Besøg?

Vi har haft besøg her i weekenden. Fra Fyn. De havde to væsentlige ting med: en hund - som Noah kun langsomt viser en meget afdæmpet begejstring for, men så til gengæld også noget, hvor Noahs begejstring ingen ende vil tage: Postmand Per og hans venner. I dag fik betjent Søby selskab af selveste Postmanden, hans kat og postbil samt to andre venner. Lige siden har Noah puttet de små figurer ind i bilen, taget dem ud for derefter at sætte dem ind igen. Sådan cirka hundrede gange. Det er uden tvivl Noahs bedste venner.

Vi andre var bare glade for at se dem, der kom med hunden og Postmanden, nemlig lillebror og Tante Sofie. Vi lavede simre-mad og drak masser af rødvin, mens vi ventede. Mesterkokken underviste mig at smage maden til (hvilket er et svært håndværk, skulle jeg hilse og sige).

Heldigvis blev de, så vi også kunne spise morgenmad sammen. Det bedste ved at have gæster langvejs fra - eller ses ofte - er, at gæsterne som regel bliver så længe, at man kan også kan nå stilhed og afslapning. Man behøver ikke skynde sig at indhente det forsømte og tale om de dybe og alvorlige emner med det samme. Det kommer helt naturligt, og der er også plads til bare at være sammen. Nå ja, og så var det ikke planlagt samvær, for min lillebror og hans kone har besluttet sig for, at afsavnet ved at bo på Fyn bliver for stort, hvis ikke de en gang i mellem bare siger ja til en spontan middagsaftale i København, og så bare sætter sig i bilen og kører. Og spontane besøg holder jeg også enormt meget af.

Hvilke besøg er de bedste du kan få?

Tør jeg slukke for fjernsynet?

Det handler bare om en enkelt knap...

Har lige oplevet det igen. At jeg sidder med computeren på skødet og fjernsynet kørende lige oppe over skærmen, uden rigtig at kunne koncentrere mig om noget af det. Hvis jeg skal vælge mellem de to, vælger jeg min tro følgesvend Mac, men alligevel får jeg ikke slukket for fjernsynet, selv om jeg på ingen måde ser noget interessant.

Hvis jeg ikke finder den røde kanp på fjernbetjeningen inden sengetid, går jeg som regel irriteret i seng. Jeg er rastløs og føler ikke jeg har fået nok ud af min aften. Føler ikke jeg har oplevet fordybelse og fokus, hvilket virkelig betyder noget i min hverdag, nok mest fordi der ikke er særlig meget af det.

Får jeg derimod overtalt mit system til at trykke på den røde knap er der øjeblikkelig belønning. Der bliver stille, arbejdsro og jeg kan sætte god musik på i stedet. Det er som om jeg på ganske få øjeblikke transformerer aftenen til at være helt min, og jeg bliver lige overrasket hver gang.

Hvorfor i alverden er det så svært for min finger at nærme sig den røde knap aftenen efter - er det noget du kender til?

Hvornår får jeg det gjort?

Jeg har siden vi flyttede ind drømt om at få en "ramme-væg" (ligesom den alle de andre har). Og se nu her, altså den er jo ikke færdig, men det kræver endnu en tur i Ikea, men nu er jeg i gang og begejstret. Det er som regel opskriften på at få det gjort færdig.

Bliver varm indeni, når jeg går forbi væggen...

Og som om det ikke var nok, så har jeg også drømt om opslagstavler siden vi flyttede ind. Og hvorfor nu rykke på alt det, når vi alligevel sætter til salg, tænker du måske? Men det er måske grunden, vi skal nyde vores skønne lejlighed, så længe vi har den, og jeg skal da lige nå at se den top-shinet og helt færdig (uden pulter-kammer-tendenser og halvfærdige projekter), og så fordi det i øjeblikket er ren meditation for mig. Sådan at kæle for mit hjem og gøre det endnu mere personligt.

Noash Ark står der på dette stof. Hvem lærte dem at stave?

Men altså opslagstavlerne er der nu også sat hak ved. Både én til de voksne, men også den til Noahs værelse, hvor vi kan sætte billeder af hele familien og derudfra snakke om alle dem, som elsker ham og som han elsker. Glæder mig allerede. Om end den endnu ikke er kommet op at hænge. Hvornår mon jeg får det gjort, nu er jeg trods alt nået ret langt...

