Tidsrøver?

Ikke nok med at den der svine-influenza måske stjæler julen i år, så er den også lidt af en tidsrøver. Her er det billede, jeg ville have delt med jer i går. Flot ikke, og allerede et gammelt et af slagsen, for sådan ser den jo ikke ud mere...

Men både dagen i går og dagen i dag er gået med høj feber og barn på arm. Det er noget af en omgang han skal igennem, den lille mus. Og første gang jeg kiggede på uret i dag, var kl. 14.30, og så kan en dag jo hurtigt gå.

En anden tidsrøver er sådan et fuldtidsarbejde, som min kæreste starter på i morgen. Han glæder sig, og jeg glæder mig på hans vegne - og på mine egne. Mere tid alene med mig selv i lejligheden, mere tid med Noah og en gladere kæreste - og lidt flere penge. Kan man bede om mere - andet end selvfølgelig lige mere tid sammen...

Julens afløser?

Jeg havde planlagt at i dag var dagen, hvor der skulle pyntes op til jul, og Noah skulle være med. Det var han også i formiddag, han sagde både nisse og havde stor fornøjelse af, at være med til at pakke al pynten ud af kassen.

I kassen lå blandt andet disse fine nisser. Desværre er det ikke mig, der har været krea, men derimod min farmor. Og de er mere end 25 år gamle. Jeg fik dem til jul i den fineste træseng, som min farfar havde bygget. Med sengetøj, som farmor havde syet. Så det der krea-gen er åbenbart i blodet:)

Men min trofaste hjælper faldt af på den hen på eftermiddagen og til sidst måtte også jeg lade pynt være pynt. For som Noahs feber steg, var der kun ét sted han ville være. På arm. Helt tæt på. I lang tid ad gangen. Til at begynde med var det hyggeligt, den nærhed. Som dengang han var helt ny. Men da feberen passerede de 40 var det den reneste, pureste omsorg, efterhånden som kroppen brændte, kinderne blev meget røde og pulsen ræsede. Så syg har Noah ikke været tidligere, og det er noget af en omsorgsrefleks, der sætter ind. Jeg kan sidde med ham så længe det skal være. Så må jul ligesom være jul et andet sted.

Den er godt nok effektiv den der grise-udgave. Mon svine-influenzaen bliver julens afløser i år?

I træning som mor?

Jeg er i gået i skarp træning - som mor.

På tirsdag starter memø nemlig på nyt arbejde. Altså sådan et rigtig arbejde fra 8.30-16.30. Og egentlig har det ikke været helt nemt for mig at vende mig til tanken (for at sige det mildt). Hvor bliver vores (læs min!) fleksibilitet så af? Jeg har forestillet mig, hvordan min frihed blev alvorligt indskrænket, og det gør den også, men hvad får jeg i stedet? Tid og mulighed for at være mere mor... Mere tid med Noah. Men det har faktisk også skræmt mig. Hvordan kan det være skræmmende, tænker jeg (og måske også du)?

Det har jeg selv haft lid svært ved at finde ud af. Men det jeg har opdaget er, at det er et alvorligt tegn på stress, når jeg hellere vil arbejde end være sammen med mit barn. Jeg er nemlig bange for rastløsheden. Følelsen af, at jeg kunne bruge min tid bedre, når jeg sidder på gulvet og leger med Noah. Jeg kunne jo liiiige... Det er en stor, smuk messing-klokke af en alarm. Og derfor er det som om universet har taget over. Memø havde alvorligt brug for en anden identitet end den som far, og jeg har faktisk brug for at genfinde min som mor. Det vidste jeg bare ikke!

Så hvem end der regnede den ud for mig, siger jeg tak - og går i træning...

Stukket af hjemmefra?

Det var præcis, hvad jeg gjorde her til aften. 5 minutter før aftensmaden skulle serveres, blev jeg nødt til at køre min vej. Hvorhen spurgte min kæreste - det ved jeg ikke, svarede jeg.

Ikke just en handling jeg er stolt af, men jeg kunne pludselig ikke være i min krop - det har været en lidt dramatisk dag - med en dramatisk afslutning. Så for ikke at sige eller gøre noget jeg ville fortryde, kørte jeg en tur. Endte i Dragør og lufthavnen. Måske havde jeg bare lyst til at rejse langt væk.

