Alvor eller sjov?

Jeg har uden tvivl taget livet alt for alvorligt. Men det er for alt i verden ikke noget, jeg har lyst til at give videre til Noah.

Så jeg øver mig, øver mig i det lette og sjove. Forsøger at danse med Noah hver dag, fordi det også er rigtig godt for mig. Og hver gang Noah hviner af fryd eller griner - og det gør han heldigvis ofte - så minder det mig om, hvor skønt det er, ikke at tage livet så alvorligt. Til tider kan det være godt at tage det seriøst, men aldrig alvorligt.

For det har alvorlige bivirkninger. Blandt andet at det er svært at grine af mig selv. Eller grine med, når andre gør det, altså griner med mig ikke decideret af mig. Jeg skal virkelig føle mig tryg for at kunne give slip på det alvorlige i den situation. Og selv om jeg er tryg, kan jeg godt angribe eller forsvare alligevel. Derudover har det også betydet, at jeg altid har valgt "det rigtige", "det seriøse", og derfor ikke har begået særlig mange fejl. Det mener nogle måske ikke, at jeg ikke skal begræde, men det gør jeg, for der er meget at lære i fejlene, bl.a. at de ikke gør så ondt, som man kunne frygte og at man derfor bare kan kaste sig ud i nogle flere, hvis det betyder at man så følger sin egen vej, i stedet for de andres...

Jeg vil egentlig gerne grine noget mere af mig selv og af livet. Derfor skriver jeg lige videre om emnet hen over weekenden. Det skaber nemlig fokus for mig, og så vil jeg virkelig gerne høre, om jeg er den eneste, som har det sådan. Så hvad med dig og alvoren, hvor gode venner er I?