er jeg god til.

Det er straks værre med selvhævdelsen, for det er i mine øjne så grimt, at det er svært at kigge på. Jeg tænker lige lidt… Gaven – er vel i virkeligheden præstationen, altså det at være præstationsmenneske, at ønske anerkendelse og derfor altid gøre sig umage, være dygtig - et drive som gør, at jeg får tingene til at ske. Og selv om en stor del af mit arbejde med mig selv har været at give præstationsmennesket i mig fred og kærlighed, så det ikke havde så travlt, så er det der stadig. Jeg ønsker stadig anerkendelsen, og nogle gange kommer det til udtryk som selvhævdelse. Øv, det er mig for 6 år siden (og i dag)...

Hvorfor vender jeg ryggen til mig selv?

Jeg holdt et foredrag for en flok intellektuelle med en gennemsnitsalder på ca. 60. En introduktion til coaching. Og det var en rigtig modbydelig oplevelse. Jeg blev beskyldt for at være begrebsforvirret i min metafysik (min hvad-for-noget kan jeg så kun spørge?). En anden sagde at det var tom retorik og uden substans alt imens jeg måbende og helt uden parader tog imod. Jeg ved jo, at jeg hjælper mennesker til indsigt, til overblik, til handling, til struktur, til at nå deres drømme.

Jeg var knust bagefter. Vil jo gerne forsvare og forklare det jeg står for, og som jeg har valgt at bruge mit liv på. Alligevel tvivlede jeg bagefter, tænkte et øjeblik at det måske ikke er teoretisk nok, at jeg ikke har viden nok, når jeg lever af en 5 måneders coaching uddannelse. Men det er jo ikke sandt. Jeg har lært mere om mig selv og om andre i de 4 år, jeg har været selvstændig, end jeg lærte i 7 år på universitetet.

Alligevel tvivlede jeg på de beslutninger, som jeg har truffet. Hvorfor er det, at når jeg har aller mest brug for min egen kærlighed, for i virkeligheden at holde om mig selv, så vender jeg ryggen til? Det er måske det mest centrale spørgsmål for mig i den personlige udvikling.

Oftest reagerer mennesker på to måder i sådan en situation: de andre er åndssvage eller jeg er selv åndssvag. Jeg har en tendens til sidstnævnte. Men begge reaktioner er lige usande. Og jeg forstår virkelig ikke, hvorfor vi som mennesker kan støtte op om os selv, når det går godt, men ikke når det går skidt. Det burde da være lige omvendt. Vi skælder mest ud på os selv, når vi har mest brug for kærlighed. Det er da tankevækkende.

Jeg åbnede mit hjerte, viste det jeg brænder for på mest autentiske vis, og så stak de til. Sådan føltes det. Heldigvis ved jeg, at når jeg lige kommer mig, og giver mig selv den kærlighed jeg har brug for, nu hvor jeg har opdaget, at jeg et kort øjeblik vendte ryggen til (endnu en gang), så vokser mit hjerte sig kun større af den oplevelse og derfor må og vil jeg bevare det åbent. Også selv om der helt sikkert er nogle, som sårer mig igen – det kunne i virkeligheden være mig selv… Hvor absurd det end er.

Følelser i ord eller handling?

I går havde jeg en klient, som sagde at hendes eneste fokus var på at blive glad, altså sådan gennem-glad, som grundfølelse. I hendes barndom havde det nemlig ikke været tilladt at være glad. Der var så meget sorg og bekymring fortalte hun, at når hun var glad, så blev hun sendt væk eller afvist. Hjemme hos mig, var det ikke tilladt at være sur eller vred. Når jeg var det, så kunne jeg gå ind på mit værelse og blive der indtil jeg blev god igen.

Og nu sidder jeg så og kigger på min uskyldige søn, hvis følelsesregister er intakt og fint (det bilder jeg i hvert fald mig selv ind), og så vælter ansvaret ind over mig. Jeg har altid sagt, at det vigtigste for mig som forælder er at lære mit barn, at alle følelser er ok, men nu er det jo hverdag, og nu er det, jeg skal gå forrest. Og så er det pludselig ikke så nemt mere. For jeg tumler jo stadig med at lære vreden at kende, og endnu mere med at vise den og acceptere den.

