Kender du regel nr. 6?

Regel nr. 6, et begreb jeg hørte om for et par måneder siden. Her er historien, som er af vandre-typen, men det gør den ikke dårligere. Og historien fungerer altså bedst, hvis jeg fortæller den, som om jeg selv var der - selv om det ikke passer.

Jeg deltog til et møde i en bestyrelse i et stort amerikansk firma. Her sad organisationens topper og diskuterede. En gang i mellem blev det højlydt, og så afbrød CEO'en og sagde til den, som havde hævet stemmen: "husk lige regel nr. 6". "Nå ja", svarede den pågældende og faldt helt til ro. 10 minutter senere var det én af de kvindelige partnere, som hidsede sig op og direktøren mindede hende stille og roligt om at huske regel nr. 6, hvorefter hun igen blev blid som et lam. Sådan gik de tre timer, og jeg undrede mig meget over, hvad det mon var for en regel de talte om.

Efter mødet henvendte jeg mig til den ældre, møg-erfarne og meget sympatiske CEO. "sig mig en gang, hvad er regel nr. 6?". CEO'en svarede mig: "regel nr. 6 betyder bare don't take yourself so god damn serious".

Jeg kan virkelig godt lide den historie. Selvfølgelig fordi den taler til noget genkendeligt i mit eget liv. Jeg vil meget gerne være den første til at tage regel nr. 6 ganske alvorligt! Du har hermed retten til at kalde mig på den her på bloggen...,

Men historien forklarer så fint, hvad det er der sker med vores kommunikation, når vi tager os selv lidt for alvorligt. Vi holder op med at lytte, vi hæver stemmen, og får meget travlt med at få ret. Jeg kender det hele fra mig selv, og synes ikke det er særlig flatterende.

Tænk hvis vi på globalt plan kunne indføre retten til at minde om regel nr. 6 - hvilken verden ville vi så leve i?