Forventning og nostalgi – 2009 og 2010?

Jubiii, det er lykkedes at skabe en nytåraften helt uden forventninger, nostalgi og frygten for skuffelse. Indtil nu har min nytårsaften helst skulle indeholde det stiveste puds og virkelig gourmet-mad, men det passer bare rimelig dårligt med små børn og alt det andet, som sker i øjeblikket.

I stedet har jeg i år leget med tanken om, at dette blot skulle være en rigtig hyggelig lørdag aften i gode venners selskab. Og det er præcis, hvad det tegner til at blive. Jeg har hygget mig i køkkenet hele morgenen, med alle chokoladekagers moder, med hjemmelavet kransekage (se selv, lidt stolt har man vel lov at være), med hjemmelavet kyllingepostej, tunmousse, ærtehummus og indbagt gedeost. Hovedretten kommer de søde gæster med, den står på bøf bernaise med fritter, hele molevitten lavet fra bunden. Gourmet kan være mange ting...

Ville ellers gerne have holdt en lille nytårstale her på pladsen (elsker at holde tale og lytte til dem), men kan hverken finde den nostalgi eller ærefrygtige forventning, som plejer at sidde i mig på nuværende tidspunkt.

Og det er godt, for nu ser jeg virkeligheden og glædes over den i stedet for kun at se det, som mangler og derfor sidde tilbage med skuffelse. 2010 kommer jo lige om hjørnet, og 2009 er forbi om ganske få timer - ligegyldig hvad jeg synes som det, forventer og frygter. Både de smukke og smertefulde oplevelser, som dette år har budt på, og dem som kommer i det kommende, har været der og vil være der, og det er dem som skaber min virkelighed. Sådan ser det ud i dag, på årets sidste dag, og det synes jeg egentlig tegner rigtig godt for det kommende år, hvis jeg nu skal bevæge mig ud i minefeltet...

Min opfordring til dig på denne sidste dag i 2009 skal være, pas godt på hinanden i 2010, også dem du ikke kender og endnu ikke har mødt. Det er blevet en floskel, men hvis du virkelig lytter og tager ordene alvorligt, så er det så smukt - at passe på hinanden, og det er også en fabelagtig måde at passe på dig selv.

Jeg ønsker dig et rigtig skønt og lykkebringende nytår med masser af det hele, det er nemlig det, som gør os til dem vi er - hov, nu kom nostalgien alligevel. Den drukner jeg straks i champagne, endnu en af glæderne ved en nytårsaften. Skål!

Nytårsfortsæt?

Egentlig gør jeg det ikke så meget i nytårfortsætter, men mere i fokus. Men det vender jeg tilbage til i et senere indlæg om ikke alt for længe.

Jeg har i denne måned besluttet mig for helt ekstraordinært at have et helt konkret nytårsfortsæt. Jeg vil se flere mennesker, være mere social, spise mere mad i gode venners selskab, mødes på legepladsen med flere mødre, drikke mere rødvin med veninder, når barnet er lagt i seng. Jeg vil kort sagt pleje mine relationer og forhåbentlig skabe nye.

Undskyldninger for hvorfor det ikke er præcis, som jeg godt kunne tænke mig, er der masser af, men dem lader jeg lige være. Det interessante er, hvordan jeg får det til at ske. Og her hiver jeg struktur op ad hatten. Indtil dem omkring mig har opdaget, at jeg er den nye sociale mus, så må jeg strukturere det. Jeg tænker følgende: én gang hver 2. uge skal jeg/vi invitere til mad hverdag eller weekend - eller begge. Og i den modsatte uge - således at jeg faktisk har fokus på det hver uge, ønsker jeg mig en rødvin/kaffe-aftale med en veninde uden børn, kun med samtale, lytten og catchen up - og måske en tur i biffen.

Det kan ikke være urealistisk at se venner én gang om ugen? Vel? Jeg krydser fingre, for der er alt for mange mennesker jeg savner og en helt del, jeg endnu ikke har mødt.

Har du et nytårsfortsæt, så del endelig, og fortæl også, hvordan jeg kan hjælpe dig med, at holde dig op på det, for det er jo essensen, ellers gentager historien sig om præcis et år...

Hvor er tiden?

Hvor er den henne i disse dage - tiden til mig selv. Det var jo meningen, at der skulle være lidt Lykke-tid i denne ferie. Har taget helt fri fra arbejde - sådan næsten da - men det er første gang, jeg sidder ved computeren og rent faktisk har tid.

Og jo, jeg finder masser af lykke-tid ved computeren, for den er så langt fra kun mit arbejdsredskab. Det er også én af mine største inspirationskilder, og som jeg så ofte har skrevet på disse sider, så er det decideret meditativt for mig, at høre og mærke fingrene hen over tastaturet, som eksempelvis lige nu...

