Tør jeg?

Nej, det turde jeg ikke. Jeg prøvede her i weekenden at spørge to veninder, hvad jeg kan gøre for at blive en bedre ven (læs Hvad vil gøre mig til en bedre ven), men fik det pakket så godt ind, at jeg aldrig fik dem til at svare. Det viste sig at være utrolig udfordrende. Mens jeg sad der og vred mig på stolen, tænkte jeg på, at det måske var noget jeg skulle gøre over mail, men på den anden side havde kommentarerne til mit tidligere indlæg også givet mig lidt ekstra blod på tanden. Det er jo åbenbart noget andre også tumler med. Men jeg kunne ikke.

Mon ikke et nyt forhold til mig selv vil sprede sig som ringe i vandet?

Den ene af mine veninder forslog at jeg spurgte mig selv i stedet. Jeg svarede at det havde jeg gjort og listen over ting jeg gerne vil ændre ved mig selv i social kontekst var lang. Hun rystede på hoveder og sagde, prøv at spørg med kærlighed i stedet for kritik. Det har jeg så prøvet i denne weekend og selv om svaret stadig gør ondt, så kan jeg mærke det ikke er kritik, svaret kommer virkelig af kærlighed. Det er en stor opgave, og jeg ved ikke hvor meget det vil betyde for mine sociale relationer, men det vil betyde meget for mig. Jeg har nemlig fundet ud af i denne weekend, at jeg ikke skal ændre mig i forhold til mine venner, men ændre mit forhold til mig selv. Og så kan det nok alligevel ikke undgås at komme andre til gode.

Hvad vil gøre mig til en bedre ven?

De sidste par dage har jeg tænkt meget på mine sociale relationer. Fordi jeg har tænkt over noget som i sig selv er en lidt fremmed tanke for mig, nemlig at bo i kollektiv -altså et moderne ét af slagsen. Skabe en familie af gode venner, enten nogle man kender i forvejen eller nogle, som jo nok kunne gå hen og blive ens rigtig gode venner.

Desværre slog en lidt grim tanke ned i mig - hvem ville gide at bo sammen med mig? Og den tanke gjorde mig ret trist. Passer jeg så dårligt på mine relationer, at jeg ikke er sikker på, at dem som jeg gerne ville bo sammen med, rent faktisk ville bo sammen med mig? Derfor har jeg besluttet mig for, at noget må gøres. Ikke nødvendigvis ift. kollektivet, for det er en mere langsigtet plan. Men ift. mine venskaber. Jeg vil spørge mine venner - altså dem som jeg holder så meget af, at deres svar godt må gøre lidt ondt, hvis det er det, der skal til - hvad vil gøre mig til en bedre ven?

For hvis jeg ikke er helt stolt af mine relationer, så er der nok en ven eller to, som jeg enten ikke er så tæt på, som jeg kunne være eller som ikke opfatter mig som den nære ven, jeg godt vil være for dem. For venner og nære relationer er en slags valuta, som jeg tror på, er i meget høj kurs, både nu men også når jeg (måske) en gang bliver gammel og kigger tilbage på mit liv. Så vil venner, gode samtaler og skønne oplevelser stå meget højt på min liste over lykke i livet. Så noget må gøres, også selv om det, jeg får at vide, måske gør ondt.

Lidt for meget drama og brok?

Drama-dronning?

Jeg har vidst i noget tid, at jeg er lidt af en drama-dronning. Det er ikke noget jeg er stolt af, men det er åbenbart heller ikke noget som har generet så meget, at jeg har gjort op med det. I hvert fald ikke indtil nu. For de sidste par dage, når jeg har hørt mig selv brokke mig eller gå lidt i drama, så har jeg ikke brudt mig om det, jeg har hørt, også selv om jeg er fortsat eller har det gjort det igen en time senere.

For mig er det første skridt i den personlige udvikling. At blive bevidst om "unoder" i min opførsel, enten overfor mig selv eller overfor andre. Mit drama er begyndt at genere mig selv, fordi der er en dobbeltmoral i det. Det er ikke alt jeg siger, som vil kunne tåle alle øre. Og det skal i hvert fald kunne tåle de ører, som er årsag til dramaet.

