Hvem holder øje?

Jeg tror virkelig på, at der er nogle, som holder øje med os. Og som holder hånden over os. Også selv om jeg nogle gange synes den eller det er lidt langsomme i optrækket! Jeg synes jo nok jeg har udtrykt, at jeg kunen bruge lidt hjælp i denne tid, hvor det har været op ad bakke, men hjælpen har ikke indfundet sig. Indtil i går... Og det siger mig, at vi kan klare meget mere end vi tror, og at vi må have tillid til at hjælpen kommer, når vi har brug for den. Ikke før. Og jeg havde åbenbart stadig styrke at give af eller noget jeg skulle lære.

Hjælpen kom i form af en kær og meget værdsat kollega, som jeg nu skal lave en workshop sammen med. Og den slags samarbejder er for mig så givende. Jeg elsker mit selvstændige liv, men er kommet til at værdsætte den synergi og dynamik, der opstår sammen med et andet menneske utrolig meget. Og det her er ikke en hvilken som helst samarbejdspartner, det er én af de rigtig dygtige og inspirerende. Det er sjovt, let og berigende.

Så tak til dig eller det, som holder øje. Jeg har fået ny energi og tror igen på, at det hele falder på plads. Og det er altså et vigtigt udgangspunkt for det gode liv.

Hvem holder øje med dig?

Hvornår er der alene-tid?

Jeg føler mig som en dårlig mor!  Jeg bruger det meste af min tid på at søge efter et øjebliks ro, en stille stund, en tænkepause. Jeg melder mig frivilligt til at handle, for på vej ned og hjem er jeg alene. Når jeg så ser på Noah, så bløder mit hjerte af dårlig samvittighed og kærlighed. Hvordan kan  jeg ønske andet end at være sammen med den skønne unge? Men det gør jeg faktisk. Jeg er som du måske har læst lidt stresset i øjeblikket, mit hoved er fyldt med tanker og jeg har brug for at tænke tankerne til ende. Jeg har brug for ikke at skulle bevare det forkromede overblik, for ikke at tænke på næste skridt men i stedet lade tiden flyde, så jeg kan flyde med. Jeg vil så gerne tømme hovedet for alle de gode idéer, få skrevet ord på tastaturet til der simpelthen ikke er flere i fingrene. Og det gør ondt langt ind i hjertet, at jeg i samværet med min dejlige kæreste og smukke søn, ønsker at være et andet sted eller i hvert fald ønsker bare at være mig.

På den anden side, så bliver jeg helt sikkert den bedste mor jeg kan blive, hvis jeg også har plads til mig selv. Og jeg er så sindssyg heldig at jeg kan dele disse tanker med Michael og at han oven i købet forstår mig og derfor har sagt, næste weekend er din - find et sommerhus eller tag på hotel, gør det du har brug for. Og det jeg har brug for er at være alene - noget så enkelt og smukt som Lykke-tid og den er indenfor rækkevidde... Tak!

Hvem er dit modeforbillede?

Jeg skal fotograferes i næste uge, og endnu bedre jeg skal styles - af den meget dygtige dame Christina Wedel! Derfor modtog jeg i dag et spørgeskema, hvor det bl.a. blev spurgt til min størrelse, og det var helt rart at kunne svare, at det nu var den samme størrelse som før graviditeten. Men så var den pludselig gal, for et af spørgsmålene var "Hvem er dit modeforbillede?" og det ved jeg simpelthen ikke.

Jeg har aldrig gået specielt op i mode, men jeg er da rimelig optaget af, hvad jeg selv har på og hvordan jeg tager mig ud. Og skal jeg være helt ærlig, så kan jeg ikke svare særlig klart og tydeligt på, hvad min stil er og hvordan jeg gerne vil gå klædt. Men det vil jeg gerne kunne, for jeg er sikker på, at ligesom med alt andet, så kan det ses og mærkes, når jeg har taget stilling. Og for et par uger siden læste jeg i Alt for dullerne om nogle smarte damer, som kunne svare klart og tydeligt på, hvem deres modeforbillede var. Derfor fik jeg den geniale (!!) idé, at hvis jeg fandt ud af, hvem der var mit, så ville jeg komme min egen specifikke stil et skridt nærmere. Men, hvor starter jeg, hvor skal jeg kigge, har andre (end dem i damebladene) modeforbilleder?

Har du et modeforbillede - så del endelig. Jeg vil så gerne inspireres:)

Hvor kom det fra?

Hverdagen stikker lidt i øjeblikket...

Man har det godt indtil man ikke har det mere! Det må jeg sande efter en dag med hovedpine og ulidelig træthed. Jeg kan starte med at konstatere, at jeg vist ikke har passet ordentligt på mig selv. I dag er det "bare" humøret, eller rettere sagt følelserne, som er uden på toget. Jeg er så sensitiv i dag, at jeg begyndte at græde, da min lille søn kom stavrende ind til mig i morges.

Det gik ellers lige så flyvende, men måske var jeg lige lidt for langt væk fra jorden. Allerede i forrige uge mærkede jeg de første signaler (læs Arbejde eller Afslapning?), men energien var simplethen blevet for god. Jeg var allerede afhængig. Og når jeg er der, så ignorerer jeg signalerne, for nu går det jo lige så godt.

Problemet er bare, at det kun bliver værre af det. For så lander jeg med et brag. I hvert fald et sensitivt brag. I morges da jeg vågnede havde jeg mest lyst til bare at sætte mig ind i sofaen med en kop the, et tæppe og en bog og så ellers bare nyde stilheden (når lillemanden var afleveret), men arbejdet kaldte. Og det af den slags med deadline og andre mennesker involveret, så jeg på trods af et selvstændigt liv ikke bare kunne aflyse.

Nogle gange virker det også at arbejde og få hovedet over på andre tanker, men behovet for absolut ro forsvinder ikke. Der føres regnskab. Hvis jeg betaler nu kan jeg måske ligefrem nyde processen, selv om det er svært bare at sidde helt stille, hvorimod det bliver surt og måske ligefrem smertefyldt (følelsesmæssigt mere end fysisk), hvis jeg lader gælden vokse.

Jeg kan ikke mærke hvor eller hvad denne sensitivitet kommer fra, men jeg kan mærke hvad jeg har brug for, og mens jeg skriver her indser jeg, at det er det eneste jeg behøver at vide lige nu. Hvis jeg giver mig selv, hvad jeg har brug for, så er jeg måske så heldig, at svarene kommer senere. Jeg må læne mig tilbage i uvisheden og lytte indad, om end jeg virkelig ikke er god til netop det...

Træt af ferie?

Jeg er så træt og skal starte på arbejde i morgen efter 4 dages ferie. Det var altså for kort tid. Eller også er det bare en ny ferie-form, som jeg endnu ikke har godkendt. For der er altså ikke så meget ferie over besøg på landsted med 14 mdr. dreng, og slet ikke når landstedet også inkluderer hundehvalp, som synes at små drenge på samme højde er det bedste i verden. Men det betyder ikke, at det ikke var hyggeligt. For det var det. Virkelig hyggeligt. Men hvornår skal jeg slappe af? Altså sådan rigtig læne mig tilbage og læse bøger, skrive lidt, sove lidt, lave god mad (hvis jeg har lyst) og bare være...

Fik du ladet op i løbet af sommeren?