Fanget i et julespind?

Endelig er det lykkes. At blive fanget ind i det fine spind af jul. At finde stemningen. Jeg tror forklaringen er sne - og fundet af en smule balance, om end den stadig er skrøbelig. Jeg er så taknemmelig for alt det hvide derude, og flere gange dagligt tager jeg mig selv i at smile over det smukke landskab. Jeg har nemlig været på landet i dag, og der tager vidderne sig altså virkelig smukt og juleagtigt ud. Jeg har også været i kirke i dag - det havde jeg lige lyst til, og blev belønnet med én af mine absolutte yndlingssalmer. Men det bedste var alligevel gåturen med Noah ned til bondemanden og de fine brune køer og den store traktor og gåturen til kirken med udsigt ud over markerne med knirken under støvlerne og prikken i kinderne.

Derfor skal der herfra lyde et kærligt glædelig jul til alle jer som måske snart tager på juleferie og dermed også tager på ferie fra Internet og blogland. Jeg følger op med endnu et glædelig jul til alle jer, der er her lidt endnu, for nu skal der ikke længere spares på julehilsnerne... Jeg er fanget i julespindet og begejstret for det.

Balancegang?

Er meget optaget af det her med balancer i øjeblikket. Eller mangel på samme. Jeg er som bekendt til absolutter og derfor er balance løsningen på mange af mine problemer og meget af mit tankespind.

Tag nu for eksempel arbejde. Jeg har aldrig været så begejstret for mig arbejdsliv som efter jeg kom tilbage fra barsel. Jeg har været flyvende i 2009. Og har nydt det. Men nu opdager jeg lige så stille og roligt, at det måske ikke udelukkende var begejstring, men også en nødvendighed og lidt af en besættelse. Der var ingen balance, hvilket jeg betaler for her i december, hvor jeg er røget i den anden grøft, nemlig arbejdsapati. Nu vil jeg helst alt mulig andet og helst så lidt som muligt. Nul balance.

Måske er den naturlige forklaring, at jeg har skulle forsørge en familie alene, og når nu det var situationen, så kunne jeg lige så godt give den gas. Men nu hvor den byrde er løftet af mine skuldre, og vi igen er to til tjene til føden, så siger mit system stop. Nu mærker jeg, at jeg måske er lidt udbrændt og nu opdager jeg pludselig de mange bolde, jeg har jongleret med det sidste år. Rollen som mor, hvis søn også har opdaget at jeg har været væk, rollen som datter, hvis forældre har lagt fra kaj, rollen som storesøster, hvis bror stadig kæmper med sit, rollen som kæreste, som næsten er glemt, rollen som ven, som ikke er blevet plejet, rollen som selvstændig, som har været mit tilflugtsted, når alt det andet gjorde lidt for ondt.

Mon ikke jeg skulle lede lidt efter den der balance i 2010, så der blev plads til lidt af det hele...

Skal man blande sig?

Jeg gjorde noget andet, end jeg plejer i dag. Og det var en udfordring, om end jeg er glad for min handling.

Jeg skulle hente Noah i vuggestuen og passerede på trappen en mor med en ca. 1-årig på armen og en ca. 3-årig til fods foran. Pludselig råbte hun meget højt, det viste sig at den 3-årige var faldet i hvert fald 4 trin ned af trappen med hovedet først og alle i opgangen - der var 2 andre forældre med børn - hørte hovedet dunke mod stengulvet.

Da jeg var den eneste uden barn, skyndte jeg mig ned til moren for at høre om hun havde brug for hjælp. Samtidig græd den mindste, så jeg bragte ham over til moren. Den ældste var så forundret over min indblanding, at han stoppede med at græde. Det stod klart, at der ikke var sket noget (godt, børn har gummi-knogler).

Problemet var, at mens alt dette stod på, virkede moren nærmest fjendtlig eller i hvert fald fuldstændig uforstående overfor mit tilbud om hjælp, som om jeg blandede mig - hvilket jeg også gjorde. Jeg havde flere gange lyst til at flygte.

Men jeg har truffet en beslutning. Jeg vil ikke længere se til, gå forbi eller lukke øjnene. Men til min store overraskelse opdagede jeg i dag, at det ikke er spor nemt.

Måske var det fordi jeg gjorde noget andet end jeg plejede - blandede mig, måske er det bare sådan at indarbejde nye vaner - lidt uvant, måske er det bare sådan mennesker reagerer under pres - fjendtligt. Men ligegyldig hvad, så blander jeg mig altså en anden gang. Hvad med dig?

Lyden af sne?

Ih altså, hvor jeg elsker sne. Der bliver så stille, og så smukt og så lyst i denne ellers så mørke tid. Det er som om det er jul i  morgen, som om jeg ikke kan gå i seng, for hvad nu hvis det er væk i morgen... Som om jeg burde være udenfor og bygge snemænd og lave engle (selv om klokken netop har passeret midnat).