Selvfølgelig skal jeg sige fra, men når det så er gjort, så er sagen jo ude af verden. Jeg behøver ikke at gentage den, genfortælle den eller problematisere det yderligere.

Men når jeg endnu ikke er holdt op med den uvane endnu, altså ikke har taget en beslutning om at ændre den vane, så må det være fordi, jeg endnu ikke er klar til at give slip på det, som vanen giver mig. Og hvad mon det er? Måske en følelse af vigtighed og anerkendelse, en følelse af fællesskab og samhørighed med dem jeg brokker mig til, måske bare en ventil for frustration? Det vil jeg finde ud af, så jeg kan give mig selv hvad end jeg har behov for - på en anden måde - og dermed kan sige farvel til drama-dronningen. Tak for alt, vi har været gode venner, men din regeringstid er vist ved at være forbi...

Virker det der tiltrækning?

Det er denne udsigt jeg kan nyde fra mit nye kontor...

Det spørgsmål kom jeg pludselig til at tænke på, da jeg cyklede ind på mit nye kontor her til morgen. For jeg er simplethen så glad for det kontor. Det er præcis sådan som jeg havde forestillet mig oppe i mit hoved, og når jeg har set andre kontorer, har jeg med det samme vidst, at de ikke var de rigtige.

Og det her kontor var et jeg så fredag, skrev under 15 min senere, fik oven i købet en rigtig god aftale, indrettede i weekenden og havde første arbejdsdag mandag. Altså én af den slags oplevelser, hvor jeg bagefter sad og tænkte: "Hvad skete der lige der - og hvorfor var jeg så heldig?" For mine krav var ret høje i forhold til, hvad jeg kunne betale for det.Og det eneste svar jeg kan finde er, at fordi jeg var så klar på, hvad det var jeg ledte efter, og hver dag brugte lidt tid på det, enten på nettet, på telefonen eller ved at besigtige mulige kontorer - altså holdt fokus, og nægtede at gå på kompromis, fordi det skulle føles rigtigt i maven, så tiltrak jeg simplethen mit drømmekontor... Hvad tror du?

Farvel sommer og forældre?

Her er så badekarret - La Bassine!

Har en fornemmelse i maven af, at det er en af de sidste sommerdage, og det vil jeg benytte mig af. Særligt fordi det også er én af de mere vindstille (hvilket jeg ikke vil kategorisere årets varmeste dag i trosdags som, hvor jeg ellers også havde tænkt i en sommerudflugt). Det kræver nemlig særlige vilkår, når turen går til mormor og morfar, som bor på en båd. Endda en større én af slagsen, fordi den indenfor de næste par år skal en tur over Atlanten - men i første omgang skal den bare til Fåborg:) Men det betyder stadig, at jeg ikke lige har min mor og far, og Noahs mormor og morfar, lige rundt om hjørnet, og det gør altså ondt i mit hjerte. Så nu vil jeg tage op og nyde nærhed (også af den fysiske slags så længe det varer), sommer og vand i familiens tegn, og måske endda nyde det lidt ekstra, når nu en epoke går på hæld...

Natteroderi?

Det er nu så smukt at se solen stå op, men bør man ikke sove på det tidspunkt?

Skal jeg slappe lidt af eller er det lige i overkanten, når ens kæreste kommer hjem kl. 4.30 om morgenen på en hverdag?

Jeg synes det er forkert, at det er useriøst og hvorfor kan han egentlig ikke bare komme hjem kl. 2. Der er stor forskel på de to klokkeslæt i mit hoved. Indrømmet, når han gør det i weekenderne, så er det også et problem, så måske prøver jeg bare at finde en undskyldning, som giver ham nok dårlig samvittighed til at lade være…

Og omvendt så undgår jeg generne ved natteroderiet i weekenden, når han laver det stunt på en hverdag, for der tager jeg jo på arbejde, og skal derfor ikke tackle trætheden og sløvheden hele dagen efter, hvilket jo i weekenden betyder, at jeg har Noah alene dagen efter. Alt det slipper jeg jo for, når han skejer ud på en hverdag. (hør lige mig og alle mine fordømmende udtryk – lyder jeg lidt som hans mor og ikke hans kæreste?).

