Glæden ved ord?

Jeg elsker ord. Mange ord. Og det kunne tyde på, at min søn har arvet den glæde. Der er i hvert fald virkelig kommet lyd på herhjemme, og jeg bliver glad helt ned i tæerne af det. "Nej" er stadig favoritten, men ikke længere en refleks. Men selv hans nej er så fint, at jeg ikke kan lade være med at trække på smilebåndet.

Derudover er der alle dyre-lydene. Og nye kommer til hver dag. I dag fandt han i Zoologisk Have eksempelvis ud af, at Søløver siger det samme som løver, bare ikke efterfulgt af strittende kløer (forestil dig små - eller rettere ret store - babyhænder i ørehøjde).

Dyrene har også de fineste navne. "Raf" er giraf, "gej/dej/bej" er elefant - den kan jeg altså ikke forklare, og så er der selvfølgelig alle de dyr, som hedder deres lyd. I dag hørte jeg Noahs begejstrede "muuuuuh" før jeg så koen.

"Hej" er også vældig brugt, men det bedste i øjeblikket er helt klart "se". Eller "prøv at se" (tror vi nok, om end det kun er de mest kvalificeredes tolkes bedste gæt, selv forældrene ved det jo ikke). Og det er her jeg bliver helt blød i knæene. For han siger det med en sådan glæde og begejstring, også selv om det  er Postmand Per-magneten, som han sætter fast på stuebordet for 537. gang. Og så er ord ikke længere bare ord, så er det umiddelbar livsglæde, og det er da de smukkeste ord der findes?