Og så er der lyden og mangel på samme. Den knirkenede lyd under skoen og så den måde alle andre lyde bliver suget ned i sneen, til ære for den særlige og ganske skønne knirken. Og så minder sneen og alle disse følelser mig om nogle vidunderlige og festlige år som ski-guide. Oh, smukke sne, vil du ikke nok blive lidt endnu, så jeg kan nå at nyde dig lidt mere og sygne hen i minder og barnlig glæde...

Absolutter?

Om jeg tænker i absolutter? Absolut ikke! Det gør jeg aldrig! Og dog, jeg er netop i dag blevet gjort opmærksom på at det gør jeg altid - eller i hvert fald ofte. Altså, jeg forsøger at skabe orden i det kaos som hverdag og daglige udfordringer er, ved at sætte tingene op lidt mere sort-hvide end de måske behøver at være. Simpelthen fordi toner af grå komplicerer tingene...

Min kæreste siger, at når jeg kritiserer ham understreger jeg alvoren ved at sige ting som "du sætter aldrig dine tinge i opvaskemaskinen" eller dit brugte tøj ligger altid på gulvet og flyder". Absolutter, og det er jo ikke hele sandheden.

Der hvor det bliver problematisk, er når jeg er udfordret, falder i, bliver vred eller frustreret og eksempelvis begynder at tankelæse. Så er det et klart enten-eller. Enten er de vildt begejstrede for mig eller også kan de ikke fordrage mig. Tanker som de er ligeglade eller har egentlig ikke taget stilling, strejfer mig ikke, for det er gråtoner.

Men selv om det umiddelbart skaber orden i kaos, så har jeg erfaret, at det er sværere at navigere i absolutter. For verden er ikke sort-hvid, den er en blanding af alle regnbuens farver, og dem går jeg glip af i mit behov for at sætte en klar label på alting. Jeg har besluttet mig for at arbejde lidt med de hersens absolutter, for sådan vil jeg absolut ikke tænke... Er du en enten-eller person, eller har du et par fif til sådan én som mig, fordi du er god til at se nuancerne?

Balance søges – og findes måske?

Tænk engang, sværere er det faktisk ikke. Selv om listen over gøremål er alen-lang  og jeg burde være gået i gang for længe siden, så tog jeg mig tid. Tid til avisen, tid til at bage boller og laver god morgenmad samt en ordentlig kop kaffe, tid til at rydde op og støvsuge (ja, jeg ved godt, det er overspringshandlinger, men af den gode slags).

Jeg gav bare mig selv tid og droppede den indre pisk og destruktive dialog. Nød stilheden herhjemme, og så kom inspirationen snigende, lige så stille, lige så fin - og stadig lidt skrøbelig. Men nu sidder jeg her, og glæder mig (næsten) til at skulle i gang med dagens opgaver.

Alt det pga. skrivestundens klare lys og den indsigt som så ofte lander, mens fingrene rammer tastaturet. Jeg har bare brug for tid, der er sket en hel del og jeg skal vende mig til den nye tilværelse herhjemme. Jeg har prioriteret træningen som mor højest og nyder det i fulde drag. Arbejdet er derfor nedprioriteret, og sådan må det være, når jeg har været så meget væk hjemmefra i en lang periode. Balancer skal søges, findes og afprøves. Jeg leder stadig, men tilsætter ny lige så langsomt næste ingrediens - arbejdet, og så må vi se, hvordan det går. Jeg krydser fingre...

Mens jeg venter?

Jeg venter stadig, og har det gjort det så længe, at jeg er ved at være utålmodig. Og det er altså ikke julen jeg venter på. Om end jeg glæder mig rigtig meget til masser af tid i familiens lune favn. Det er inspirationen og energien, jeg venter på. Inspirationen til at skrive, tænke og gøre og energien til at handle og komme i gang med den liste af arbejde og gøremål, som er vokset foruroligende mens sygdommen har hærget her på adressen.

Det føles som om julen har ramt tidligt, bare uden jul. For jeg har slet ikke nået at mærke jule-ånden endnu, men det er som om hele mit system skriger på ferie, ro, tid alene og meget langsom tid. Og ligegyldig hvor lidt - eller meget og helt urealistisk - jeg planlægger, så sker der ingenting, andet end sløvsind, grænsende til ugidelighed. Det er absolut en rædselsvækkende følelse for en do'er som mig, der altid har et par ekstra idéer til listen over gøremål, hvis jeg skulle løbe tør, og der er ikke blevet færre af de der "extras" her op til jul.

Så hvad gør jeg, mens jeg venter? Jeg kender jo godt svaret, som er irriterende enkelt. Accept, tålmodighed, væren, accept, tålmodighed, væren... og du kan ikke høre det, men det siges altså ud mellem stramt sammenbidte tænder af utålmodighed og frustration. Jeg kender disse perioder, og jeg ved at jeg kommer ud på den anden side. Men først når jeg har opfattet den besked, som uroen har med sig. Så mens jeg venter, kunne jeg eventuelt lytte og måske ligefrem øve mig i rent faktisk at acceptere den besked. For hvis jeg skal være ærlig, og det er svært for mig at være andet, så ved jo egentlig godt (i den skrivende stunds klare indsigt), hvad mit indre forsøger at fortælle. Det passer bare så dårligt lige nu... Kender du det?

