Kortslutning?

Tegn på at jeg er tæt på at kortslutte, og derfor måske nok skulle forsøge at sætte tempoet lidt ned for, hvis ikke det ligefrem kræver en genstart:

* når jeg med uro i benene stadig ikke er faldet i søvn kl. 02.30 (hvor utroligt det end er med en 17 mdr. gammel dreng, så er det altså kun mig, der rumsterer rundt om natten og ikke kan sove).

* når jeg på trods af adskillige opgaver ingenting konstruktivt får lavet.

* når jeg tror at jeg kan lave omfattende opgaver på en halv time.

* når jeg er så træt i kroppen, at det gør ondt.

* når jeg har hovedpine for tredje dag i træk.

* når jeg overvejer at gå i seng samtidig med min søn kl. 19.30.

* når motion bliver det mest uoverskuelige projekt i verden, selv om jeg ved det er øjeblikkelig genstart!

* og når min kæreste sender blomster på arbejde for at ønske mig en god dag! (og det er da så én positiv og dejlig ting ved at bede om hjælp og blive bevidst om, at jeg er ved at kortslutte:)

Og alligevel forstår jeg det ikke helt. Ja, jeg har haft travlt, men det føles som om det stilner af nu. Og så kommer reaktionen! Jeg forstår det ikke (eller måske vil jeg ikke), gør du?

At tage initiativ og give slip?

I dag er vores lejlighed officielt blevet sat til salg (når vi får taget billeder skal jeg nok fortælle mere og bede jer om at sprede budskabet, så denne fine lejlighed kan få nogle nye glade ejere). I sig selv måske ikke en bedrift, men alligevel græd jeg af glæde og lettelse, da jeg så klistermærket på vinduet, da jeg kom hjem. Det var nemlig ikke en beslutning jeg havde truffet. Jeg havde udliciteret møde med ejendomsmægler til kæresten. De havde møde  kl 11 og da jeg kom hjem 11.45 var ejendomsmægler væk og skilte sat op. Se, det er da effektivt. Og så var det jeg flød over - af taknemmelighed og af lettelse. For jeg synes faktisk det salgshalløj har fyldt en del, både som beslutning og som opgave.

Men det bedste ved det hele er næsten, at det er Michael som har fået det til at ske. Nogle vil mene, at det at fælde en tåre er at overreagere en smule, men det er simpelthen fordi det ikke kun er et gennembrud i forbindelse med planen om at flytte, men også i forhold til mit parforhold. Jeg har den sidste tid efterlyst lidt mere handling og initiativ fra Michael, og lige siden har han været mere opmærksom, mere omsorgfuld, mere initiativrig og mere handlekraftig end længe - og til hans forsvar vil jeg bare lige sige, at han altså også har haft sit at tumle med. Han fik den største krammer og jeg kunne fysisk mærke lettelsen ved ikke at have ansvaret - at kunne give slip - sprede sig i min krop.

Så jubii for initiativ, for at kunne give slip og for at have taget endnu et skridt (og fra hjertet tak til memø)...

P.S. selv om jeg ikke er meget for at indrømme, så minder tårerne måske også om ,at jeg er lidt mere presset end jeg har lyst til at indrømme... Kender du det?

En flittig studerende?

Tja, det kan jeg vist ikke prale af. Der er i det hele taget ikke meget jeg kan prale af fra min studietid, for jeg var virkelig ikke særlig begejstret for Københavns Universitet. Jeg må dog indrømme at jeg i dag er en lille smule glad for min cand.mag-titel, men det var mest i starten, da jeg brugte det som auto-signatur i mine e-mails, for ligesom at lyde af mere! Andet kan jeg ikke rigtig sige, at jeg har brugt den uddannelse til - nogle (kloge hoveder) vil måske mene, at jeg har fået en god analytisk sans, struktur, overblik og evnen til at søge viden, og det kan jeg kun give dem ret i, men det er meget lidt indhold jeg har hentet, desværre.