Det er faktisk min kærestes eneste last, dette natteroderi, det er hans ventil og hans måde at komme af med hverdagens udfordringer. Og han fortæller mig, at han virkelig værdsætter det og at jo tidligere på morgenen det bliver, jo bedre. Jeg kan jo ikke forstå det, men omvendt så har jeg – selv om jeg ikke er meget for at indrømme det – aldrig været den store fest-abe ( i hvert fald ikke den der lukkede festen), simpelthen fordi jeg synes konsekvenserne var for store; læs en hel dag med tømmermænd er spild af tid og jeg lider desuden ofte af moralske tømmermænd uden dog at have gjort andet end mislykkedes i at leve op til mine egne høje standarder og regler. Er det bare mig, der skal loossen up a bit?

Må jeg sige, at det er hårdt?

Indrømmet, jeg vil gerne være en super-mor. Jeg ved godt, der bliver skrevet side op og side ned om, at vi stiller urealistiske krav til os selv, men jeg vil gerne kunne det hele, så min søn får de bedste muligheder, de bedste oplevelser, den mest trygge opvækst og al den kærlighed der findes. Omvendt må jeg dog hurtigt tilføje, at jeg ikke har lyst til at lære ham, at man skal kunne det hele, for det er et rigtig hårdt liv og det ønsker jeg selvfølgelig ikke for ham.

Og dermed har jeg måske fundet svaret, allerede inden jeg er gået i gang. For det er nemlig hårdt lige nu at være mor, selv om jeg ikke er meget for at indrømme det. Heldigvis hører jeg mange sige, at det er hårdt at have børn, som er 12-18 måneder. Så sent som i denne uge sagde en mor jeg respekterer meget, at hendes søn blev et helt andet barn, da han rundede de 18 måneder. Hvorfor det er sådan, kan I erfarne mødre derude måske svare på, noget med det manglende sprog og utrolig stor udvikling indeni de små mennesker. Når jeg skriver det her, er det jo ikke svært at forstå, at de bliver en smule frustrede.

Men som sagt må svaret være, at jeg forventningsafstemmer med mig selv, så jeg ved, hvad det er jeg forventer og justere, hvis jeg opdager, at det da vist er urealistisk (hvilket det nok er, når jeg også elsker mit arbejde, min kæreste, mine samarbejdspartnere, mine veninder og min øvrige familie). Så kan jeg jo altid justere tilbage, når Noah fylder 18 måneder og det ikke længere er så hårdt - as if....

Alt ved det gamle?

Velkommen hjem siger jeg bare! Jeg landede derhjemme lige over middag og kl. 14 sad jeg på skadestuen med Noah. Jeg var nemlig allerede på vej hjem fra mit weekendophold i går, da min kæreste fortalte mig, at han var gledet ude i opgangen og bogstavelig talt havde taget trappen på røv og albuer, eller faktisk ikke albuer, for i armene havde han Noah! De var begge noget chokerede bagefter men først nu mærker Michael, hvor ondt det egentlig gør. For i går var det Noah og hans lille fod, som var kommet i klemme mellem trappen og farens ryg, som fik opmærksomheden. Noah har stået på ét ben lige siden. Derfor besluttede vi, at det krævede en tur på skadestuen.

Så jeg fik ægte kvalitetstid med min søn i dag. Og det endda af den tætte slags, for han er jo af gode grunde ikke særlig mobil i øjeblikket. Og det kan en mor, som har været væk hele weekenden jo ikke klage over. Efter 4 timer, og en ret stram skruestik inde på røngtenstuen med blyforklæde på, fik en meget tapper og tålmodig 14 måneders dreng at vide, at hans fod ikke var brækket. Smerten skyldtes hævelsen og han skulle bare sidde med benet oppe - ja tak, det sker nok ikke, men pyha, ingen gips. Det gør nok familie-livet lidt nemmere.