Men det var smertefuldt. Noah ville ikke flytte sig fra vinduet efter jeg var gået, og da han ikke længere kunne se mig, hentede han én af mine bluser, insisterede senere på at sove med den, og ville ikke spise aftensmad. memø stod helt hjælpeløs, men lod mig gå - jeg ved ikke, om jeg kunne have gjort det samme.

Nåede heldigvis hjem med ro  i kroppen tidsnok til at hviske til Noah, at alt var ok, og at han roligt kunne sove, hvorefter han faldt i søvn i mine arme.

Det er svært, når ens behov i den grad overskygger de behov ens kære har. Men jeg har virkelig ikke lyttet til mig selv, og det kulminerede vist i dag. Stresset vil nogle kalde det, og jeg må nødtvungent give dem ret. Har flygtet fra svaret, og flygtede også i dag, men nu tror jeg, jeg er landet, og jeg bliver lige her...

Er du nogensinde stukket af?

Forsmået alvor?

Min kæreste siger, at jeg er lidt nærtagende og forsmået i øjeblikket. At jeg mistænker ham for at angribe og derfor besvarer hans henvendelse med et angreb. Har ikke lagt mærke til det, men måske har han ret. Jeg oplever det bare på en lidt anden måde. Nemlig at jeg tager livet en kende for alvorligt, ganske givet i et forsøg på at finde de svar, jeg leder efter. Så falder jeg tilbage i et gammelt mønster af kontrol, tror jeg kan regne den ud, bliver nøjeregnende, og det er præcis, hvad der sker i øjeblikket. Jeg leder, er i mit hoved, og synes måske lidt for ofte, at jeg bliver forstyrret i min koncentrerede tanke-række.

Men jeg ved også, fordi det er et mønster som jeg kontinuerligt forsøger at lægge bag mig, at det ikke virker. Jeg finder ikke svaret ved at tage livet så alvorligt. Faktisk kommer det først med den utrolig svære øvelse, som hedder at give slip.

Men det er helt rart, at blive kaldt på det. For nu er jeg bevidst, og først når det sker, kan jeg gøre det svære forsøg ud i kunsten at slippe kontrollen. Min kæreste siger samtidig at jeg er lidt kær, når jeg er forsmået. Og det er jo heldigt, at kan smile lidt af det, når jeg selv tager livet lidt for alvorligt. Kan du smile af dig selv?

Taknemmelig eller fordømmende?

Så er vi vel hjemme igen, en dag senere end planlagt, men så nåede vi også et smut forbi Sydfyn og det var vældig hyggeligt.

På vej hjem i bilen her til formiddag talte vi lidt om det her med vores liv, kontra de liv vi har oplevet her i weekenden. Hvor forskelligt vi vælger at leve, og hvordan vi kan undre os lidt over de valg, som andre træffer. Selv om vi jo egentlig ikke er så forskellige endda. Hvilket forhold vi har til vores børn, hvordan vi betragter hverdagen og hvor meget tid vi har sammen, og hvordan vi bruger den.

Nogle gange tænker jeg, om jeg dømmer andre for hårdt, men omvendt opdager vi jo blot, hvor glade og taknemmelige vi er, for de valg vi selv har truffet. Det vigtigste er jo, at vi ikke holder mindre af de gode venner, og glæder os til næste gang vi skal ses. Og så er det vel ikke fordømmende, vel?

Dårlig planlægning?

Nogle gange er jeg så træt, at det eneste jeg har lyst til, er at sidde helt tæt - og helt stille - med min familie. Men i stedet kommer jeg til at vrænge, sige dumme ting, være utålmodig og fraværende - det er sådan en aften lige nu...

I virkeligheden er det én af den slags situationer, hvor jeg gerne ville kunne trykke på pause, så der blev helt stille, og jeg var helt alene uden at skulle forholde mig til noget eller nogen.

