Sidestik?

Med til den her mor-træning, som jeg omtalte den anden dag - faktisk for ret lang tid siden, for så kom der lige en hel uge med sygdom -  hører også at blive indskiftet, som den nye primære hent- og bring-person.

Det har ellers været memøs opgave. Og når jeg har været vikar en enkelt dag, har det ikke været en god oplevelse. Selv om Noah for længst er holdt op med at græde, når han bliver afleveret - ifølge memø - så har det været en ganske anden oplevelse, jeg har haft, og mit moder-hjerte har gjort ondt.

Men nu har jeg afleveret to dage i træk.... Og i dag måtte jeg snige mig forbi vinduet for at se, om han stadig ikke græd, da jeg var gået. Og så opdagede jeg, hvad det handler om. Jeg sender selv en vibe... For selv om Noah ikke var ked af, så kunne jeg mærke et lille stik - eller måske nærmere en kniv i hjertet  - da jeg så ham sidde derinde på sin stol og spise kiks helt alene. Altså de andre børn og pædagogerne var der jo, men det var jeg ikke. I hjertet følte jeg en ensomhed - på hans vegne. Ikke rart, slet ikke, men også lidt underligt, ikke?

Jeg har spurgt eliteudøveren, ham som for længst er kommet på forældre-landsholdet, og han siger, at det bliver nemmere. Hvis jeg bare træner nok, så kan jeg ikke længere mærke det i hjertet. Det er dejligt igen at være fast mand på holdet, men lige præcis den slags sidestik, kan jeg godt være foruden. Så jeg træner videre...

Mobil støtte…

Jeg minder lige om det fine og næstekærlige træk endnu en gang, hvis du kan undvære lidt.

Møderehjælpen har brug for al den hjælp de kan få, og vil du gøre det rigtig nemt for dig selv, så se her:

send en SMS til 1231 med teksten "mor", så støtter du med 100 kr.

Hverdag – hvor er du?

Jeg savner hverdagen. Den der influenza hærger stadig.

Det er nemesis, det er hvad det er. Jeg var så bange for den nye hverdag, der skulle komme. Og nu sukker jeg efter den, hvor jeg vågner op og tager mig af min familie, sender dem ud af døren og sætter mig til arbejdet, hvorefter vi mødes igen om eftermiddagen, hygger sammen, laver lidt mad og så går i seng.

Hverdagen har aldrig rigtig nået at kede mig, og jeg tror heller ikke det kommer til at ske, for jeg har så mange ønskeprojekter, jeg kunne gå i gang med, hvis det var, der pludselig skete for lidt. Men det er så absolut ikke det, der er problemet. Kom nu bare tilbage kære hverdag, jeg holder af dig og glæder mig til at se dig.

Ude på den anden side af den der hverdag skulle vi jo også gerne nå lidt julehygge og lidt nye juletraditioner, inden der igen er noget der ligner 341 dage til vi har muligheden igen...

Vil du grine med?

Jeg fortsætter lidt endnu med temaet om alvor, fordi det er én af mine helt store udfordringer. At jeg ofte tager mig selv, livet, andre og tingene lidt for alvorlige.

Dette indlæg er dog en en søndagsudgave af debatten, hvor jeg henviser til andre, som mestrer kunsten.Der er nemlig heldigvis masser af inspiration at hente midt i hverdagen, eksempelvis lige her i blogland. Jeg har nemlig noteret mig er, at andre mestrer det her med regel nr. 6 om ikke at tage sig selv så "god damn serious".

Et godt eksempel er Miriam Haaning og indlæg som tag ikke pink på, hvis du ligner en tomat efter du har trænet - selvfølgelig med billede og overskriften Grisling. Eller Maren Uthaug på Iliamo-bloggen, som bl.a. har skrevet om hendes nye kalender for 2010 med hekse-opskrifter. Og så selvfølgelig Julia Lahme, som kan tage de helt små ting - dimser, så alvorligt, at man bare ved, at hun er ved at dø af grin over det. Og så kan hun stadig skrive om det ikke at have sovet om natten i umenneskelige tider, så man sådan kommer til at grine af det - og efter et par dage uden søvn, må jeg altså bøje mig i støvet for den udførsel af regel nr. 6.

