Hvornår er der alene-tid?
Jeg føler mig som en dårlig mor! Jeg bruger det meste af min tid på at søge efter et øjebliks ro, en stille stund, en tænkepause. Jeg melder mig frivilligt til at handle, for på vej ned og hjem er jeg alene. Når jeg så ser på Noah, så bløder mit hjerte af dårlig samvittighed og kærlighed. Hvordan kan jeg ønske andet end at være sammen med den skønne unge? Men det gør jeg faktisk. Jeg er som du måske har læst lidt stresset i øjeblikket, mit hoved er fyldt med tanker og jeg har brug for at tænke tankerne til ende. Jeg har brug for ikke at skulle bevare det forkromede overblik, for ikke at tænke på næste skridt men i stedet lade tiden flyde, så jeg kan flyde med. Jeg vil så gerne tømme hovedet for alle de gode idéer, få skrevet ord på tastaturet til der simpelthen ikke er flere i fingrene. Og det gør ondt langt ind i hjertet, at jeg i samværet med min dejlige kæreste og smukke søn, ønsker at være et andet sted eller i hvert fald ønsker bare at være mig.
På den anden side, så bliver jeg helt sikkert den bedste mor jeg kan blive, hvis jeg også har plads til mig selv. Og jeg er så sindssyg heldig at jeg kan dele disse tanker med Michael og at han oven i købet forstår mig og derfor har sagt, næste weekend er din - find et sommerhus eller tag på hotel, gør det du har brug for. Og det jeg har brug for er at være alene - noget så enkelt og smukt som Lykke-tid og den er indenfor rækkevidde... Tak!
1 Kommentar »
RSS af kommentarer til dette indlæg. TrackBack URI










Kære Lykke
Jeg håber det bliver en fantastisk weekend - hvor du får tænkt alle tanker, drømme og handling til ende. For hvordan kan vi ( læs mødre, kærester ) være noget for vores familie hvis vi ikke er fyldt af den energi som arbejde og drømme er lavet af.
Jo tak - kender det så udemærket - tiden går og jeg vil jo gerne så gerne være den gode mor med tid og nærvær. Den dårlige samvittighed gnaver i hjertet når tiden bare skal gå til de skal i sengen, så tiden kan blive min egen. Jeg har fundet ud af, at det meste af min tid skal bruges på det der giver energi og ikke på det der dræner. For hvordan kan vi være noget for andre hvis vi ikke er noget for os selv...!
Jeg har haft en underviser, der hver sommer tog en uge alene et sted i verden ( sommerhus, telttur ect) hun havde nemlig funder ud af, at som coach gav hun så meget til andre, at hun mindst en gang om året brugte denne uge på at være noget for sig selv. Hver tur havde et tema som hun brugte ugen på at fundere over, det kunne f.eks. være tilgivelse, drømme, passion eller andet. Det er skønt for dig, at du får denne mulighed for en weekend hvor tiden kun er til for dig.
Jeg håber du får en fantastisk og energigivende weekend så du kan vende tilbage til din lille familie der vil vente på dig med smil på læben...
Maria