Lige om lidt starter Vild med Dans i fjerneren og jeg kunne lægge Noah i seng for så at få helt fred og falde i søvn på sofaen om fem minutter. Nu er det så bare sådan, at vi er på vej til Silkeborg, så jeg kan se frem til at pakke tasker, pakke bil og familie og tre timers køretur. Tal om dårlig planlægning, som står helt for egen regning.

Men i morgen tidlig vågner jeg hos gode venner, som jeg har savnet og ikke set længe. Og så er der masser af tid til nærvær. Hold op, hvor jeg glæder mig - om end det lige nu synes som om, der er tusind år til...

Et rundt hjørne af taknemmelighed?

Det er en milepæl. I aften skriver jeg indlæg nr. 100 her på bloggen. 100 indlæg om stort og småt, 100 indlæg, som jeg har fået lov at dele med jer. Jeg er så taknemmelig.

Der er noget ganske særligt ved det her blogland. Det er et fællesskab, hvor nogle af de værdier, som jeg sætter højest hersker. Autenticitet, næstekærlighed, ærlighed og forståelse. Så ikke nok med at jeg har fundet mig en fantastisk hobby og et forum at skrive ord i, så er jeg også blevet en del af et helt særligt fællesskab. Jeg er så glad for ord, men jeg er blevet så meget mere glad for dem, nu hvor jeg læser jeres ord rundt omrking i blog-land og lytter til dem I afleverer her hos mig, når I kommer på besøg.

Ord får så utrolig meget mere værdi, når andre læser dem. Når man føler sig hørt, lyttet til og respekteret. Så indlæg nr. 100 er en tak til jer, for jeres støtte og interesse, og for at jeg også må læse med hos jer, men mest af alt en taknemmelighed over at have et sted, hvor vi deler og ser det bedste i hinanden. Resten af verden kunne godt lære lidt af blogland...

En drama-ventil?

Min kæreste driller! Fordi jeg svælger i Greys Hvide Verden og Private Practice. Han kalder det følelsesporno. Og det har han ret i. Det er helt klart bedst, når jeg ikke kan lade være med at tude.

Men jeg har tænkt over det. Jeg tror at de to serier mandag aften giver mig mulighed for at udleve noget af det drama, som jeg har tendens til, uden at det skal forpurre min hverdag og virkelighed. Det er min drama-ventil.

Og angående drillerierne, så skal han ikke komme for godt i gang. Det er ikke ligefrem film noir og russiske sort-hvid dokumentar film om Zar-tiden min kæreste svælger i. Nej, det er gyser- og zombiefilm - for ikke så lang tid siden én med nogle får på New Zealand, som blev til zombier...

Så hellere en drama-ventil... Har du én?

Intellektuel eller et romantisk fjols?

Nu deler jeg en hemmelighed med dig. Jeg drømmer om at skrive et manuskript til en romantisk drama/komedie. Ikke noget særligt og originalt, bare noget der følger de romantiske konventioner, noget som helt almindelige (drama-hungrende) kvinder kan relatere til. Ikke noget de skal tænke længe over, bare noget der får dem til at føle sig godt tilpas lige der og giver dem en gratis tur i den følelsesmæssige rutsjebane. A la Julia og Julie, (500) Days of Summer  (som faktisk var lidt original) og The Holiday. Så er det sagt, nu er det ude, det er en drøm jeg har. Og som jeg faktisk er lidt flov over...

Jeg har nemlig i mange år kæmpet med en masse "burde"-forestillinger, som gjorde det svært at være mig: "Man burde" holde Weekendavisen, "man burde" læse bøger om politik, "man burde" have en universitetsuddannelse og "det er rigtigt, klogt og dannet" at have lange, højtragende diskussioner om verden, samfund og politik til middagsselskaber. Problemet var bare, at det ikke var særlig sjovt for mig at være denne "burde-person".

Bogreolen, som den "burde" se ud...

Det er altså bare nemmere at stå ved det, hvad man har lyst til end det man burde... Også selv om det så ikke er intellektuelle franske film men romantiske komedier skrevet efter Hollywoods mest brugte skabelon. Også selv om nogle mennesker måske synes jeg er overfladisk og et romantisk fjols. Men det har taget en rum tid at nå dertil... Hvad med dig, er du et overfladisk, romantisk fjols eller noget helt andet, som du ikke "burde" være?