Tak til dem for deres inspiration - kender I andre eksempler, som jeg burde tjekke ud, så jeg kan træne min sjove muskel og evnen til at grine af mig selv?

Kender du regel nr. 6?

Regel nr. 6, et begreb jeg hørte om for et par måneder siden. Her er historien, som er af vandre-typen, men det gør den ikke dårligere. Og historien fungerer altså bedst, hvis jeg fortæller den, som om jeg selv var der - selv om det ikke passer.

Jeg deltog til et møde i en bestyrelse i et stort amerikansk firma. Her sad organisationens topper og diskuterede. En gang i mellem blev det højlydt, og så afbrød CEO'en og sagde til den, som havde hævet stemmen: "husk lige regel nr. 6". "Nå ja", svarede den pågældende og faldt helt til ro. 10 minutter senere var det én af de kvindelige partnere, som hidsede sig op og direktøren mindede hende stille og roligt om at huske regel nr. 6, hvorefter hun igen blev blid som et lam. Sådan gik de tre timer, og jeg undrede mig meget over, hvad det mon var for en regel de talte om.

Efter mødet henvendte jeg mig til den ældre, møg-erfarne og meget sympatiske CEO. "sig mig en gang, hvad er regel nr. 6?". CEO'en svarede mig: "regel nr. 6 betyder bare don't take yourself so god damn serious".

Jeg kan virkelig godt lide den historie. Selvfølgelig fordi den taler til noget genkendeligt i mit eget liv. Jeg vil meget gerne være den første til at tage regel nr. 6 ganske alvorligt! Du har hermed retten til at kalde mig på den her på bloggen...,

Men historien forklarer så fint, hvad det er der sker med vores kommunikation, når vi tager os selv lidt for alvorligt. Vi holder op med at lytte, vi hæver stemmen, og får meget travlt med at få ret. Jeg kender det hele fra mig selv, og synes ikke det er særlig flatterende.

Tænk hvis vi på globalt plan kunne indføre retten til at minde om regel nr. 6 - hvilken verden ville vi så leve i?

Det her skal du tage alvorligt!

Lad os være alvorlige - eller seriøse - for et øjeblik.

For julen kan faktisk være en alvorlig sag, særligt for dem, som ikke har råd til at holde den. Og dem er der desværre endnu flere af i år. Så hvis du kan undvære lidt, eller lidt mere, så er et muligt sted at støtte lige her: Mødrehjælpen.

Alvor eller sjov?

Jeg har uden tvivl taget livet alt for alvorligt. Men det er for alt i verden ikke noget, jeg har lyst til at give videre til Noah.

Så jeg øver mig, øver mig i det lette og sjove. Forsøger at danse med Noah hver dag, fordi det også er rigtig godt for mig. Og hver gang Noah hviner af fryd eller griner - og det gør han heldigvis ofte - så minder det mig om, hvor skønt det er, ikke at tage livet så alvorligt. Til tider kan det være godt at tage det seriøst, men aldrig alvorligt.

For det har alvorlige bivirkninger. Blandt andet at det er svært at grine af mig selv. Eller grine med, når andre gør det, altså griner med mig ikke decideret af mig. Jeg skal virkelig føle mig tryg for at kunne give slip på det alvorlige i den situation. Og selv om jeg er tryg, kan jeg godt angribe eller forsvare alligevel. Derudover har det også betydet, at jeg altid har valgt "det rigtige", "det seriøse", og derfor ikke har begået særlig mange fejl. Det mener nogle måske ikke, at jeg ikke skal begræde, men det gør jeg, for der er meget at lære i fejlene, bl.a. at de ikke gør så ondt, som man kunne frygte og at man derfor bare kan kaste sig ud i nogle flere, hvis det betyder at man så følger sin egen vej, i stedet for de andres...

