Gentager historien sig?
I går testede jeg Netto - ikke en hvilken som helst Netto, men den lokale i Humlebæk, mit gamle hood.
For når jeg fra tid til anden drømmer om hus og have, så har det været nærliggende at visualisere og undersøge markedet i min gamle barndomsby. Noget med at søge det trygge i det ukendte (at flytte til provinsen er ret vildt!).
Den lokale biograf, hvor jeg var billetpige i mine unge dage...
Men så kan jeg simplethen ikke tænke længere. Min hjerne kortslutter, når jeg forestiller mig, at min søn skal afleveres på den samme skole, måske oven i købet til de samme lærere - og - at jeg skal være den voksne i min barndoms by...
Er det ikke at bede om at historien gentager sig? Det burde sådan set være betryggende for mig, for jeg har haft en god og tryg opvækst, men det er det bare ikke. For verden er vel større end det?
Omvendt bestod Netto testen, for jeg havde jo forestillet mig, at jeg ville rende ind i alle mulige gamle klassekammerater, som jeg intet har tilfælles med og heller ikke har savnet og som kender mig som "Mor-Lykke" (jeg havde så travlt med at blive voksen, da jeg var barn). Men jeg så ikke en eneste og tro mig jeg stirrede ind i ansigterne på alle forældre med små børn uden at genkende én eneste.
Og så var det jeg tænkte, er det bare mig, der er hysterisk?
2 Kommentarer »
RSS af kommentarer til dette indlæg. TrackBack URI
Var i mit gamle 'hood' i lørdags og blev helt trist over ikke at rende ind i én eneste jeg kendte dengang. Det er ikke så tit jeg er i Tarup Center, som er et ret undseligt center i en nordvest-forstad til Odense - så jeg havde håbet... Var sendt af sted af min far, så jeg fik fornøjelsen af at gå i op til flere butikker, hvor jeg fik genfundet "farveller" på vej ud af butikkerne. Stort.
Det var en stor oplevelse at være tilbage på besøg i min fortid - men som jeg sagde til kæresten: "bare jeg altid kan komme hjem igen!" Alene tanken om, at min datter skulle træde i mine fodspor giver mig åndedrætsbesvær. Det er rigeligt, at hendes far bor, hvor vi begge er vokset op. Min opvækst var selvfølgelig heller ikke just præget af idyl - men tanken om en gentagelse skræmmer mig meget.
Nu handler din blog jo om selvudvikling, så jeg vil da lige nævne, at for et år siden ville jeg ikke have syntes, at det var hyggeligt at være på besøg i min fortid. Jeg ville ikke have nydt et eneste øjeblik. Nu er jeg et andet sted - er glad og hamrende tilfreds - og så er det ikke så 'farligt' at være på besøg.
Spændende at følge med i, om du ender i billig andel på Østerbro eller med hus og have i Humlebæk. Eller måske Sydfyn?
kh
Puk
Hey - interessant emne du tager op (som altid
hmmm - jeg er landet hjemme i andedammen, 800 m fra min forældres gård hvor jeg voksede op, min søn er netop startet i min gamle skole og nogle af mine gamle lærere får han også som lærer!!!
Da vi i nogen tid havde været frustreret over ikke at eje vores eget sted, så satte jeg mig (min mand ville ikke være med, han syntes det var for selvudvikling-hokus-pokus-agtigt) og skrev en liste over alt det jeg/vi ønskede og drømte om at vores kommende hus skulle have: grund, have, hus, m2, beliggenhed, lys - simpelthen alt - jeg forestillede mig det og så det for mig og skrev det ned. Og der var så vores fokus bevidst og ubevidst. Et halvt år efter sad vi til en brunch og fik at vide at en ejendom var til salg, jeg kunne mærke at den ville jeg se, vi ringede til ejeren og samme eftermiddag gik vi rundt i haven, tirsdagen efter så vi huset og sagde ja tak. Det var vildt da jeg i flytterodet fandt listen og kunne sætte hak ved alle 15 ting udentagen én!
Nu har vi boet her 1 år. Jeg har mødt meget få gamle veninder, har ikke opstartet noget nyt venindeskab på baggrund af gamle. Tværtimod nyder vores unger mormor og morfar i cykelafstand. Og vi er begge stadig "dybt forelsket" i vores ejendom. Forbehold eller om historien gentager sig. Hvilken - jeg tænker - min mand og jeg er jo ved at skabe vores egen historie ... KHKarin