Og det blev så afsløret i dag! Alle mine gode intentioner, men manglende evne til at fuldføre. For i dag var jeg hos antikvaren med mine gamle studie-bøger (og der var en hel del skulle jeg hilse og sige), og jeg blev virkelig BUSTET. Han ville ikke tage en eneste af bøgerne, fordi den flittige studerende havde lavet overstregninger i dem og skrevet små noter i margin. (Og her kunne indlægget så passende slutte...). Meeeen, der viste sig hurtigt et meget pinligt mønster, alle bøgerne - uden undtagelse - var overstreget på mest flittige vis... på de første 50 sider, nej jeg skal være ærlig, de første 30 sider. Så var resten af bogen gabende tom for noter og stadig svær at åbne, som en bog er det første gang man læser den!

Som jeg stod der i dag hos antikvaren, kunne jeg godt have ønsket, at jeg havde været mindre flittig (så ville han have købt de bøger også). Men på den anden side krummede jeg også tæer og fik lidt af forklaringen på, hvorfor jeg måske ikke har været så tosset med mit studie. Det er vist noget med, at det starter med en indsats fra én selv først....

Var/er du en flittig studerende?

Er alle følelser ok?

Noah bliver i øjeblikket ret nemt - og ret ofte - ret så hidsig, ked af det og vred. Og så går han ud i brusekabinen, lukker (glas!)døren og står derude og græder så hjerteskærende. Det har vi ikke set før og det har lige taget os lidt tid at finde et ben af stå på. Men nu tror jeg, jeg har fundet det. Allerede før jeg fødte Noah var jeg fast besluttet på, at én af de ting jeg gerne ville lære ham var, at alle følelser er ok. At  det er lige så ok at være vred, frustreret, sur, ked og trist, som det er at være glad, begejstret, fjollet og taknemmelig. Og den bedste måde jeg kan vise ham det på er at kramme ham, forstå ham - ja, vigtigst af alt ikke vende ham ryggen, når ham bliver så vred på os (højst sandsynligt fordi vi ikke forstår alt det han gerne vil udtrykke).

Og i dag havde han svært ved at give slip på den triste følelse,  selv om episoden for længst var drevet over - præcis som hans mor så ofte oplever det. Det talte vi så lidt om, mens han sad med rosiner og kiks, og mellem hver tredje bid begyndte at snøfte igen. Og så var det at far pludselig sagde henne fra sofaen: "du er altså en virkelig god mor og så god til at tackle ham, når han reagerer sådan", og så var mit hjerte lige ved at flyde over af stolthed og glæde og mine øjne med tårer. Egentlig vidste jeg det godt, for det føltes helt rigtigt indeni, men hvor er det dog bare dejligt at få det vide i en så specifik situation, som oven i købet er så vigtig i mit forældreskab.

Er alle følelser ok hos dig?

Lørdag uden planer?

Ja, sådan er det ofte hos os. Det er noget jeg har lært af min kæreste. Før jeg mødte ham var mine weekenden stoppet til bristepunktet og han meldte ret hurtigt ud, at det var helt fint, det blev bare uden ham...

Og så brugte jeg så det meste af et år på at lære ikke at have nogle planer og bare lave ingenting!!! Men, et indgroet mønster slipper man ikke sådan bare af med. Så i dag har været en rastløs lørdag, hvor en del drama har været oppe at vende i min bevidsthed.

Det primære drama kan omskrives til, at min kæreste ikke har levet op til mine forventinger og forestillinger om familie-liv på en lørdag. Jeg drømte - i al hemmelighed - om en tur i Dyrehaven og om at få serveret morgenmad, efter at jeg havde fået lov at sove en time længere end resten af familien (bliver helt flov over min utaknemmelighed, når jeg skriver det her).

Men så må jeg lære på den hårde måde. Jeg har en gang hørt Joan Ørting sige, at man ikke bare skal bede sin mand om at være mere romantisk, nej, man skal være meget mere specifik. Og det var præcis, hvad vi så blev enige om efter en dag uden planer og uforløste forhåbninger: Jeg minder aftenen før Michael om, at han godt må begynde på morgenmaden og så taler vi om (!), hvad vi god kunne tænke os af løse/mulige planer for weekenden, når den nærmer sig. God plan, og egentlig ret enkel, ikke? Så hvad var så egenligt lige problemet?

