Sidestik?
Med til den her mor-træning, som jeg omtalte den anden dag - faktisk for ret lang tid siden, for så kom der lige en hel uge med sygdom - hører også at blive indskiftet, som den nye primære hent- og bring-person.
Det har ellers været memøs opgave. Og når jeg har været vikar en enkelt dag, har det ikke været en god oplevelse. Selv om Noah for længst er holdt op med at græde, når han bliver afleveret - ifølge memø - så har det været en ganske anden oplevelse, jeg har haft, og mit moder-hjerte har gjort ondt.
Men nu har jeg afleveret to dage i træk.... Og i dag måtte jeg snige mig forbi vinduet for at se, om han stadig ikke græd, da jeg var gået. Og så opdagede jeg, hvad det handler om. Jeg sender selv en vibe... For selv om Noah ikke var ked af, så kunne jeg mærke et lille stik - eller måske nærmere en kniv i hjertet - da jeg så ham sidde derinde på sin stol og spise kiks helt alene. Altså de andre børn og pædagogerne var der jo, men det var jeg ikke. I hjertet følte jeg en ensomhed - på hans vegne. Ikke rart, slet ikke, men også lidt underligt, ikke?
Jeg har spurgt eliteudøveren, ham som for længst er kommet på forældre-landsholdet, og han siger, at det bliver nemmere. Hvis jeg bare træner nok, så kan jeg ikke længere mærke det i hjertet. Det er dejligt igen at være fast mand på holdet, men lige præcis den slags sidestik, kan jeg godt være foruden. Så jeg træner videre...
3 Kommentarer »
RSS af kommentarer til dette indlæg. TrackBack URI
Åh ja hvor jeg kender det...
Det er både en lettelse og en " sorg" når de ikke græder når man gå.
Men det bliver lettere med tiden
- så velkommen i klubben og held og lykke med træningen
Lige præcis sådan føles det. Sådan som du beskriver det, Lykke. Og jeg giver Eliten ret: det bliver nemmere. Og så kommer det igen - sådan ind imellem, når drengen oplever noget, som vi ville føle ensomhed ved.
Før jeg holdt op som lærer, begyndte min søn på min skole midt i børnehaveklassen. Og jeg kunne stå oppe i vinduet på lærerværelset og se ham gå alene rundt frikvarter efter frikvarter. En gang måtte en kollega endda trøste en tudende mig.
Så når jeg havde mine gårdvagter, tog Alfred og jeg hinanden i hånden og han gik med rundt, mens jeg trøstede, snakkede, hjalp og hyggede. Og mit største håb var, at nogen ville spørge, om han ikke hellere ville lege med dem.
Uanset om det er noget vi skaber med vore tanker eller om det har hold i virkeligheden, så gør det bare så skide nas, når vi føler ensomhed - på vores børns vegne.
God træning, Lykke.
Camilla
Tak Camilla, for den fine og ærlige historie. Er rørt, og lidt slået ud over, at det ikke stopper. Hvor var det bare godt, at du var der til at holde ham i hånden, bare en gang i mellem. Selv om det jo heller ikke kun er godt. Jeg kan i hvert fald godt forestille mig holde den hånd meget længe, selv om jeg også skal slippe den lille mus og lade ham gøre sine egne erfaringer.
Læste også dit fine indlæg om lege-aftalerne. Det er altså ikke for børn, sådan at være barn - eller den forælder som skal være vidne til det:)
Kh
Lykke