Hvorfor går man altid i stå midt i krydset?
Og så oven i købet i regnvejr, så man bliver gennemblødt, når man skal ud og skubbe eller skifte dæk. Jeg har ikke bare være vidne til netop dette én gang, men hele to gange indenfor de sidste 4 timer. Som om det ikke er slemt nok, som det er, så bliver man også ret tit meget upopulær blandt de øvrige billister.
Sådan er det også i livet en gang i mellem - ikke for at lyde alt for pessimistisk, men bare for at minde dig om, at det sker for os alle. Vi ved godt vi ikke er i den bedste stand netop den dag, vi ved godt, at vi burde blive hjemme, men alligevel tager vi af sted. Og netop den dag, hvor maskineriet ikke kører optimalt i forvejen, så går vi helt i stå, og selvfølgelig der, hvor der er mest trafik. Og som om det ikke var nok, så øser det ned og vi rager uklar med andre. Hvornår havde du sidst én af de dage, hvor "du gik i stå midt i krydset"?
Heldigvis så jeg, inde fra min tørre bil midt i myldretrafikken, at en mand var kommet den uheldige billist til undsætning. Hans cykel stod i rabatten og han stod klar til at skubbe, når lyset skiftede. Ligesom vi ofte oplever, i bakspejlet, at der altid er én, måske endda flere, som vælger at stå ude i regnen sammen med os. Dem skal vi samle på - og så skal vi prøve at lære af det der skete i krydset, ikke fordi vi kan undgå det, men fordi vi måske kan lære af det til næste gang, måske reagere lidt anderledes eller endnu bedre grine lidt af det hele...
5 Kommentarer »
RSS af kommentarer til dette indlæg. TrackBack URI
Jeg kan stadig huske, hvordan jeg - for 9 år siden, da jeg var gravid første gang - gik i stå i et kryds i Slagelse. Jeg stod ud med kæmpe mave og måtte selv skubbe min bil - heldivis en gammel, gennemtæret, let Renaux. Men tænk, jeg stod der og baksede og ikke EN kom mig til undsætning, istedet dyttede folk arrigt. SOM OM jeg gik i stå for at genere dem.
Jeg fik bakset min bil den vej i krydset, som gik lidt ned ad bakke og ind på en MacDonald. Her satte jeg mig ind i bilen og sundede mig lidt. Var små-hektisk i kuløren og gravidititets-hys/grådlabil a la: "Tænk hvis jeg var blevet påkørt der midt i krydset og der var sket noget med min baby!!"
Så tog jeg mig sammen og gik ud for at få hjælp. Fandt en flok unge knægte og bad om hjælp. De sprang til, brugte lang tid på mig og bilen og fik den startet. Jeg stak dem en halvtredser, til is. Gamle kone-mig. De grinede og sagde: "Fedt!! Er det okay, at vi køber øl istedet?!"
Hej Lykke, tak for dine reflektioner, de er dejlige!
knus
Helle
Jeg glemmer aldrig, hvordan jeg engang monster-højgravid fik bækkenkrampe (hedder det mon det?) på café Sommersko og ikke kunne komme ud, fordi benene nægede at gøre det, de plejede..at sørge for at få en fra A til Z (og min veninde var gået 10 min. forinden). Præcis som fru Gosh oplevede jeg, at ikke én eneste forsøgte at hjælpe, selvom caféen var fyldt...måske sku' jeg også bare ha' råbt hjæææælp noget højere eller ha' sat mig på gulvet.
) Anette
Du er altså helt fantastisk Lykke. tak!
@Fru Gosch: tænk en gang de dyttede. Jep, jeg beslutter mig for at stoppe motoren her i krydset og lige tage en slapper!
Rystes altså over, at vi ikke er bedre til at hjælpe. Når nu vi alle kender til de dårlige dage og til at gå i stå midt i det hele, så er det underligt at vi kigger den anden vej.