Men alting er ikke ved det gamle, for i dag blev jeg testet på ét af de steder i det offentlige Danmark, som kræver aller mest tålmodighed. Jeg bestod. Jeg havde ikke modstand på virkeligheden og ønskede ikke at være alle mulige andre steder. Jeg var bare lig der.

Mission completed - og det selv om jeg stadig er træt som et ondt år her til aften og det allerede nu synes som meget lang tid siden, jeg var af sted på selvforkælelsesweekend (lige præcis 9 timer!)...

Helt alene på weekend?

Altså helt alene uden at nogen andre er sammen med dig? Det har en hel del spurgt om. Det kan jeg i dag svare rimelig ubesværet ja til, også når mine forældre, som hele livet har gjort alting sammen, spørger. Jeg er dog stadig udfordret, når jeg går ned til de fire retters gourmet-middag, som jeg af gode grunde skal indtage alene, netop fordi det er præcis, hvad den her weekend handler om. For hvad laver man, når man spiser alene og hvad mon alle de andre siger? Men svaret er det samme, hvad end det gælder middagen eller weeekenden helt overordnet - det handler om at nyde sit eget selskab.

For jeg var i virkeligheden gået hen og blevet lidt uvenner med mig selv. Eller i hvert fald bare ikke rigtig gode venner længere. Og derfor var det på tide at se mig selv i øjenene. At nyde mit eget selskab igen, at finde roen i samværet med den, som jeg jo alligevel skal være sammen med 24/7. Og det her er den skønneste - og måske til tider - også den mest udfordrende måde at gøre det på.

Det er altid sådan, at når jeg ankommer, så er det med uro i hele kroppen. Og i dag blev det ikke bedre af, at jeg så ovenikøbet blev informeret om, at guldklumpen både var blevet bidt i vuggeren i dag OG var faldet og knaldet panden direkte ned i en flise. Så var jeg på vej hjem igen. Men jeg blev - og blev i uroen. Prøvede at mærke efter, hvad jeg havde lyst til og gav mig selv præcis det. Det blev til en dejlig og uhyre sjælden eftermiddagslur. Og så var jeg klar til det, som i virkeligheden gav ro. Løbeturen. Derefter Aqua Spa. Og det bedste ved det hele var, at da jeg så sad der ved middagen - helt alene, dog i selskab med en bog - kunne jeg mærke roen i fødderne, de summede og var tunge, og så vidste jeg, at nu var jeg ankommet. Nu kunne jeg igen mærke mig selv, måske netop fordi jeg er helt alene...

Fodbad eller oprydning?

Jeg valgte fodbadet...

Vores parterapeut kommer i morgen, og det kræver, at der er ryddet op. For den der hver uge redder vores forhold er rengøringsdamen. Derfor ordnede jeg tidligere på aftenen vasketøj og lagde op til en oprydning så morgenen kunne bliver mere overskuelig. Men så ombestemte jeg mig.  Jeg har ud af det blå fået en aften helt for mig selv foræret. Reddet af fodbold! Det er ikke noget jeg ofte oplever, men i dag kom en venskabskamp mig til undsætning, så tak til Danmarks drenge.

Min aften skulle bruges på mig og på de fire bøger, som posten afleverede ved døren her kl. 19.30. Har allerede læst den første. Og det er lidt af en bedrift, for jeg elsker bøger, men får langt fra læst dem alle. Jeg køber dem, svælger i indholdsfortegnelser, bladrer begejstret rundt og glæder mig så usigeligt til at læse dem fra ende til anden. Nogle gange bliver det ved den indledende akt og de ender på reolen (eller i bunker på radiatoren, fordi jeg er løbet tør for hylder).

Og først nu er fodbadet kommet ind i billedet. Med computeren i skødet, musik i ørene og fødderne i vand. Det er ultimativ egenomsorg, forkælelse og kreativitet for mig. Ordene flyder med et smil på læben og taknemmeligheden følger lige i hælene. Efter to hektiske dage, i skønt og udfordrende selskab med powerfulde kvinder, er jeg nu i mit eget powerfulde og zen-agtige selskab (det var den bog jeg lige læste: "Zen for Mødre". Kan varmt anbefales, Anna Skyggebjergs zen-blog ligeså - for se, det virker allerede!).