Hvad skal der til for at du får tingene gjort?

Lange morgener?

Morgenudsigt...

Babyfri aften og nat er også lig med babyfri morgen, og jeg elsker morgener. Lange morgener, hvor der er tid til småting, til oprydning af den hyggelige og omsorgsfulde slags, til at hjemmebag tager den tid det tager, til en kop kaffe FØR morgenmaden, til tid foran computeren med fingrene på tastaturet. Ned i gear er lig med mere plads, mest mentalt - og nogle gange betyder det så, at al mulig kommer til overfladen, som der måske ikke har været tid - eller lyst - til at kigge på i hverdagen. Det kan resultere i tårer, men endnu en gang er lange morgener jo lige præcis sådan nogle, som giver rum til og mulighed for at tillade alle sindsstemninger, alle tanker og alle samtaler, særligt fordi der ingen afbrydelser er, i hvert fald ikke denne morgen.

Er taknemmelig og til stede og byder alle sindsstemninger velkomne - hvad med dig?

Klapsalver på arbejde?

Ikke helt normalt måske, men det burde være alle forundt - om end det er virkelig udfordrende at stå deroppe og tage i mod.

Jeg har i dag sagt farvel og undervist for sidste gang på endnu et hold næsten certificerede coaches. Og jeg skal love for, det var en fest. Glæder mig altid til at undervise i at arbejde som selvstændig coach, hvad end du går efter det private segment eller gerne vil ud og gøre en forskel i virksomhederne. Men jeg havde glædet mig ekstra meget, og det må de have kunne mærke, for jeg har da aldrig fået så mange roser - og så mange knus, det var helt aldeles overvældende og jeg var meget rørt bagefter.

Der gives uden tvivl al for lidt ros på de danske arbejdspladser, hvorfor jeg også opfordrede hele dette hold af coaches til at specialisere sig indenfor feedback og anerkendelse. Vi bliver faktisk lige så dygtige, hvis ikke bedre, når vi får at vide, hvad vi gør godt. Det gør sig i den grad gældende for sådan en dag som i dag. Jeg er flyvende og har bare lyst til at undervise endnu mere.

Det er pudsigt med den anerkendelse - for jeg kan jo virkelig godt lide den - det har jeg før indrømmet på disse sider. Men når jeg så står deroppe foran 40 mennesker og de simpelthen ikke vil holde op med at klappe, så ved jeg virkelig ikke hvad jeg skal gøre af mig selv, og det er jo faktisk såre simpelt: jeg skal bare tage i mod...

Kan du tage i mod ros - eller endnu bedre klapsalver?

Hvad er der med temaet farvel?

Har netop lige siddet og set lidt på de sidste blog-indlæg og lægger pludselig mærke til et ret gennemgående tema i den sidste periode: FARVEL???? Hvis jeg skal forsøge at perspektivere til eget liv, så kan jeg godt genkende fornemmelsen. Der sker ting og sager, og det betyder som oftest også farvel, men vigtigere endnu goddag til nogle nye ting, til nye begyndelser, til ny læring om mig selv og andre, til nye bekendtskaber, samarbejder og forhåbentlig venskaber.

Umiddelbart synes jeg godt det kan virke lidt dystert med alt det farvel. Men når jeg tænker nærmere over det, betyder det faktisk goddag til forandring og nye tider, og hvad mon de vil bringe?

En anden ting jeg havde sagt farvel til, eller sat på pause, var mine små spørgsmål til dig. Men jeg savner dine kommentarer, så nu præsenterer jeg igen det lille spørgsmål til dig, som kan tænde din personlige refleksion. Og hvis du får lyst til at dele, tager vi i mod med kyshånd herude.

Hvad siger du farvel til for at gøre plads til noget nyt?

Er det farvel til klip-klapperne?

Heldigvis ses vi til næste sommer...

