Forventning og nostalgi – 2009 og 2010?
Jubiii, det er lykkedes at skabe en nytåraften helt uden forventninger, nostalgi og frygten for skuffelse. Indtil nu har min nytårsaften helst skulle indeholde det stiveste puds og virkelig gourmet-mad, men det passer bare rimelig dårligt med små børn og alt det andet, som sker i øjeblikket.
I stedet har jeg i år leget med tanken om, at dette blot skulle være en rigtig hyggelig lørdag aften i gode venners selskab. Og det er præcis, hvad det tegner til at blive. Jeg har hygget mig i køkkenet hele morgenen, med alle chokoladekagers moder, med hjemmelavet kransekage (se selv, lidt stolt har man vel lov at være), med hjemmelavet kyllingepostej, tunmousse, ærtehummus og indbagt gedeost. Hovedretten kommer de søde gæster med, den står på bøf bernaise med fritter, hele molevitten lavet fra bunden. Gourmet kan være mange ting...

Ville ellers gerne have holdt en lille nytårstale her på pladsen (elsker at holde tale og lytte til dem), men kan hverken finde den nostalgi eller ærefrygtige forventning, som plejer at sidde i mig på nuværende tidspunkt.
Og det er godt, for nu ser jeg virkeligheden og glædes over den i stedet for kun at se det, som mangler og derfor sidde tilbage med skuffelse. 2010 kommer jo lige om hjørnet, og 2009 er forbi om ganske få timer - ligegyldig hvad jeg synes som det, forventer og frygter. Både de smukke og smertefulde oplevelser, som dette år har budt på, og dem som kommer i det kommende, har været der og vil være der, og det er dem som skaber min virkelighed. Sådan ser det ud i dag, på årets sidste dag, og det synes jeg egentlig tegner rigtig godt for det kommende år, hvis jeg nu skal bevæge mig ud i minefeltet...
Min opfordring til dig på denne sidste dag i 2009 skal være, pas godt på hinanden i 2010, også dem du ikke kender og endnu ikke har mødt. Det er blevet en floskel, men hvis du virkelig lytter og tager ordene alvorligt, så er det så smukt - at passe på hinanden, og det er også en fabelagtig måde at passe på dig selv.
Jeg ønsker dig et rigtig skønt og lykkebringende nytår med masser af det hele, det er nemlig det, som gør os til dem vi er - hov, nu kom nostalgien alligevel. Den drukner jeg straks i champagne, endnu en af glæderne ved en nytårsaften. Skål!
0 Kommentarer »
Ingen kommentarer endnu.
RSS af kommentarer til dette indlæg. TrackBack URI









