En time = mirakel-kur?

Det føltes i hvert fald sådan denne søndag. At skifte fra sommertid til vintertid.  Måske endnu mere denne gang, fordi jeg havde glemt alt om det. I morges betød det et  sove længe-vagtskifte, som sjældent lykkes hjemme hos os, fordi der går al for meget tid med det. Men i dag sov først den ene "længe" og en time senere krøb den anden under dynen til lidt mere søvn. Forældre til barn på 17 måneder, som begge sover længe på en søndag - det er da et mirakel.

Jeg ved ikke hvad det er med den time, men det er altid en særlig dag. Det er som om at alt det jeg ikke når, det kan jeg nå i dag. Det er overskud - og føles lidt som at snyde, på den gode måde.

Samtidig tænker jeg hvert år, at jeg burde starte en "girls night out-tradition" aftenen før. For selv om jeg ikke er stolt af at indrømme det, så er noget af det værste ved at give den gas aftenen før, at dagen efter er smadret - pga. manglende søvn og måske endda tømmermand (er den helt gal, er de også af moralsk karakter, ikke på grund af ægte unoder, men måske fordi jeg har snakket nogen et øre af:). Men alt det viskes væk, når jeg på vej hjem fra byen kan skrue uret en time tilbage. Forklar lige det?