Lidt for meget drama og brok?

Drama-dronning?

Jeg har vidst i noget tid, at jeg er lidt af en drama-dronning. Det er ikke noget jeg er stolt af, men det er åbenbart heller ikke noget som har generet så meget, at jeg har gjort op med det. I hvert fald ikke indtil nu. For de sidste par dage, når jeg har hørt mig selv brokke mig eller gå lidt i drama, så har jeg ikke brudt mig om det, jeg har hørt, også selv om jeg er fortsat eller har det gjort det igen en time senere.

For mig er det første skridt i den personlige udvikling. At blive bevidst om "unoder" i min opførsel, enten overfor mig selv eller overfor andre. Mit drama er begyndt at genere mig selv, fordi der er en dobbeltmoral i det. Det er ikke alt jeg siger, som vil kunne tåle alle øre. Og det skal i hvert fald kunne tåle de ører, som er årsag til dramaet.

Selvfølgelig skal jeg sige fra, men når det så er gjort, så er sagen jo ude af verden. Jeg behøver ikke at gentage den, genfortælle den eller problematisere det yderligere.

Men når jeg endnu ikke er holdt op med den uvane endnu, altså ikke har taget en beslutning om at ændre den vane, så må det være fordi, jeg endnu ikke er klar til at give slip på det, som vanen giver mig. Og hvad mon det er? Måske en følelse af vigtighed og anerkendelse, en følelse af fællesskab og samhørighed med dem jeg brokker mig til, måske bare en ventil for frustration? Det vil jeg finde ud af, så jeg kan give mig selv hvad end jeg har behov for - på en anden måde - og dermed kan sige farvel til drama-dronningen. Tak for alt, vi har været gode venner, men din regeringstid er vist ved at være forbi...