Kortslutning?
Tegn på at jeg er tæt på at kortslutte, og derfor måske nok skulle forsøge at sætte tempoet lidt ned for, hvis ikke det ligefrem kræver en genstart:
* når jeg med uro i benene stadig ikke er faldet i søvn kl. 02.30 (hvor utroligt det end er med en 17 mdr. gammel dreng, så er det altså kun mig, der rumsterer rundt om natten og ikke kan sove).
* når jeg på trods af adskillige opgaver ingenting konstruktivt får lavet.
* når jeg tror at jeg kan lave omfattende opgaver på en halv time.
* når jeg er så træt i kroppen, at det gør ondt.
* når jeg har hovedpine for tredje dag i træk.
* når jeg overvejer at gå i seng samtidig med min søn kl. 19.30.
* når motion bliver det mest uoverskuelige projekt i verden, selv om jeg ved det er øjeblikkelig genstart!
* og når min kæreste sender blomster på arbejde for at ønske mig en god dag! (og det er da så én positiv og dejlig ting ved at bede om hjælp og blive bevidst om, at jeg er ved at kortslutte:)
Og alligevel forstår jeg det ikke helt. Ja, jeg har haft travlt, men det føles som om det stilner af nu. Og så kommer reaktionen! Jeg forstår det ikke (eller måske vil jeg ikke), gør du?
1 Kommentar »
RSS af kommentarer til dette indlæg. TrackBack URI
Det kan godt føles som om, at mens man kører i det højeste gear, så er det adrenalinens pumpen, der holder os oppe og sørger for, at vi kan holde vores grådlabile jeg lidt på sidelinjen. Når adrenalinen så daler lidt, er paraderne pludselig lidt nede, og så er det kortslutning. Eller man klasker sammen.
For anden dag i træk vågnede jeg først, da alarmen vækkede mig! I flere uger har jeg vågnet kl. 4.45 og været helt vågen og ikke kunnet falde i søvn igen. Det er ret uhyggeligt for et B-menneske at opleve. Det værste er, at jeg ikke har gjort noget godt for mig selv. Jeg er imprægneret med kaffe indvendigt og motion er kun sporadisk. Hvis det ikke var fordi, der var udsigt til 12 dage i New York med min kæreste - startende i morgen - så var jeg nok kortsluttet og klasket sammen...
Pas på dig selv, Lykke!