Og det er jo nu, det starter. Han er ikke en baby mere, han har mere end basale behov, han kæmper for at kommunikere og endnu mere for at få os til at forstå, og det jeg gør er at fortælle ham, at det er ok at blive vred, at jeg synes han er tapper, når han er ved at hoste lungerne op, at jeg godt kan forstå han græder, når det gør ondt. Men det er jo alt sammen ord, hvad med handling?

Noah har – ligesom andre børn – den fineste fornemmelse for stemninger. Når mor og far diskuterer på forsædet bliver han stille, og når vi krammer vil han også være med, der hvor kærligheden er. Men hvordan viser jeg ham at vrede er ok gennem handling, når jeg ikke selv er nået dertil endnu?

”Du skal gøre, som jeg siger, og ikke som jeg gør” er en sætning, jeg husker tydeligt fra min barndom. Men det er jo lige præcis, hvad de små gør - de gør som os, ligegyldig hvad vi siger...

Er det virkelig frygt?

Jeg synes egentlig ikke, at frygt er en faktor i mit liv. Men jeg har netop opdaget, at det blot er fordi frygten er rigtig god til at forklæde sig og gemme sig bag masker, som kan kamouflere den, som noget helt andet, eksempelvis misundelse. Så derfor, nu hvor jeg så småt er ved at indrømme, at der faktisk er tale om frygt, har jeg besluttet at se min frygt i øjnene; frygten for ikke at være lige så god som dem. Jeg har tidligere her på bloggen skrevet om, at der er nogle få menneskers succes, som jeg har rigtig svært ved at unde dem (læs Er det Misundelse?). Men så slog en provokerende tanke ned i mig: Hvorfor er det egentlig, at jeg ikke lader mig inspirere af netop dem, hvis succes jeg ikke har det så nemt med? Det er provokerende, ja ligefrem angstfremkaldende, men jeg vil finde en løsning, jeg vil ud af min egen selvskabte skygge, jeg vil ud og flyve, vise min vinger og lege med ligesindede.

Og ja kære læser, i dag er en god dag, jeg ser det hele i helikopterperspektiv og tror på mig selv, og så er det jo nemt nok at skrive sådan. Jeg ved ikke, hvor nemt det er på de dage, hvor jeg ikke tror på min egen succes. Men det er jo selvfølgelig de dage, hvor effekten er størst, hvis det kan lykkes mig at rykke mine forestillinger, når jeg selv er lille, når jeg har placeret mig selv i en (ufortjent) underlegen position.

Og hvordan gør jeg så det. Jeg gør det ved (igen, igen) at fokusere på at møde dem lige, men også ved at lære af dem. Ja ligefrem kopiere deres successtrategier, træde ud på kanten, ud af min komfortzone og gøre noget, som er nyt og måske derfor lidt utrygt for mig. Men handlingen er ikke den svære, det er tanken og lighedsprincippet, at se dem i et smukt lys, i stedet for at tale grimt om og finde fejl. Men jeg ved nu, at det er frygten, der taler. Og jeg vil komme fra kærlighed, fra at der er plads til alles succes, også min og deres.

Men det kræver jo, at jeg indrømmer, at jeg er bange, at det er frygt, det handler om, for det er faktisk nyt for mig. Så ok, her kommer det: "Jeg er bange for deres succes". Fortsættelse følger…

Sved som motivation?

Sommeren har nået sit klimaks, i hvert fald i indeværende år og jeg går og gisper efter vejret. Er bare ikke særlig god til varme, og det har jeg aldrig været. Det er faktisk ikke helt sandt, for den sommer hvor jeg tabte 12 kilo på 3 uger pga. kærestesorger var en god sommer, rent temperaturmæssigt altså… Så måske kan mine svedeture føres tilbage til de alt for mange graviditetskilo, som er noget så genstridige at komme af med.

