Svært at sige farvel?

Det tror jeg helt klart det bliver. Især efter en dag som i dag.  For en gangs skyld skulle jeg nemlig til ét af de få steder hvor områdets eneste kollektive trafik - vandbussen - gør stop. Jeg elsker den vandbus. Det er altså et fedt koncept, at man kan sejle på arbejde i bus og derfor på en helt almindelig onsdag kan bruge sømandsjargon. Da jeg sad med solen i ansigtet og båden lagde fra kaj (der var ét af udtrykkene), tænkte jeg, hvordan kan jeg forlade dette skønne sted.

Vurdér selv...

Trumfen blev aftenturen. Noah og jeg var ude at gå. Og Noah gik som havde han en specifik destination han skulle nå. Det viste sig, at det havde han også. Han var på vej i vuggestue. Og han kastede sig ned på jorden foran døren, da jeg ikke åbnede den for ham. Rejste sig endda og viste mig, at jeg skulle trykke koden ind på døren. Når en søns vil i vuggestue kl 19.30 og ligefrem laver en scene, når jeg ikke kan opfylde det ønske, er det så ikke det samme som at sige: "mor, her trives jeg godt". Og det gør vi andre jo for så vidt også... Særligt på dage som i dag.