Jeg finder det uendeligt meget sværere at acceptere, når noget IKKE sker, end når noget sker. Når der ikke sker noget med min liste af vigtige ting. Når jeg ikke får gjort, sagt, ordnet, hentet, ringet. Dét er svært at acceptere. For jeg går jo lige og er i gang med at overbevise mig selv om, at jeg ikke doven (hvilket jeg ellers har bildt mig selv ind i et par årtier), at jeg er handlekraftig og energisk. Og så sker der intet. Så gør jeg ingenting.

Og nu smider jeg da lige en bonus oveni: jeg opdager, at jeg ikke kan acceptere, at jeg intet får gjort, og så slår jeg mig selv oveni i hovedet med dét også - at jeg ikke formår at acceptere. Accepterer altså ikke, at jeg ikke kan acceptere. Godt, ikk? Skyld med skyld på.

Indtil jeg for alvor får sagt til mig selv "Det er helt okay, at du har det sådan her, Camilla. Det er helt okay". Når jeg siger det - sådan rigtigt, kan jeg tydeligt mærke, at Dovne Camilla føler sig hørt og derfor nemmere kan forlade bygningen. Så jeg kan mærke, hvad jeg virkelig har brug for og give mig selv det. En dag uden dårlig samvittighed måske? Eller bare at gøre.

Eller at ringe til den skønne Frk. Haaning, som jeg måtte gøre i sidste uge, så hun kunne hjælpe mig med at rydde op i mit hoved.

Jeg krydser fingre for, at du ganske snart finder vejen ind til accepten, Lykke. Så du kan mærke julen sådan for alvor. Og samtidig tilgodese din do'er.

Camilla