Forsmået alvor?

Min kæreste siger, at jeg er lidt nærtagende og forsmået i øjeblikket. At jeg mistænker ham for at angribe og derfor besvarer hans henvendelse med et angreb. Har ikke lagt mærke til det, men måske har han ret. Jeg oplever det bare på en lidt anden måde. Nemlig at jeg tager livet en kende for alvorligt, ganske givet i et forsøg på at finde de svar, jeg leder efter. Så falder jeg tilbage i et gammelt mønster af kontrol, tror jeg kan regne den ud, bliver nøjeregnende, og det er præcis, hvad der sker i øjeblikket. Jeg leder, er i mit hoved, og synes måske lidt for ofte, at jeg bliver forstyrret i min koncentrerede tanke-række.

Men jeg ved også, fordi det er et mønster som jeg kontinuerligt forsøger at lægge bag mig, at det ikke virker. Jeg finder ikke svaret ved at tage livet så alvorligt. Faktisk kommer det først med den utrolig svære øvelse, som hedder at give slip.

Men det er helt rart, at blive kaldt på det. For nu er jeg bevidst, og først når det sker, kan jeg gøre det svære forsøg ud i kunsten at slippe kontrollen. Min kæreste siger samtidig at jeg er lidt kær, når jeg er forsmået. Og det er jo heldigt, at kan smile lidt af det, når jeg selv tager livet lidt for alvorligt. Kan du smile af dig selv?