Når jeg det?

Hvis jeg havde tid i dag, ville jeg rigtig gerne fortælle om, at:

* jeg har i nat oplevet den værste nat i Noahs 17 måneder lange liv. Han har skreget, vredet sig og råbt nej til han blev helt hæs og mit hjerte har været ved at briste, fordi jeg ikke kunne hjælpe.

* weekenden var ikke rigtig god, og med ovenstående nat skal jeg love for, at vi væltede ind i denne uge med masser af aflyste aftaler og rykkede deadlines, så jeg nu tror, at resten af ugen kommer til at blive præget af den fortumlede start.

* for at tvinge mig yderligere i knæ er memø sengeliggende med en ond mave-virus, som betyder at jeg fungerer som enlig - og hårdt arbejdende mor.

Apropos enlig mor, så siger jeg bare nej tak. Jeg har kun oplevet en brøkdel i forhold til et menneske som jeg har meget kær, som med glæde og overskud fortalte mig i dag, at perioden som enlig mor endelig var overstået. Hold op, hvor har hun fortjent det - jeg har set til i næsegrus beundring. Og særligt efter at få en uge som denne smidt i nakken...

Men alt det må vente, for jeg sidder med tændstikker i øjnene og forsøger at skrive om coaching-landskabet i Danmark. Deadline i morgen kl. 10 og jeg er ikke langt nok, for jeg falder hele tiden i små spændende huller, som jeg får lyst til at udforske. Måske er det også en overspringshandling, fordi jeg får nogle grimme associationer til universitetsopgaver... Men måske er det i virkeligheden bare mine store krav til mig selv om at være sikker på, at jeg får det hele med. Ha, afsløret for åben skærm. Tak for den indsigt. Nu vil jeg vende tilbage til opgaven med et løfte om at give slip på perfektionismen...