Glæden ved ord?
Jeg elsker ord. Mange ord. Og det kunne tyde på, at min søn har arvet den glæde. Der er i hvert fald virkelig kommet lyd på herhjemme, og jeg bliver glad helt ned i tæerne af det. "Nej" er stadig favoritten, men ikke længere en refleks. Men selv hans nej er så fint, at jeg ikke kan lade være med at trække på smilebåndet.
Derudover er der alle dyre-lydene. Og nye kommer til hver dag. I dag fandt han i Zoologisk Have eksempelvis ud af, at Søløver siger det samme som løver, bare ikke efterfulgt af strittende kløer (forestil dig små - eller rettere ret store - babyhænder i ørehøjde).
Dyrene har også de fineste navne. "Raf" er giraf, "gej/dej/bej" er elefant - den kan jeg altså ikke forklare, og så er der selvfølgelig alle de dyr, som hedder deres lyd. I dag hørte jeg Noahs begejstrede "muuuuuh" før jeg så koen.
"Hej" er også vældig brugt, men det bedste i øjeblikket er helt klart "se". Eller "prøv at se" (tror vi nok, om end det kun er de mest kvalificeredes tolkes bedste gæt, selv forældrene ved det jo ikke). Og det er her jeg bliver helt blød i knæene. For han siger det med en sådan glæde og begejstring, også selv om det er Postmand Per-magneten, som han sætter fast på stuebordet for 537. gang. Og så er ord ikke længere bare ord, så er det umiddelbar livsglæde, og det er da de smukkeste ord der findes?
Og vinderen er…
Nina, kommentar nr. 9, som min kæreste udtrak uden at vide, hvorfor eller hvordan 2 sekunder før han faldt i søvn i sofaen.
Og, Nina (og i andre) - du kan godt glæde dig. Jeg hørte Sofia i dag på bogmessen fortælle om bogen, og selv om jeg har læst den 20 gange og selv været med i skriveprocessen, så var det virkelig interessant at høre Sofia. Jeg læste lige på en god coach-kollegas blok (Miriam Haanings "Min egen bedste ven"), at hun mente, det var fordi Sofia giver og viser mere og mere af sig selv, og det tror jeg, hun måske har ret i.
Og så også lige et stort TAK til jer alle - for jeres dejlige kommentarer; egne input om praksis og tilkendegivelser om bloggen. Jeg håber at høre så meget mere fra jer, det er altså noget ganske særligt, når der sådan er dialog og I fortæller, hvad der sker hos jer. Bliv endelig ved... og endnu en gang tak:)
PS. Nina, vær sød at sende din adresse til mail@lykkerix.dk, så sender jeg dig bogen.
Hvad er din lidenskab?
Så mange bøger...
Min er bl.a. BØGER. Derfor har jeg nu være på Bogforum tre dage i træk. Det har været forunderligt og jeg kunne uden problmer have brugt 10.000 kr. - det gjorde jeg dog ikke, men lidt nyt læsestof fandt jeg da. Jeg lagde en strategi. Køb kun den litteratur, som du får særlige messe-tilbud på, det hjalp til at vælge til og fra, for jeg havde mine udfordringer. Derfor blev det en blandet landhandel, men her er et udpluk:
* Det skal råbes fra tagene
* Fordi jeg siger det
* Enneagrammets visdom
* Sophie Dahls Frydefulde Fritelser
* Skriv
* Kærlighedsbreve fra store mænd
* Skriveredskaber
* Michelle Obama - en biografi
Som du nok kan se, er der ingen rød tråd i mine indkøb... Og det kan jeg jo så tænke lidt over, for jeg har da mere end én gang forsøge at fange lidenskaben og én gang for alle få sat en label på. Sådan fungerer det bare ikke - i hvert fald ikke i min verden.
Hvilke bøger køber du - og siger de noget om din lidenskab, eller elsker du bare bøger som jeg?
Hvorfor går man altid i stå midt i krydset?