Hvordan bruger du dine lørdage?

Kvinder og teknologi?

Jeg elsker teknologi. Jeg er begejstret for teknologi. Mit liv bliver bedre jo flere gadgets jeg har. Det er mit legetøj. Og det samme gælder for alle de muligheder, services og indhold der findes på Internettet. Jeg smiler og hygger mig over, at teknologien er over os. Jeg er særligt interesseret i den teknologi, som gør vores hverdag nemmere - og sjovere:) Og heldigvis sker der nyt hver dag.

Min kæreste og jeg deler den begejstring. Der er blot én stor forskel på os. Jeg interesser mig ikke for, hvorfor det virker eller hvordan det virker. Jeg har intet behov for at kigge bag gardinet og se hvordan tandhjulene kører rundt.

Jeg synes selv, at jeg er ret god til at prøve forskellige ting og bevare min tålmodighed, når teknologien ikke vil, som jeg. Til en vis grænse. DEREFTER BLIVER JEG SIMPELTHEN SÅ TRÆT - OG SÅ RASENDE.

Sådan en oplevelse har jeg haft i dag, og tro mig, jeg har gjort alt!!!! Support mig dit og support mig dat, download her og download der, genstart og forfra - og ligegyldig hvad, så virkede det ikke... Og så får jeg sådan en snigende følelse af, at det er fordi jeg er kvinde. Og det passer jo bare slet ikke, for min kæreste kan heller ikke finde ud af det:) Og hvad er det også for en tanke. Jeg svigter mit køn og underbygger en fordom, jeg slet ikke tror på...

Og det gør ondt, for jeg vil jo så gerne, og jeg taler også pænt til maskinen (præcis som min håndarbejdslærer opfordrede mig til, når jeg sad ved symaskinen i folkeskolen), men lige meget hjælper det...

Hvad gør du, når teknologien svigter?

Hvad er det med sommerhus?

Det er jo egentlig ikke sommerhuset i sig selv, det kan sådan set være et skur midt på heden. Det er den stemning jeg kommer i, når der tændes stearinlys, når der tændes op i pejsen og jeg tager den tykke sweater på.

I går morges stod jeg op for at tænde op i pejsen inden jeg ville snyde mig til at krybe ind under dynen igen, men da jeg først var stået op, havde jeg bare lyst til at tulle rundt, lave en kop kaffe og sætte mig til tasterne midt ude i lyng-skoven.

Der er bare noget med den følelse, den stemning, jeg kommer i, når jeg ankommer til et sommerhus. Det er et andet gear, og så er det selvfølgelig mit eget selskab. Jeg må bare konstatere, at jeg virkelig holder af det stille samvær med mig selv. Mit eget tempo, mine egne behov, mine egne initiativer eller mangel på samme. Tingene tager lidt længere tid, men for en gangs skyld gør det ikke noget. Det er jo det, der er meningen med sommerhuset. Ned i tempo, så jeg kan mærke mig selv og nyde selskabet, naturen, tiden, lyset , pejsen og tastaturet.

Godt der er nogle man kan låne et sommerhus af.

Hvordan skaber du sommerhus stemning (det behøver man jo faktisk ikke et sommerhus for)?

Hvad er momentum?

Jeg skriver i øjeblikket på en E-bog om én af mine helt store kæpheste indenfor personlig udvikling. Momentum...

Momentum som en del af personlig udvikling er den følelse af motivation, klarhed, indsigt og handling som opstår efter et spændende kursus, et inspirerende foredrag, en lærerig undervisning og som får dig til at love dig selv forandring til det bedre i dit eget liv. Hvor mange gange er du mon ikke vendt hjem fra en workshop og troet på, at nu ændrede dit liv sig radikalt, eller nu blev du virkelig en bedre leder, en bedre forælder eller noget helt tredje?

