Balancegang?

Er meget optaget af det her med balancer i øjeblikket. Eller mangel på samme. Jeg er som bekendt til absolutter og derfor er balance løsningen på mange af mine problemer og meget af mit tankespind.

Tag nu for eksempel arbejde. Jeg har aldrig været så begejstret for mig arbejdsliv som efter jeg kom tilbage fra barsel. Jeg har været flyvende i 2009. Og har nydt det. Men nu opdager jeg lige så stille og roligt, at det måske ikke udelukkende var begejstring, men også en nødvendighed og lidt af en besættelse. Der var ingen balance, hvilket jeg betaler for her i december, hvor jeg er røget i den anden grøft, nemlig arbejdsapati. Nu vil jeg helst alt mulig andet og helst så lidt som muligt. Nul balance.

Måske er den naturlige forklaring, at jeg har skulle forsørge en familie alene, og når nu det var situationen, så kunne jeg lige så godt give den gas. Men nu hvor den byrde er løftet af mine skuldre, og vi igen er to til tjene til føden, så siger mit system stop. Nu mærker jeg, at jeg måske er lidt udbrændt og nu opdager jeg pludselig de mange bolde, jeg har jongleret med det sidste år. Rollen som mor, hvis søn også har opdaget at jeg har været væk, rollen som datter, hvis forældre har lagt fra kaj, rollen som storesøster, hvis bror stadig kæmper med sit, rollen som kæreste, som næsten er glemt, rollen som ven, som ikke er blevet plejet, rollen som selvstændig, som har været mit tilflugtsted, når alt det andet gjorde lidt for ondt.

Mon ikke jeg skulle lede lidt efter den der balance i 2010, så der blev plads til lidt af det hele...