Og så oven i købet i regnvejr, så man bliver gennemblødt, når man skal ud og skubbe eller skifte dæk. Jeg har ikke bare være vidne til netop dette én gang, men hele to gange indenfor de sidste 4 timer. Som om det ikke er slemt nok, som det er, så bliver man også ret tit meget upopulær blandt de øvrige billister.
Sådan er det også i livet en gang i mellem - ikke for at lyde alt for pessimistisk, men bare for at minde dig om, at det sker for os alle. Vi ved godt vi ikke er i den bedste stand netop den dag, vi ved godt, at vi burde blive hjemme, men alligevel tager vi af sted. Og netop den dag, hvor maskineriet ikke kører optimalt i forvejen, så går vi helt i stå, og selvfølgelig der, hvor der er mest trafik. Og som om det ikke var nok, så øser det ned og vi rager uklar med andre. Hvornår havde du sidst én af de dage, hvor "du gik i stå midt i krydset"?
Heldigvis så jeg, inde fra min tørre bil midt i myldretrafikken, at en mand var kommet den uheldige billist til undsætning. Hans cykel stod i rabatten og han stod klar til at skubbe, når lyset skiftede. Ligesom vi ofte oplever, i bakspejlet, at der altid er én, måske endda flere, som vælger at stå ude i regnen sammen med os. Dem skal vi samle på - og så skal vi prøve at lære af det der skete i krydset, ikke fordi vi kan undgå det, men fordi vi måske kan lære af det til næste gang, måske reagere lidt anderledes eller endnu bedre grine lidt af det hele...
Gør det ondt nok nu?
Hentede Noah i dag og fandt et brev i garderoben til alle forældre, hvor der stod hvad konsekvenserne af nedskæringerne i Københavns Kommune ville være. Jeg var ved at tude, for nu mærker jeg det på egen krop. Gik straks til lederen og spurgte om jeg kunne hjælpe. Han sagde meld dig ind i Facebook-gruppen "København svigter de små" og følg med på kfo.dk (Københavns Forældre Organisation).
Men to andre følelser blander sig i min indignation over nedskæringerne. At jeg først reagerer nu, hvor jeg selv har et barn i institution, og at jeg ikke har gjort noget siden tirsdag, hvor pædagogerne lavede demo, er flovt. Det er faktisk for sent nu, for de store besparelser er vedtaget. Nu kan jeg så kæmpe for, at der ikke vedtages flere besparelser, men hvordan?
For det er den anden følelse. Hjælpeløshed, og det på trods af, at jeg har besluttet mig for, at sætte mit kryds ved den kandidat på tirsdag, som vil kæmpe mest for institutioner og skoler i København, ligegyldig parti-farve. Men det kommer stadig til at betyde færre hænder og vikarer, ingen tryghed ved aflevering, fordi min søn skal afleveres til forskellige pædagoger, mindre tid til motorik og rytmik, færre voksenrelationer og hjælp til at tackle konflikter, mindre hjælp til det de ikke selv kan og mindre tid til anerkende pædagogik og alle de andre gode initiativer.
Det er ikke fordi jeg skal blive politisk, og så alligevel... Fortæl mig hvad jeg kan gøre, kan vi gøre noget sammen?
Hvad venter du egentlig på – part 2?
Så oprandt dagen, hvor Sofia Mannings bog udkom.
Det kapitel jeg især holder af i bogen handler om praksis. Det er for mig et forholdsvis nyt begreb indenfor personlig udvikling, men virkelig centralt. Det handler om at indarbejde gode og støttende vaner i din hverdag, gerne hver dag, som hjælper dig til at passe på dig selv (sundhed, motion, venlig indre og ydre dialog) og skabe nærvær. Hvis ikke du handler på andet i bogen - det tror jeg nu du gør, for du kan ikke lade være - så definér din egen praksis. Og skriv endelig her på bloggen, hvis du har brug for hjælp - eller tilmeld dig Sofias 7-ugers e-kursus på www.hvadventerduegentligpaa.dk.
Jeg lovede jer også, at når Sofias bog udkom ville jeg udlodde én her på bloggen. Så det løfte vil jeg indfri i dag. Skriv en kommentar, så er du med. Jeg trækker lod søndag aften.