Og 14 dage senere, har hverdagen taget over. Det sker sådan ca. 90% af tiden! Og derfor leder vi efter quick fixes. Fordi vi synes, at når nu vi har fået den fantastiske indsigt, så må det da være nok til også at ændre tingene. Det er det bare meget sjældent. Du skal handle på den indsigt, du skal ændre mindre gode vaner, og du skal blive ved over en længere periode, mange siger 21 dage, men det kommer nu helt an på, hvad vi taler om.

Momentum kan være lidt ligesom en rutsjebane, men det er helt ok - og ganske naturligt i processen, så længe du ikke står af efter første tur.

Så jeg er taget i sommerhus for at få skrive-ro og -inspiration - og ja, for at forkæle mig selv lidt. Det er skønt og jeg glæder mig til at dele med jer.

Hvornår oplever du momentum? - giv endelig dit besyv med, så jeg kan lade mig inspirere yderligere af dine input og erfaring med momentum.

Indviet som børnefamilie?

Jeg følte mig i hvert fald indviet i en hel særlig - og ret stor - gruppe, nemlig børnefamilierne. Det er nu officielt. Så længe man har en lille baby, som kan tages med på slæb, så kan man snyde og fortælle sig selv, at man stadig er fri som fuglen, at man kan det samme som før, hvis man bare har lyst. Men i går solgte vi vores spisebord - lige før spisetid, og derfor måtte jeg finde på noget. Hvor kunne vi spise uden at vores madbudget led uoprettelig skade og hvor det var udholdeligt for både barn og voksne? Jeg skammer mig næsten lidt, når jeg skriver, hvad jeg tænkte på først, og hvad der også blev planen...

Det resulterede nemlig i indvielsen som ægte børnefamilie, og hvordan bliver man så det? Ikeas familierestaurant! Der sad vi med de obligatoriske sjötbullar, kanelbullar og en ret velsmagende portion laks. Der sad vi blandt alle de andre børnefamilier, som havde fået samme idé på en mandag aften, og det var mange, skulle jeg hilse at sige.

Men den virkelige bedrift var, at jeg rent faktisk ikke brugte en krone i Ikea (andet end på mad, selvfølgelig). Og hold nu fast, det bliver bedre endnu. Jeg "tjente" 600 kr. For jeg har nemlig været i gang med oprydningen derhjemme, og fundet en del Ikea-køb i original emballage, som aldrig er blevet taget i brug. Så udstyret med flere års kvitteringer fra Ikea, afleverede jeg diverse impulskøb tilbage og fik kolde kontanter i hånden. Det var i det hele taget noget af en indvielsesfest.

Hvordan er dit forhold til Ikea?

Kvinde, hvorfor græder du?

Skulle jo egentlig arbejde, men hele mit system fortæller mig i dag, at jeg har brug for at gøre noget andet. Så derfor læser jeg en bog om en kvinde, som har lige så let til tårer, som jeg selv. Og som udadtil synes at have styr på det hele (også ligesom en hvis anden, jeg kender), hun har oven i købet kant i denne bog (og det savner jeg nogle gange hos hende den tidligere omtalte:). Præst Kathrine Lilleør er forfatteren. Jeg var fan inden jeg begyndte at læse, men for hver side jeg vender, fatter jeg mere og mere sympati for hende, en rollemodel, en inspiration og virkelig god til sine egne ord.

I et andet liv, eller et tidligere, skal jeg - eller har jeg - været præst. Der er noget ved den gerning, som drager mig. Det er livets store øjeblikke. Det er fødsel og død og de store begivenheder ind i mellem. Og så en ugentlig mulighed for at holde en tale - og det elsker jeg - en tale, som oven i købet må handle om alt det store her i livet. Den må godt være højtragende, det må godt rage mod himlen i kirken, og det elsker jeg.

Præsten vender hele tiden tilbage til tårerne og skriver på et tidspunkt: "Men egentlig er det da underligt, at man ikke græder mere end man gør. For når der først er åbnet for de kanaler, er der så meget, man kunne græde over. Det er ikke mærkeligt, at man græder. Det er mærkeligt, at man holder op igen."

Hvad kan få dig til at græde?