Lidenskab gennem smerte?

Smerte - jeg går udenom den, for den er ikke rar. Sådan tror jeg de fleste har det. Men jeg har for nylig opdaget, at der også gemmer sig mange svar i smerten. At et liv uden smerte ikke er et liv levet helt. Ikke fordi vi skal dyrke smerten, men jeg øver mig i ikke at løbe fra den, når den viser sit svære ansigt, for jeg har brug for smerten. Smerte kan være jalousi, ensomhed, ubegrundet vrede, forvirring, følelsen af uretfærdighed, stress eller en underlegen position.

Det kræver al mit fokus ikke at løbe skrigende bort, kigge den anden vej eller bare slet og ret benægte. Men jeg har fundet ud af, at der er stor lidenskab i smerten. Og i smerten og dermed lidenskaben ligger svar på, hvordan jeg lever mit liv bedst muligt.

Når jeg er jaloux, kan jeg opleve, at det den anden er, vil jeg også være eller kunne. Når jeg er vred, kan jeg med fordel overveje, hvad jeg selv skal gøre anderledes eller give slip på, når jeg er underlegen, er det nok fordi den overlegne kan lære mig noget, jeg gerne vil kunne, når jeg er forvirret er det måske en ny indsigt, der gemmer sig. Og jeg oplever, at når jeg tør være i smerten, og indrømme den grimme følelses tilstedeværelse, så kommer svaret og lidenskaben lige så stille snigende. Gennem ærlighed og udholdenhed kommer jeg et lille skridt tættere på lidenskaben, passionen, glæden eller hvad du nu kalder den - hvis jeg altså tør og kan være lidt i smerten... Kan du?

Belønning?

Har nu indhentet 5 måneders bogføring og er ved at være fremme i nutiden. Det her er hvad man fortjener 125 bilagsnumre senere...

Og hvilken belønning. Chokoladen knaser så dejligt, bunden smager virkelig af ægte marcipan og skummet er blødt og fluffy. (Faktisk er jeg ikke helt færdig, opgav da jeg ikke kunne huske hvad jeg havde købt for 79 euro i slutningen af november. Så skal man stoppe, når man tidligere på dagen har kunne huske hvem man holdt møde med i slutningen af juli...)

Det holdt ellers hårdt og jeg har været rimelig træt af mig selv de sidste dage. Jeg havde ikke behøvet at bruge så mange dage på det, hvis jeg bare havde sat mig til tastaturet og bilagene første gang jeg besluttede mig for det. Det tog dog 3 dage at komme dertil. Undskyldninger er der nok af: stadig selv klattet, en (meget) syg kæreste, kaos i hjemmet efter ugers sygdom, men intet af det gælder rigtig, for det her er jo mit arbejde og jeg har selv valgt det.

Så måske havde en bedre belønning - eller behandling - været at tale pænt til mig selv, mens jeg kæmpede for at få arbejdet gjort. Men en flødebolle er nu heller ikke værst, så husker jeg den støttende dialog næste gang...

Hvordan belønner du dig selv, når noget virkelig har trukket tænder ud og du (måske) har skældt lidt rigeligt ud på dig selv i processen?

Den perfekte – og irriterende – mor?

Hvad vil det sige at være den perfekte mor? Og er det egentlig ikke en intern standard? Udadtil er definitionen måske kvinden, som altid har overskud, som bager og laver alting fra bunden, som er og køber økologisk, som går til babysvøm og rytmik, som også kan optræde i lækkert undertøj og være en vildkat, som kan have en leder-karriere og stadig have overskud til veninder og lækre par-middage. Sådan en perfekt mor skal jeg ikke være, jeg har allerede fejlet på alt for mange af ovenstående punkter, og det er for dælan da vel ikke muligt. Men ligegyldig hvor meget der bliver skrevet om at slække på kravene til os mødre, så drømmer jeg helt hemmeligt stadig om at være den overskudsagtige, perfekte mor.

En meget beundringsværdig samarbejdspartner, som også er optaget af det der med "den perfekte mor" taler for, at vi giver slip på den ringe standard, som perfektion egentlig er. Hun prøver, med sig selv som foregangskvinde, at overbevise os om slække på standarderne og bare være os selv.

Men når man kan fortælle så mange skønne historier om tiden med sit barn, som hun gør og så samtidig har overskud til at sende den slags små julegaver, som du ser herunder, ud til alle kunder og samarbejdspartnere med et håndskrevet kært kort, så er hun sgu' da også perfekt - på sin helt egen måde. Og lidt irriterende for os, læs mig, som ikke lige er perfekt på præcis det der firmajulegave-område (og ganske få andre;).

Hvordan er du den irriterende perfekte mor en gang i mellem?