Helt alene på weekend?

Altså helt alene uden at nogen andre er sammen med dig? Det har en hel del spurgt om. Det kan jeg i dag svare rimelig ubesværet ja til, også når mine forældre, som hele livet har gjort alting sammen, spørger. Jeg er dog stadig udfordret, når jeg går ned til de fire retters gourmet-middag, som jeg af gode grunde skal indtage alene, netop fordi det er præcis, hvad den her weekend handler om. For hvad laver man, når man spiser alene og hvad mon alle de andre siger? Men svaret er det samme, hvad end det gælder middagen eller weeekenden helt overordnet - det handler om at nyde sit eget selskab.

For jeg var i virkeligheden gået hen og blevet lidt uvenner med mig selv. Eller i hvert fald bare ikke rigtig gode venner længere. Og derfor var det på tide at se mig selv i øjenene. At nyde mit eget selskab igen, at finde roen i samværet med den, som jeg jo alligevel skal være sammen med 24/7. Og det her er den skønneste - og måske til tider - også den mest udfordrende måde at gøre det på.

Det er altid sådan, at når jeg ankommer, så er det med uro i hele kroppen. Og i dag blev det ikke bedre af, at jeg så ovenikøbet blev informeret om, at guldklumpen både var blevet bidt i vuggeren i dag OG var faldet og knaldet panden direkte ned i en flise. Så var jeg på vej hjem igen. Men jeg blev - og blev i uroen. Prøvede at mærke efter, hvad jeg havde lyst til og gav mig selv præcis det. Det blev til en dejlig og uhyre sjælden eftermiddagslur. Og så var jeg klar til det, som i virkeligheden gav ro. Løbeturen. Derefter Aqua Spa. Og det bedste ved det hele var, at da jeg så sad der ved middagen - helt alene, dog i selskab med en bog - kunne jeg mærke roen i fødderne, de summede og var tunge, og så vidste jeg, at nu var jeg ankommet. Nu kunne jeg igen mærke mig selv, måske netop fordi jeg er helt alene...