Hvad vil gøre mig til en bedre ven?
De sidste par dage har jeg tænkt meget på mine sociale relationer. Fordi jeg har tænkt over noget som i sig selv er en lidt fremmed tanke for mig, nemlig at bo i kollektiv -altså et moderne ét af slagsen. Skabe en familie af gode venner, enten nogle man kender i forvejen eller nogle, som jo nok kunne gå hen og blive ens rigtig gode venner.
Desværre slog en lidt grim tanke ned i mig - hvem ville gide at bo sammen med mig? Og den tanke gjorde mig ret trist. Passer jeg så dårligt på mine relationer, at jeg ikke er sikker på, at dem som jeg gerne ville bo sammen med, rent faktisk ville bo sammen med mig? Derfor har jeg besluttet mig for, at noget må gøres. Ikke nødvendigvis ift. kollektivet, for det er en mere langsigtet plan. Men ift. mine venskaber. Jeg vil spørge mine venner - altså dem som jeg holder så meget af, at deres svar godt må gøre lidt ondt, hvis det er det, der skal til - hvad vil gøre mig til en bedre ven?
For hvis jeg ikke er helt stolt af mine relationer, så er der nok en ven eller to, som jeg enten ikke er så tæt på, som jeg kunne være eller som ikke opfatter mig som den nære ven, jeg godt vil være for dem. For venner og nære relationer er en slags valuta, som jeg tror på, er i meget høj kurs, både nu men også når jeg (måske) en gang bliver gammel og kigger tilbage på mit liv. Så vil venner, gode samtaler og skønne oplevelser stå meget højt på min liste over lykke i livet. Så noget må gøres, også selv om det, jeg får at vide, måske gør ondt.
4 Kommentarer »
RSS af kommentarer til dette indlæg. TrackBack URI
wauw - det er sejt, dybt og så meningsfyldt, at spørge vennerne, de ALLERtætteste, hvad kan gøre mig til en bedre ven - hvis jeg tør tror jeg jeg vil copycatte dig lidt med den.
Mit issue er (vel som mange andres) tiden, men altså, jeg VED jo det handler om prioritering, såååå...
Jeg vil holde weekend med dette dybe spørgsmål i baghovedet.
God weekend til dig!
KH. Anna
Den ramte lige ind....både i mine tanker og hjerte. Kun få minutter før jeg læste dit indlæg, læste jeg en artikel af Sofia Manning om frygt - og hvor meget den hæmmer vores liv. Og nu sider jeg så her med frygten langt oppe i halsen ved tanken om at skulle spørge mine egne venner om deres syn på mig som ven...AV FOR DEN - vil jeg virkelig høre deres svar? Tør jeg?
Spørgsmålet er - hvad er det jeg frygter? De handlinger, jeg nødvendigvis må gribe til, når 'sandheden' er lagt frem - eller den mulige 'kritik' af mig som ven - som skal sluges med oprejst pande (jeg har jo selv bedt om den)? Eller muligheden for et par rosende ord med på vejen....
Det underlige er, at deres holdning til mig jo er der - om den er sagt direkte eller ej.
Jeg tror faktisk, at jeg tager springet og stiller dem samme spørgsmål (hvis også jeg må copycatte). Jeg kan jo kun risikere, at vores venskab fremover krydres med endnu mere ærlighed og får input til nyudvikling.
Tak for inspiration og spark!
puh. Jeg har tænkt det samme, om jeg passer så dårligt på mine relationer at de ikkes synes det ville være lykken at bo (eller andet) med mig... tør dog ikke spørge. Har også en drøm om noget kollektiv, eller delehus. Men indtl videre er der ikke ligefrem nogen der jublende er sprunget med på vognen. Måske også fordi jeg altid for det fremlagt som en strøtanke. Og så håber jeg bare lidt at de griber den, og går igang med det hårde arbejde at føre det ud i livet.... og det holder jo ikke. Hvis JEG vil det, må jeg jo sælge ideen. Og være en god ven!
Hej Lykke,
Da vi for nogle år tilbage skulle flytte hjem til Danmark efter 6 år i udlandet gjorde vi os mange tanker. Vi var blevet vant til at have mange forskellige nationaliteter omkring os, vi rejste meget, havde hushjælp og dermed havde vi meget tid til vores børn og hinanden.
Den største skræk, for os, var at komme hjem til et parcelhuskvarter, hvor alle passer sit og hvor hverdagen langsomt ville kvæle os.
Vi købte derfor hus i et fællesskab bestående af 19 huse og et fælleshus. Vi har fælles arbejdsdage, fællesspisning nogle gange om ugen, hjælper hinanden med at tage børn med hjem fra børnehave, sfo osv. Det er super trygt for børnene, der har et stort netværk "hjemme" og vi elsker at bo et sted, hvor folk gerne vil hinanden, er åbne og har det sjovt.
Der sker ofte noget impulsivt - og det er tit dér, man får de gode snakke og de bedste grin.
Måske skulle man være mere impulsiv i forhold til sine venskaber også!