Diamanter?
Dollarkursen er lav, derfor er diamanter billige i disse dage! Det siger en reklame fra et smykkefirma, som helt uden beregning sætter en diamant i dit smykke. Altså, du skal stadig betale for diamanten...
Dekadence tænker jeg med det samme. Diamanter er lig med dekadence. Jeg synes diamanter er smukke, de er enkle og alligevel indbegrebet af luksus og overflod. Men i mit eget liv, på min egen finger eller rundt om min egen hals - det synes mig altså ret fjernt. Og det er ikke fordi jeg mangler en indre prinsesse. Jeg kan sagtens drømme om store rober, diademer og bal en gang i mellem. For eksempel når jeg læser sladder-blade og ser Vild med Dans. Men det er som om, jeg bare ikke er blevet kvinde nok eller gammel nok til at ønske mig diamanter.
Er det sådan, at kvinder som ikke ønsker sig diamanter, simpelthen ikke tror på, at de fortjener det bedste, at de skal feteres og forkæles (det synes jeg nu faktisk jeg gør, det er bare ikke diamanter, jeg sukker efter)? Skal man være kvinde af en særlig støbning, og er jeg bare ikke tøset nok, feminin nok, kvinde nok? Er det måske fordi jeg skal være i bedre kontakt med den side hos mig selv, at jeg endnu ikke har fundet ind til den del af mig, som brændende ønsker mig en diamant?
Hvad er dit forhold til diamanter - har du én eller.... Fortæl, fortæl...
Tør du vise hvem du er?
Jeg har i aften afholdt blog-workshop med den fabelagtige Julia Lahme. Der skete ret hurtigt noget interessant. For en ting er at drømme om en blog og ønske mere viden om hvad, hvorfor og hvordan. Noget andet er frygten for at sige, hvad jeg mener, at have kant og stå ved det, jeg tror på - herude i Cyberspace, hvor alle kan læse med. Og det talte vi faktisk en del om. Om at have noget på hjerte og turde lægge hjertet på bordet og dele ud af den, jeg er.
Og pointen var, at hvad end du har på hjerte, er det det rigtige for dig. Du kan ikke forstille dig. Du kan ikke lade som om eller gemme dig. Det var faktisk smukt at dele den frygt, som jeg så udemærket kender fra mig selv. Teknik, struktur, genrer, læsere og kreativitet er vigtige emner, når vi taler om blogging. Men at turde viste sig at det være det mest centrale. Og vi skal turde, for så bliver det ærligt og autentisk, og det er det, der gælder.
Tør du?
PS. Vil du med på blog-workshop, så gentager vi succesen d. 22. februar, 2010...
Er der noget hyggeligere…
* end når ens søn vil sidder helt stille i armhulen på én og ser fjernsyn...
* end et glas mælk og jødekager til blog-skrivningen...
* end masser af stearinlys...
* end at lege "rigtig" familie og spise aftensmad i Ikea...
* end at høre regnen slå på ruden, mens man sidder trygt og rart indenfor og lytter...
* end når ens søn falder i søvn i ens arme...
Hvordan hygger du?
Hvad venter du egentlig på?
Jeg er stolt. Meget stolt. I næste uge udkommer Sofia Mannings nye bog "Hvad venter du egentlig på? - sådan vender du din frygt til personlig styrke". Og jeg har haft en finger med i spillet . Min sommer gik med at skrive sammen med Sofia og det har været en lærerig, inspirerende og sjov proces.
Og nu sidder jeg her med resultatet i hånden. Det er ret vildt og ret håndgribeligt. Jeg lover at udlove et eksemplar her på bloggen, når den udkommer.
Den handler (selvfølgelig) om selvudvikling - og om frygt. Hvordan frygten kan blive din ven i stedet for din fjende. Men det er også en opskrift på en selvudviklende proces, hvad end du ønsker - eller venter på! Hvis du har drømme du endnu ikke har virkeliggjort, så kan denne bog inspirere dig til at handle!
Hvad venter du egentlig på i dit liv?
