Diamanter?

Dollarkursen er lav, derfor er diamanter billige i disse dage! Det siger en reklame fra et smykkefirma, som helt uden beregning sætter en diamant i dit smykke. Altså, du skal stadig betale for diamanten...

Dekadence tænker jeg med det samme. Diamanter er lig med dekadence. Jeg synes diamanter er smukke, de er enkle og alligevel indbegrebet af luksus og overflod. Men i mit eget liv, på min egen finger eller rundt om min egen hals - det synes mig altså ret fjernt. Og det er ikke fordi jeg mangler en indre prinsesse. Jeg kan sagtens  drømme om store rober, diademer og bal en gang i mellem. For eksempel når jeg læser sladder-blade og ser Vild med Dans. Men det er som om, jeg bare ikke er blevet kvinde nok eller gammel nok til at ønske mig diamanter.

Er det sådan, at kvinder som ikke ønsker sig diamanter, simpelthen ikke tror på, at de fortjener det bedste, at de skal feteres og forkæles (det synes jeg nu faktisk jeg gør, det er bare ikke diamanter, jeg sukker efter)? Skal man være kvinde af en særlig støbning, og er jeg bare ikke tøset nok, feminin nok, kvinde nok? Er det måske fordi jeg skal være  i bedre kontakt med den side hos mig selv, at jeg endnu ikke har fundet ind til den del af mig, som brændende ønsker mig en diamant?

Hvad er dit forhold til diamanter - har du én eller.... Fortæl, fortæl...