Farvel jul og goddag…?
Sådan. Slut. Færdig. Finito. Og tak. Vi er netop kommet hjem efter den sidste julefrokost, julepynten er taget ned og pakket væk til næste år. Det har været en dejlig jul, særligt fordi det har været Noahs første rigtige jul og han har været glad og begejstret - tog lige en del ture i løb rundt om træet igen i dag akkompagneret af min skønsang i form af "nu det jul igen".
Hvis jeg skal sætte en lille finger på julen, så sætter jeg den på savnet. Jeg har savnet min mor og far, min lillebror og hans Sofie. Dem har jeg ikke haft tid nok med denne jul - de er langt væk - og jeg mangler/manglede dem. Men de har været hos mig alligevel, for julen er jo familiens tid, og denne jul kom i sandhed til at handle om netop det, måske mest om, at jeg nu har min egen lille familie.
Og farvel til noget betyder goddag til noget andet, til 2010. Og det nye år kommer vi til, men ikke endnu. Først et par dage uden dagsorden til at tage afsked, ikke bare med julen men også med 2009. Et par dage med refleksioner og afslapning. Et lille pusterum, nyder det allerede...
0 Kommentarer »
Ingen kommentarer endnu.
RSS af kommentarer til dette indlæg. TrackBack URI