- Og så sker det igen, som det så ofte sker, når jeg blogger, at jeg får svar på det spørgsmål, som jeg har stillet, allerede inden jeg har skrevet indlægget færdig. For lige nu er den tid der, også selv om der ikke er meget af den, også selv om der er masser af andet "jeg burde", også selv om den ikke er planlagt, også selv om jeg sikkert bliver af brudt lige om lidt. Men den er der lige nu - og hvis jeg ikke jeg havde skrevet det her, så havde jeg slet ikke opdaget det!

Glemmer vi bare at lægge mærke til tiden for os selv? Har vi sat for mange regler op for den, så vi slet ikke nyder de små uventede åndehuller? Mit svar på de spørgsmål er ja, men heldigvis har jeg lige afsløret mig selv. Ah, indsigtens lyksalighed, når den lander pladask foran mig...

Farvel jul og goddag…?

Sådan. Slut. Færdig. Finito. Og tak. Vi er netop kommet hjem efter den sidste julefrokost, julepynten er taget ned og pakket væk til næste år. Det har været en dejlig jul, særligt fordi det har været Noahs første rigtige jul og han har været glad og begejstret - tog lige en del ture i løb rundt om træet igen i dag akkompagneret af min skønsang i form af "nu det jul igen".

Hvis jeg skal sætte en lille finger på julen, så sætter jeg den på savnet. Jeg har savnet min mor og far, min lillebror og hans Sofie. Dem har jeg ikke haft tid nok med denne jul - de er langt væk - og jeg mangler/manglede dem. Men de har været hos mig alligevel, for julen er jo familiens tid, og denne jul kom i sandhed til at handle om netop det, måske mest om, at jeg nu har min egen lille familie.

Og farvel til noget betyder goddag til noget andet, til 2010. Og det nye år kommer vi til, men ikke endnu. Først et par dage uden dagsorden til at tage afsked, ikke bare med julen men også med 2009. Et par dage med refleksioner og afslapning. Et lille pusterum, nyder det allerede...

Hvem fandt på januarudsalg?

Januarudsalg - efter en økonomisk udmagrende december måned. Det kan da heller ikke være en god forretning for butikkerne? Tænk hvis de ventede et par måneder til vi igen var bare lidt ovenpå igen... (ok, jeg ved godt det er noget med moden og årstiderne, men jeg undres alligevel).

For jeg er nok som mange andre. Laver et budget for december eller har slet ikke noget, har sparet op til december, eller ikke, og så bruger jeg bare lidt mere end planlagt eller ikke planlagt, det er ikke det, der er pointen. Pointen er, at der aldrig er penge til overs efter jul, og så starter udsalget.

De venter ikke en gang længere til januar. Nej, de starter i de dage, hvor vi stadig er bevidstløst sovset ind i julen, så vi måske endnu ikke har nået at tjekke netbank. Men de fleste af os aner ubalancen - eller sagt ligeud: overtrækket. Så selv om vi troede, at nu stoppede forbruget, så er det ikke slut, selv om juleaften er passeret. Nej, når gaverne byttes og udsalget starter, så bliver katastrofen endelig og overtrækket varer ved indtil der igen er udsalg, engang til sommer. Jeg må vist hellere begynde at spare op... Eller holde op med at bruge penge, der ikke er der... Ingen af delene noget jeg mestrer lige så godt, som jeg kunsten at bruge penge...

Det bedste ved juleaften?

Der var to ting, som gjorde min juleaften til noget ganske særligt.

En jule-gudstjeneste med én af den slags prædikerner som bandt det gamle år sammen med det nye og som satte det hele i sådan et fint perspektiv, om barmhjertighed; om næstekærlighed og om erfaringer fra smerten i stedet for ren nostalgi. Og så selvfølgelig de smukke salmer, fik kuldegysninger mere end én gang...

Og så var der dansen rundt om juletræet. Med en fin barnehånd i min, og den anden barnehånd i farens, og en lille dreng, som pludselig synes så stor, som gik mellem os og nynnede, og når man fangede hans blik, så man det største, mest begejstrede smil og bogstavelig talt julelys i øjnene. Ind i mellem kom der små begejstrede hvin og kluklatter fra ham. Det var lige til at få tårer i øjnene over og et af de øjeblikke, hvor verden bare stod stille, ja, nærmest forsvandt og der kun var min familie og jeg, et juletræ og endnu en gang de smukke salmer - og så selvfølgelig "nu er det jul igen".

Det blev en juleaften, jeg ikke selv kunne have planlagt bedre for Noah, og derfor også for mig. Jeg er taknemmelig og gemmer de fine minder om Noahs første "rigtige" jul helt inde i hjertekulen.

Hvad var det bedste ved din juleaften?