Det er svært at give slip på sommeren, faktisk er det sværeste for mig at give slip på klip-klapperne. Derfor går jeg stadig i mine Havaianas. Mens jeg cyklede på arbejde, og absolut ikke havde svært ved at holde varmen, så var mine tæer stivfrosne (og de har endnu ikke fået samme temperatur, som resten af kroppen), og det må være et tegn på, at jeg snart må sige farvel for denne gang. Jeg har nemlig et princip - fra min mor - om at når man først har erklæret bare tæer en gang i foråret, så har man ikke lukkede sko på, før man definitivt igen siger farvel til bare tæer i efteråret. Jeg kan bare ikke helt huske om det er noget man gør 1. september eller 1. oktober. Mens jeg skriver det her, kender jeg godt svaret, jeg har overskredet udløbsdatoen for bare tæer og den svære afskedseance må påbegyndes.

Hvad skete der?

For første gang i min blog-historie har jeg ikke skrevet i fire dage. Ikke fordi jeg bevidst har valgt det, men fordi jeg simpelthen har været presset; tudet, tænkt, talt og truffet store beslutninger med kæresten. Og derfor helt glemt at dele herude. Og nu slikker vi sårene (og tallerknerne) med hjemmebagt chokolade-kage, kold mælk og ro i sofaen. Jeg har ellers været ret effektiv i dag, hvilket ligner mig, når der er noget indeni, der gør ondt. Så kan jeg ikke sidde stille, for så mærker jeg jo smerten! Jeg har malet et par vægge, indrettet Noahs helt eget værelse, som han (syv-ni-tretten) faldt i søvn på uden problemer. Det er blevet så fint og det lindrer jo lidt.

Fint, ikke?

Det værste ved den slags beslutninger er, at man synes, at når nu den har været så svær at træffe, så burde man også belønnes med resultater med det samme. Men her er tale om et langt og sejt træk. Og konsekvenser et godt stykke ud i fremtiden. Derfor synes vi, at lidt chokoladekage var os vel ondt.

Svært at sige farvel?

Det tror jeg helt klart det bliver. Især efter en dag som i dag.  For en gangs skyld skulle jeg nemlig til ét af de få steder hvor områdets eneste kollektive trafik - vandbussen - gør stop. Jeg elsker den vandbus. Det er altså et fedt koncept, at man kan sejle på arbejde i bus og derfor på en helt almindelig onsdag kan bruge sømandsjargon. Da jeg sad med solen i ansigtet og båden lagde fra kaj (der var ét af udtrykkene), tænkte jeg, hvordan kan jeg forlade dette skønne sted.

Vurdér selv...

Trumfen blev aftenturen. Noah og jeg var ude at gå. Og Noah gik som havde han en specifik destination han skulle nå. Det viste sig, at det havde han også. Han var på vej i vuggestue. Og han kastede sig ned på jorden foran døren, da jeg ikke åbnede den for ham. Rejste sig endda og viste mig, at jeg skulle trykke koden ind på døren. Når en søns vil i vuggestue kl 19.30 og ligefrem laver en scene, når jeg ikke kan opfylde det ønske, er det så ikke det samme som at sige: "mor, her trives jeg godt". Og det gør vi andre jo for så vidt også... Særligt på dage som i dag.

Gentager historien sig?

I går testede jeg Netto - ikke en hvilken som helst Netto, men den lokale i Humlebæk, mit gamle hood.

For når jeg fra tid til anden drømmer om hus og have, så har det været nærliggende at visualisere og undersøge markedet i min gamle barndomsby. Noget med at søge det trygge i det ukendte (at flytte til provinsen er ret vildt!).

Den lokale biograf, hvor jeg var billetpige i mine unge dage...

Men så kan jeg simplethen ikke tænke længere. Min hjerne kortslutter, når jeg forestiller mig, at min søn skal afleveres på den samme skole, måske oven i købet til de samme lærere - og - at jeg skal være den voksne i min barndoms by...

Er det ikke at bede om at historien gentager sig? Det burde sådan set være betryggende for mig, for jeg har haft en god og tryg opvækst, men det er det bare ikke. For verden er vel større end det?

Omvendt bestod Netto testen, for jeg havde jo forestillet mig, at jeg ville rende ind i alle mulige gamle klassekammerater, som jeg intet har tilfælles med og heller ikke har savnet og som kender mig som "Mor-Lykke" (jeg havde så travlt med at blive voksen, da jeg var barn). Men jeg så ikke en eneste og tro mig jeg stirrede ind i ansigterne på alle forældre med små børn uden at genkende én eneste.

Og så var det jeg tænkte, er det bare mig, der er hysterisk?