Da vi for nogle år tilbage skulle flytte hjem til Danmark efter 6 år i udlandet gjorde vi os mange tanker. Vi var blevet vant til at have mange forskellige nationaliteter omkring os, vi rejste meget, havde hushjælp og dermed havde vi meget tid til vores børn og hinanden.

Den største skræk, for os, var at komme hjem til et parcelhuskvarter, hvor alle passer sit og hvor hverdagen langsomt ville kvæle os.

Vi købte derfor hus i et fællesskab bestående af 19 huse og et fælleshus. Vi har fælles arbejdsdage, fællesspisning nogle gange om ugen, hjælper hinanden med at tage børn med hjem fra børnehave, sfo osv. Det er super trygt for børnene, der har et stort netværk "hjemme" og vi elsker at bo et sted, hvor folk gerne vil hinanden, er åbne og har det sjovt.
Der sker ofte noget impulsivt - og det er tit dér, man får de gode snakke og de bedste grin.

Måske skulle man være mere impulsiv i forhold til sine venskaber også!

Spørgsmålet er - hvad er det jeg frygter? De handlinger, jeg nødvendigvis må gribe til, når 'sandheden' er lagt frem - eller den mulige 'kritik' af mig som ven - som skal sluges med oprejst pande (jeg har jo selv bedt om den)? Eller muligheden for et par rosende ord med på vejen....

Det underlige er, at deres holdning til mig jo er der - om den er sagt direkte eller ej.

Jeg tror faktisk, at jeg tager springet og stiller dem samme spørgsmål (hvis også jeg må copycatte). Jeg kan jo kun risikere, at vores venskab fremover krydres med endnu mere ærlighed og får input til nyudvikling.

Tak for inspiration og spark!

KH. Anna