Stukket af hjemmefra?
Det var præcis, hvad jeg gjorde her til aften. 5 minutter før aftensmaden skulle serveres, blev jeg nødt til at køre min vej. Hvorhen spurgte min kæreste - det ved jeg ikke, svarede jeg.
Ikke just en handling jeg er stolt af, men jeg kunne pludselig ikke være i min krop - det har været en lidt dramatisk dag - med en dramatisk afslutning. Så for ikke at sige eller gøre noget jeg ville fortryde, kørte jeg en tur. Endte i Dragør og lufthavnen. Måske havde jeg bare lyst til at rejse langt væk.
Men det var smertefuldt. Noah ville ikke flytte sig fra vinduet efter jeg var gået, og da han ikke længere kunne se mig, hentede han én af mine bluser, insisterede senere på at sove med den, og ville ikke spise aftensmad. memø stod helt hjælpeløs, men lod mig gå - jeg ved ikke, om jeg kunne have gjort det samme.
Nåede heldigvis hjem med ro i kroppen tidsnok til at hviske til Noah, at alt var ok, og at han roligt kunne sove, hvorefter han faldt i søvn i mine arme.
Det er svært, når ens behov i den grad overskygger de behov ens kære har. Men jeg har virkelig ikke lyttet til mig selv, og det kulminerede vist i dag. Stresset vil nogle kalde det, og jeg må nødtvungent give dem ret. Har flygtet fra svaret, og flygtede også i dag, men nu tror jeg, jeg er landet, og jeg bliver lige her...
Er du nogensinde stukket af?
6 Kommentarer »
RSS af kommentarer til dette indlæg. TrackBack URI
Åh ja. Måske knap så pludseligt, men i hvert fald desperat... Håber det gjorde dig godt. Hvis man har så meget brug for det, er der jo ikke andet at gøre. Og trods alt sprang du ikke på en flyver, men kom hjem og hviske noget til nogen. Tror vi skal huske at stikke af lidt oftere, så behøver det måske ikke være så pludseligt og smertefuldt...
Du har helt ret. Det er så vigtigt, at vi giver os selv tid, så vi ikke pludselig kortslutter. Det lærte jeg - igen - i går:)
Synes det er flot, at du i stedet for at lade en bombe springe i synet på dine kære, kørte væk og kom tilbage med ro i sindet. Det ville jeg gerne ha' kunnet i morges, hvor jeg i stedet gav min søde, søvnige mand et møgfald... og bagefter fik stilnet støjen i en yoga-time. Jeg burde nok ha' taget yoga-timen først!
Tak, Lykke, for at dele. Jeg stak af indtil jeg blev mor (sådan rigtigt, for jeg stak af mens jeg var gravid...). Hmm - kan ikke gøre det mere, for det gør mere ondt for mig at stikke af end at blive. Og har nemlig lært det med at finde huller for ellers fiser energi et andet (og bedre) sted hen. Men - jeg kan godt genkende noget af din fortælling...!!
Jeg stikker også af. I perioder nærmest aldrig; i andre hele tiden. Som lige nu, hvor jeg sidder og svarer på din blog, mens jeg kan høre den yngste i køkkenet, lyden af skeen mod skålen Han har selv lavet en skål havregryn og nu spiser han den alene. Fordi mor er stukket af - mentalt.
Tror, jeg vil tage tilbage til ham.
Tak for din fantastiske åbenhed, Lykke.
Ja, jeg er stukket af. Og nej, jeg er heller ikke stolt af det. Men ikke desto mindre skrev jeg om det i "Zen for mødre", fordi jeg - som du - synes det er vigtigt at være ærlig om sit liv og om, hvordan vi nogle gange lærer på den virkeligt hårde måde. Og sårer sine nærmeste undervejs, desværre.
Og nu ligger du med influenza og kan ingen steder stikke hen... Til gengæld er der måske lidt tid til at tænke, når de værste febertåger har fortaget sig?