Kvinde, hvorfor græder du?

Skulle jo egentlig arbejde, men hele mit system fortæller mig i dag, at jeg har brug for at gøre noget andet. Så derfor læser jeg en bog om en kvinde, som har lige så let til tårer, som jeg selv. Og som udadtil synes at have styr på det hele (også ligesom en hvis anden, jeg kender), hun har oven i købet kant i denne bog (og det savner jeg nogle gange hos hende den tidligere omtalte:). Præst Kathrine Lilleør er forfatteren. Jeg var fan inden jeg begyndte at læse, men for hver side jeg vender, fatter jeg mere og mere sympati for hende, en rollemodel, en inspiration og virkelig god til sine egne ord.

I et andet liv, eller et tidligere, skal jeg - eller har jeg - været præst. Der er noget ved den gerning, som drager mig. Det er livets store øjeblikke. Det er fødsel og død og de store begivenheder ind i mellem. Og så en ugentlig mulighed for at holde en tale - og det elsker jeg - en tale, som oven i købet må handle om alt det store her i livet. Den må godt være højtragende, det må godt rage mod himlen i kirken, og det elsker jeg.

Præsten vender hele tiden tilbage til tårerne og skriver på et tidspunkt: "Men egentlig er det da underligt, at man ikke græder mere end man gør. For når der først er åbnet for de kanaler, er der så meget, man kunne græde over. Det er ikke mærkeligt, at man græder. Det er mærkeligt, at man holder op igen."

Hvad kan få dig til at græde?