Alt ved det gamle?

Velkommen hjem siger jeg bare! Jeg landede derhjemme lige over middag og kl. 14 sad jeg på skadestuen med Noah. Jeg var nemlig allerede på vej hjem fra mit weekendophold i går, da min kæreste fortalte mig, at han var gledet ude i opgangen og bogstavelig talt havde taget trappen på røv og albuer, eller faktisk ikke albuer, for i armene havde han Noah! De var begge noget chokerede bagefter men først nu mærker Michael, hvor ondt det egentlig gør. For i går var det Noah og hans lille fod, som var kommet i klemme mellem trappen og farens ryg, som fik opmærksomheden. Noah har stået på ét ben lige siden. Derfor besluttede vi, at det krævede en tur på skadestuen.

Så jeg fik ægte kvalitetstid med min søn i dag. Og det endda af den tætte slags, for han er jo af gode grunde ikke særlig mobil i øjeblikket. Og det kan en mor, som har været væk hele weekenden jo ikke klage over. Efter 4 timer, og en ret stram skruestik inde på røngtenstuen med blyforklæde på, fik en meget tapper og tålmodig 14 måneders dreng at vide, at hans fod ikke var brækket. Smerten skyldtes hævelsen og han skulle bare sidde med benet oppe - ja tak, det sker nok ikke, men pyha, ingen gips. Det gør nok familie-livet lidt nemmere.

Men alting er ikke ved det gamle, for i dag blev jeg testet på ét af de steder i det offentlige Danmark, som kræver aller mest tålmodighed. Jeg bestod. Jeg havde ikke modstand på virkeligheden og ønskede ikke at være alle mulige andre steder. Jeg var bare lig der.

Mission completed - og det selv om jeg stadig er træt som et ondt år her til aften og det allerede nu synes som meget lang tid siden, jeg var af sted på selvforkælelsesweekend (lige præcis 9 timer!)...