Det går egentlig ret godt med den personlige træner og den omlagte kost. Jeg får klø til træning og det er fedt (- der ryger af, håber jeg) - og der når jeg gennem flere håndklæder til at tørre sveden af panden end nogensinde før. Det er ok, når jeg træner at svede så meget, for så findes der jo en forklaring. Og som min træner Heidi siger, det er jo også udrensende at svede. Og det har hun jo for så vidt ret i, om end den tanke ikke ligefrem gør det nemmere for mig at svede tran.

Dengang jeg mødte min kæreste, troede han ikke på, at jeg blev utilpas af varmen. Det tror han godt på nu!!! Bare spørg ham (og for den sags skyld min bror og hans kone) om turen til Barcelona en meget varm sommerdag, hvor det nåede hysteriske højder… Faktisk tager han ligefrem hensyn på varme ferier, for han ved at det går ud over alt og alle, også ham. Men det er jo også fordi jeg føler, at jeg bliver mindre attraktiv som kæreste, at jeg ikke kan kramme, fordi ingen simpelthen skal røre mig, når jeg sveder og at jeg skal tænke i, hvad jeg tager på. For er sommertøjet hvidt eller gråt, så ses sådan en gang ”udrensning” altså ret så tydeligt.

Det er altså bare – i min bog – ret så ufeminint at svede og jeg bliver simpelthen så dårligt tilpas, når det sker. Så føler jeg mig som den største matrone, der kommer vraltende gennem sommerlandskabet. Det eneste positive der er at sige om disse varme dage er, at jeg er ekstra motiveret for at træne og spise sundt, for med hvert kilo, der ryger, så ryger der forhåbentlig også lidt af sveddepotet. Tænk en gang at sved kan være motiverende…

Hvordan holder jeg fast?

Den anden dag, da jeg beskrev lighedsprincippet var en af de dage, hvor jeg slet ikke havde lyst til at gå i seng. Det samme gjaldt den dag hvor universet stod mig bi. Begge dage ønskede jeg at holde fast i en følelse, i den tro og den power og den indsigt, som de indsigter jeg fik, havde givet mig. Og det må være ét af de klassiske spørgsmål indenfor selvudviklingen, for jeg har trods alt været med i gamet så længe, at jeg ved, at fordi du en dag tænker det, ja, ligefrem har fornemmelsen af aha, så er sandsynligheden for, at det er integreret for evigt nærmest lig nul. Så hvordan skaber jeg så momentum, forankring, kontinuitet, med andre ord holder fast i indsigten?

Jeg har selv et par trick, og ét af dem er at skrive. Så får jeg kigget på indsigten udefra. Det forankrer og giver ro og en tro på, at jeg kan vende tilbage og måske holde en lille, bitte smule fast i indsigten. Men følelsen holder jeg ikke fast i, for jeg ved, at den kommer kun, hvis jeg handler på indsigten, altså skaber noget i dens billede, som afspejler netop det.

Et andet trick er at lave en plan, hvis handlinger afspejler den indsigt, således at jeg tvinger mig selv til at omsætte det til praksis mere end den ene dag eller gang, hvor det kom helt naturligt, og jeg flød af sted på bølgen af begejstring over indsigten og den medfølgende følelse.

Men jeg ved i hvert fald én ting. Hvis jeg holder krampagtigt fast i den følelse, som indsigten har givet mig, er det kun krampen, jeg sidder tilbage med. I virkeligheden skal jeg give slip, have tillid til processen og til den aha-oplevelsens potentiale i mit indre. Jeg skal lade den leve sit eget liv og tro på, at det som kommer til mig, er det jeg har brug for.

Og hvordan gør man så lige det? For jeg kunne jo konstatere, som du måske også har læst, at følelsen og indsigten i forbindelse med lighedsprincippet ikke en gang holdt til dagen efter! Men måske skal jeg vælge at tro på, at det er fordi jeg endnu ikke har lært det, fordi det stadig skal mærkes i min krop, opleves og måske også gøre lidt ondt for virkelig at være et princip, jeg integrerer. I virkeligheden ved jeg godt, at det er svaret, for det føles stadig som en aha-oplevelse, når jeg tror på, at jeg kan møde mennesker lige, og så længe det ikke føles naturligt, som en integreret del, så har jeg nok stadig noget at lære. Hvor surt det end er, når nu følelsen er så fantastisk…