Jeg vil egentlig gerne grine noget mere af mig selv og af livet. Derfor skriver jeg lige videre om emnet hen over weekenden. Det skaber nemlig fokus for mig, og så vil jeg virkelig gerne høre, om jeg er den eneste, som har det sådan. Så hvad med dig og alvoren, hvor gode venner er I?

Noget på hjerte – eller i kroppen?

Jeg vil så gerne skrive, er startet på flere indlæg både i går og her til morgen. Men der lukkes hurtigt ned, enten i et hosteanfald eller god gang hovedpine. Den er altså led den der influenza á la svin.

I dag er jeg dog så heldig, priviligeret (og syg), at farmor og farfar har hentet Noah. Hold op, han har været tapper, hoster stadig en del men hvinede af fryd, da han fik lov at gå udenfor...

Jeg håber at vende tilbage efter en tur under dynen. Har nemlig noget på hjerte om alvor, for meget alvor - et helt lille tema hen over weekenden, hvis altså den der influenza snart forlader min krop.

Overgiver du dig nu?

Det synes at være det spørgsmål influenzaen har stillet mig de sidste par dage, og efter en lang og sej kamp, som jeg faktisk troede jeg ville vinde, har jeg i dag måtte finde det hvide flag frem, eller rettere lommeletter og metervis af køkkenrulle samt Halls, Vicks, pebermynte, kamille the og alt hvad dertil hører.

Æv, siger jeg bare - og så konstaterer jeg, at det første der ryger med dårligdom er overskuddet til at være overbærende overfor den tapre, varme, slappe og efterhånden ret magre men stadig meget klynkende lille mand, som stadig kun langsomt bevæger sig mod bedring.

Den bedste oplevelse i dag var nu alligevel at overtale Noah til at en eftermiddagslur, hvorefter han lystrede (!) og vi faldt i søvn ved siden af hinanden inde i sengen. Sådan fandt den hårdt-arbejdende far os, hvorefter han måtte ud og handle, fordi vi var for sølle til at røre os. Men det var nu ret hyggeligt - influenza til trods, så helt var vi altså ikke tænkt at overgive os...

Kan man stjæle tiden tilbage?

Tid er et tema. For mig og for alle andre familier. Og jeg ved, at denne opdagelse vil kunne tjene millioner til bankkontoen. For jeg har fundet ud af, hvordan man kan stjæle tiden tilbage...

Sluk fjernsynet. Ok, det bliver jeg nok ikke millionær af. Men det virker virkelig. Èt af mine nyeste løfter til mig selv er, at jeg vil læse i en bog hver dag, for jeg elsker jo bøger. I hvert fald at købe den og omgive mig med dem. Men jeg læser dem ikke, og slet ikke færdige. Og det er jeg ked af, for mest af alt elsker jeg ord.

Jeg er af ovenstående grund i gang med en hel del bøger, men den her har inspireret mig på flere planer de sidste dage, bl.a. til at gå i køkkenet og bage bananbrød og lave ærtesuppe til min stadig syge og tapre søn.

Jeg har opdaget, at når jeg tager tilløb og rent faktisk slukker for tv'et, så er det som om at tiden går i stå, eller i hvert fald går langsommere. Og det tager jeg i mod med kyshånd. For de her timer efter 20 er værdifulde - til at få talt sammen, til at få læst, til at fokusere, til at lade op, til at blogge, til hobbyer, til stilhed. Og alt det gøres bedst uden fjernsyn. Hvis belønningen så oven i købet er mere tid, eller følelsen af mere tid, så er det noget nemmere for mig og min finger at trykke på den røde knap - underligt nok kræver det stadig lidt overvindelse. Som om jeg er bange for det tomrum, som real-tiden skaber - den tid hvor jeg rent faktisk tager stilling til hvad jeg vil. Underligt, ikke?