Gør det ondt nok nu?

Hentede Noah i dag og fandt et brev i garderoben til alle forældre, hvor der stod hvad konsekvenserne af nedskæringerne i Københavns Kommune ville være. Jeg var ved at tude, for nu mærker jeg det på egen krop. Gik straks til lederen og spurgte om jeg kunne hjælpe. Han sagde meld dig ind i Facebook-gruppen "København svigter de små" og følg med på kfo.dk (Københavns Forældre Organisation).

Men to andre følelser blander sig i min indignation over nedskæringerne. At jeg først reagerer nu, hvor jeg selv har et barn i institution, og at jeg ikke har gjort noget siden tirsdag, hvor pædagogerne lavede demo, er flovt. Det er faktisk for sent nu, for de store besparelser er vedtaget. Nu kan jeg så kæmpe for, at der ikke vedtages flere besparelser, men hvordan?

For det er den anden følelse. Hjælpeløshed, og det på trods af, at jeg har besluttet mig for, at sætte mit kryds ved den kandidat på tirsdag, som vil kæmpe mest for institutioner og skoler i København, ligegyldig parti-farve. Men det kommer stadig til at betyde færre hænder og vikarer, ingen tryghed ved aflevering, fordi min søn skal afleveres til forskellige pædagoger, mindre tid til motorik og rytmik, færre voksenrelationer og hjælp til at tackle konflikter, mindre hjælp til det de ikke selv kan og mindre tid til anerkende pædagogik og alle de andre gode initiativer.

Det er ikke fordi jeg skal blive politisk, og så alligevel... Fortæl mig hvad jeg kan gøre, kan vi gøre noget sammen?