Ros uden filter og parader?

Jeg deltog den anden dag i en absolut rørende og meget fantastisk øvelse. En såkaldt rose-runde. Jeg må være ærlig at indrømme, at det også var fantastisk, at det oven i købet var coaches, for de er jo trænet i at se dine styrker, dine ressourcer og alle dine gaver til verden og jeg skal love for, at der ikke blev sparet på rosen (det er også det dummeste at spare på!).

Hvis du følger med her på bloggen ved du, at jeg har kæmpet og til dels stadig kæmper med et stort behov for anerkendelse. Derfor må sådan en rose-runde jo være den rene fest for mig. Men det er det ikke. Jeg får simpelthen så ondt i maven, fordi jeg skal modtage anerkendelsen i den rene form, som det er lige der, uden filter, uden at måtte svare - bare tage imod.

Jeg overvejede om jeg skulle gå inden det blev min tur, fordi jeg kunne mærke tårerne stige op i øjnene. Og som om det ikke var nok, så bliver jeg simpelthen også så rørt over, at jeg får mulighed for at fortælle mennesker jeg virkelig respekterer og beundrer, hvad jeg synes er deres gave til mig og resten af verden.

Så jeg nåede at fælde en tåre inden det overhovedet blev min tur til at sidde helt stille og tage imod.Og da det blev min tur, gik det helt galt. Ros i sin reneste form, uden filter og parader (i form af svar eller gengældelse) er virkelig hård kost! Du skulle tage at prøve det, det kan mærkes helt ind i hjertekulen. Alle fortjener at opleve den slags ros, men det kræver mod sænke paraderne og tage i mod uden filter...