Mens jeg venter?
Jeg venter stadig, og har det gjort det så længe, at jeg er ved at være utålmodig. Og det er altså ikke julen jeg venter på. Om end jeg glæder mig rigtig meget til masser af tid i familiens lune favn. Det er inspirationen og energien, jeg venter på. Inspirationen til at skrive, tænke og gøre og energien til at handle og komme i gang med den liste af arbejde og gøremål, som er vokset foruroligende mens sygdommen har hærget her på adressen.
Det føles som om julen har ramt tidligt, bare uden jul. For jeg har slet ikke nået at mærke jule-ånden endnu, men det er som om hele mit system skriger på ferie, ro, tid alene og meget langsom tid. Og ligegyldig hvor lidt - eller meget og helt urealistisk - jeg planlægger, så sker der ingenting, andet end sløvsind, grænsende til ugidelighed. Det er absolut en rædselsvækkende følelse for en do'er som mig, der altid har et par ekstra idéer til listen over gøremål, hvis jeg skulle løbe tør, og der er ikke blevet færre af de der "extras" her op til jul.
Så hvad gør jeg, mens jeg venter? Jeg kender jo godt svaret, som er irriterende enkelt. Accept, tålmodighed, væren, accept, tålmodighed, væren... og du kan ikke høre det, men det siges altså ud mellem stramt sammenbidte tænder af utålmodighed og frustration. Jeg kender disse perioder, og jeg ved at jeg kommer ud på den anden side. Men først når jeg har opfattet den besked, som uroen har med sig. Så mens jeg venter, kunne jeg eventuelt lytte og måske ligefrem øve mig i rent faktisk at acceptere den besked. For hvis jeg skal være ærlig, og det er svært for mig at være andet, så ved jo egentlig godt (i den skrivende stunds klare indsigt), hvad mit indre forsøger at fortælle. Det passer bare så dårligt lige nu... Kender du det?
1 Kommentar »
RSS af kommentarer til dette indlæg. TrackBack URI
Om jeg kender det?!
Jeg finder det uendeligt meget sværere at acceptere, når noget IKKE sker, end når noget sker. Når der ikke sker noget med min liste af vigtige ting. Når jeg ikke får gjort, sagt, ordnet, hentet, ringet. Dét er svært at acceptere. For jeg går jo lige og er i gang med at overbevise mig selv om, at jeg ikke doven (hvilket jeg ellers har bildt mig selv ind i et par årtier), at jeg er handlekraftig og energisk. Og så sker der intet. Så gør jeg ingenting.
Og nu smider jeg da lige en bonus oveni: jeg opdager, at jeg ikke kan acceptere, at jeg intet får gjort, og så slår jeg mig selv oveni i hovedet med dét også - at jeg ikke formår at acceptere. Accepterer altså ikke, at jeg ikke kan acceptere. Godt, ikk? Skyld med skyld på.
Indtil jeg for alvor får sagt til mig selv "Det er helt okay, at du har det sådan her, Camilla. Det er helt okay". Når jeg siger det - sådan rigtigt, kan jeg tydeligt mærke, at Dovne Camilla føler sig hørt og derfor nemmere kan forlade bygningen. Så jeg kan mærke, hvad jeg virkelig har brug for og give mig selv det. En dag uden dårlig samvittighed måske? Eller bare at gøre.
Eller at ringe til den skønne Frk. Haaning, som jeg måtte gøre i sidste uge, så hun kunne hjælpe mig med at rydde op i mit hoved.
Jeg krydser fingre for, at du ganske snart finder vejen ind til accepten, Lykke. Så du kan mærke julen sådan for alvor. Og samtidig tilgodese din do'er.
Camilla