Sådan…

Nu er det jul. Det billede jeg plejer at tage i slutningen af november til julekortene (altså plejer som i jeg gjorde det sidste år), fik vi taget i dag. Vi troede det ville blive en kamp bare at få huen på, for den har han kategorisk afvist de sidste mange uger, men da han hørte at vi skulle tage billeder til farfar (ja, jeg manipulerede, men det er jo  - også - til farfar), tog han huen på, satte sig hen til vinduet og smilede... Her er resultatet, og nu er det så også blevet jul i mit ellers lidt scrooge-agtige sind.

Jeg har simpelthen lade mig smitte af ham her... Han er nemlig begejstret for flere. Også da han skulle sove gik han bare hen til barnevognen og ville gerne op, fordi han havde fået at vide, at når han vågnede, så skulle vi op til farfar. Måske forstår han faktisk mere af konceptet jul, end vi er klar over - eller også er han bare virkelig glad for sin farfar...

Under alle omstændigheder, det bliver en fest, også for snotæsken her. I ønskes den varmeste, gladeste, kærligste, festligste og smukkeste jul i mands minde. Pas god på hinanden - og på jer selv.

Jul i eget selskab?

Noah var knap kommet ind af døren i dag før han igen stod derude. Farfar sagde han og prøvede at nå håndtaget. Og han blev ved, lige meget hvor mange gange jeg fortalte ham, at han altså skulle op til farmor og farfar og fejre jul i morgen. Men til sidst gav jeg op og sendte far og søn op til farfar. Og sikke en fest de havde.

Festen herhjemme var af en anden kaliber. Sov som en sten i 2 timer og så fandt jeg pludselig lidt energi til  julegaverne, og igen ramte julestemningen et øjeblik. Jeg fik simpelthen foræret lidt tid i eget selskab med julen. Jeg nød det og nynnede med. Og de blev da fine pakkerne, også selv om båndet slap al for hurtigt op og gavepapiret drillede...

Og så besluttede jeg mig for at tage afsked med nogle uvorne størrelser i mit univers. Juleforventingerne. For herhjemme har december ikke stået i julestjernernes tegn. Så derfor vil jeg give slip på plejer, forventinger og forestillinger og bare nyde min familie. Er det ikke det julen handler om?

Indrømmet, det var jeg lang tid om, men jeg nåede det inden d. 24. Glædelig jul til alle jer i blogland...

Hvad fokuserer du på?

Da memø fik job for en lille måneds tid siden, var jeg lidt bange (eller, hvis sandheden skal frem, tæt på panisk) for at det betød, at jeg skulle til at lave det hele herhjemme og at jeg ville miste min fleksibilitet, for nu var det memø som havde det "ufleksible" job i den virkelige verden og mig som selv kunne bestemme over mine arbejdstider. Kønt var det ikke.

Da memø så startede på arbejde blev Noah syg  - jeg passede - så smittede det lille asen mig. Og da vi langsomt rejste os, lagde memø sig - ikke bare med influenzaEN, men med et såkaldt hekseskud i ryggen, hvilket betyder, at han nu på 18. dagen er på morfin, og - ingenting kan! Hvilket selvfølgelig resulterede i -  ja, du har sikkert gættet det - at jeg har lavet det hele siden da, som i DET HELE!

Den korte, og rimelig irriterende, konklusion er: man får, hvad man fokuserer på!

Så der har været meget fokus på sygdom herhjemme, og jeg har været rigtig træt af memøs dårlige ryg, svaghed, smerter og manglende deltagelse. Det har jeg fokuseret en del på. Og nu  - ligger jeg så syg igen... Hvis jeg ikke havde lært lektien, så lad os lige tage den igen: du får, hvad du fokuser på!

Så nu fokuserer jeg alt hvad jeg kan på jul, på at hjælpe min smertetyngede kæreste og på "nés" (Noahs ord for sne...) - fordi sne synes at være en magnet for gode tanker, ro og balance, og det har jeg så sandelig brug for i disse tider, hvis det skal blive jul i denne familie. Jeg tænker i hvert fald aldrig på hekseskud og influenza igen... aldrig...

Er det nu?

Jeg har lukket ned og er gået på juleferie. Jubiii. En dag før tid, fordi min krop på mest udtrykkelige vis har fortalt mig det. Jeg er nemlig blevet syg igen. Snotæsken går jeg under herhjemme. Og så er det, at jeg bliver i tvivl. Er det nu? Altså, at det er jul, og vi skal hygge og have overskud?

Jeg er med på hyggen og jævnfør indlægget i går også den hvide jul, men hvad er det så lige mit immun-forsvar ikke forstår - eller hvis jeg tager andre briller på, hvad er det så lige for nogle signaler jeg har overset de sidste måneder?

Heldigvis er julestemningen ikke sneget sig ud af systemet sammen med immun-forsvaret. Sætter nu min lid til the, boullion, mentholatum, næseskyller og en god lang nattesøvn. Og når jeg så vågner i morgen, så er det jul - ikke...?