Bapi – anyone?

Min søn snakker  og snakker og snakker - og vi forstår ikke et kuk. Men det er så skønt, så livsbekræftende og skaber så store forventinger til, hvad det mon ikke skal ende med, når nu både mor og far er så glade for ord og samtalen.Men mest af alt skaber det store smil, ja tårer i øjnene af grin over den mimik, de spørgsmåls- og udråbstegn, som helt tydeligt også er en del af kommunikationen. Han har simpelthen kopieret os i grad som selv den bedste karaktér-skuespiller ikke kunne gøre efter og derfor opstår de bedste "samtaler" ved aftensmaden, hvor vi efter at have fået stillet sulten lige vender dagen - og så går Noah ellers i gang.

Én af de absolutte gengangere er ba-pi og så er det min tur til at ligne et spørgsmålstegn, for hvad er nu det? I går lærte jeg, at små børn ikke kan sige "st", så alle tænkelige kombinationer med "st" er også afprøvet, dog uden at det giver yderligere mening... For baptist eller lignende bliver det jo kun mere sort af, ikke?